Advarselslamperne blinker over klimatopmøde

Fra i dag skal verdens ledere sætte handling bag løfterne i FN’s klimaaftale, der trådte i kraft i fredags. Og det haster, viser rapporter om kuldioxid, CO2, i atmosfæren og hastigere nedsmeltning af iskapperne ved polerne

Årets første seks måneder er de varmeste, der nogensinde er blevet målt, og nedsmeltningen af den arktiske iskappe ser ud til at accellerere. Samtidig var mængden af vinteris i 2015-2016 den laveste, der nogensinde er målt, har den amerikanske rumfartsadministration Nasa dokumenteret tidligere på året.
Årets første seks måneder er de varmeste, der nogensinde er blevet målt, og nedsmeltningen af den arktiske iskappe ser ud til at accellerere. Samtidig var mængden af vinteris i 2015-2016 den laveste, der nogensinde er målt, har den amerikanske rumfartsadministration Nasa dokumenteret tidligere på året. Foto: AP Photo/U.S. Geological Survey, Brian Battaile.

De kommende dages klimatopmøde, COP 22, skal være et handlingens topmøde, har de marokkanske arrangører lovet. Efter Paris, hvor verdens ledere sidste år blev enige om en international klimaaftale, skal de nu sætte handling bag ordene i Marrakech i Marokko.

Det nye klimatopmøde åbner i dag, tre dage efter at den historiske aftale fra Paris trådte i kraft i fredags, og topmødet vil fejre denne begivenhed som et tegn på, at verdenssamfundet har indset, at det haster med at bremse klimaforandringerne. Prominente amerikanske skuespillere som Leonardo DiCaprio og Robert Redford vil deltage i festlighederne, men også lægge stemme til kravet om, at Paris-aftalen nu skal omsættes i handling.

”I Marrakech skal vi kræve, at de løfter om reducering af CO2-udledninger, som hvert land kom med i Paris sidste år, udmøntes i en konkret plan. Men det er også nødvendigt, at landene skruer op for ambitionsniveauet, for de løfter, som blev afgivet i Paris, er langtfra tilstrækkelige til at holde temperaturstigningerne på 2 grader eller allerhelst 1,5 grader,” siger Troels Dam Christensen, koordinator 92-gruppen, der er et netværk af 25 danske miljø- og udviklingsorganisationer.

Selvom løfterne fra Paris bliver overholdt, er verden dog allerede på vej mod temperaturstigninger på 2,9 -3,4 grader i dette århundrede, ifølge FN’s miljøorganisation, Unep, der opfordrer landene til at binde sig til 25 procent større nedskæringer i CO2-udledningerne, end de lovede i Paris sidste år.

Siden vedtagelsen af Paris-aftalen sidste år har klimaet fået nye alarmklokker til at ringe. Årets første seks måneder er de varmeste, der nogensinde er blevet målt, og nedsmeltningen af den arktiske iskappe ser ud til at accellerere. Samtidig var mængden af vinteris i 2015-2016 den laveste, der nogensinde er målt, har den amerikanske rumfartsadministration Nasa dokumenteret tidligere på året.

Tal fra FN’s verdensorganisation for vejr og klima, WMO, viser at indholdet af CO2 i atmosfæren har fortsat sin vækst over den symbolske grænse på 400 kultiltemolekyler for hver million iltmolekyler i atmosfæren - mod 280 før industrialiseringen.

”Denne CO2 vil forblive i atmosfæren i mange generationer og øge den globale opvarmning. Der er tale om de molekyler, som er blevet tilbage, efter at for eksempel skovene og havene har opsuget deres del. Risikoen er, at evnen til at absorbere CO2 vil falde i fremtiden, blandt andet på grund af afskovning,” siger Clare Nullis, talskvinde for WMO.

Omvendt har det seneste år også vist, at omstillingen til grøn vækst og udfasning af kul og gas i stigende grad omsættes i konkret handling. Investorer som for eksempel forsikringsselskaberne Allianz og Axa skærer ned på deres investeringer i olie- og kulsektoren. Samtidig vokser produktionen af vedvarende energi, blandt andet i store vækstlande som Kina og Indien.

”Der er markant gode nyheder, som for eksempel at Kina ikke kun er holdt op med at bygge nye kulfyrede kraftværker, men også har standset byggerier, der allerede var i gang. Men det haster med at få sat den proces i gang, der skal sikre, at landene hvert femte år vil komme med nye og mere ambitiøse løfter,” siger Troels Dam Christensen.

Det marokkanske formandskab for COP 22 har lovet, at klimatopmødet vil have særligt fokus på Afrika. Afrika vil bliver særligt hårdt ramt af klimaforandringerne, og FN’s fødevareorganisation, FAO, har tidligere på året advaret om, at en alvorlig fødevarekrise truer, med mindre Afrikas landmænd får hjælp til bedre og bæredygtige dykningsmetoder.

Som Erik Solheim, leder af FN’s miljøorganisation, UNEP, sagde ved offentliggørelsen af organisationens klimarapport i sidste uge:

”Hvis vi ikke handler nu, i Marrakesh, vil vi ende med at græde over en menneskelig tragedie, som vi kunne have undgået.”