Masaikvinden Naniay Palanta Laizer og hendes familie er en af de tanzaniske familier, der er med til at trække Afrikas udviklingsstatistik i den gale retning og betyder, at kontinentet sakker bagud i forhold til mange asiatiske udviklingslande, når det gælder om at indfri FN's globale udviklingsmål, de såkaldte millenniummål.
Mål, der blandt andet handler om at afskaffe dyb fattigdom og få skabt et minimum af velfærd for alle i verden.
Det er ikke 68-årige Naniay Palanta Laizers skyld, at hun tynger i statistikken.
Livet har været strengt ved enken, der bor i den lille afsidesliggende landsby Emairete i det nordlige Tanzania, hvor hun ejer en ko, en ged og 10 høns.
Et fint husdyrhold efter tanzaniske forhold - hvis ikke Naniay Palanta Laizer skulle forsørge otte børnebørn i alderen fra halvandet til 14 år, der bor permanent hos hende, efter at deres forældre er døde. Uanset hvor meget Naniay Palanta Laizer sparer, slår pengene ikke til.
”Jeg sælger æg fra hønsene, og for de penge køber jeg majs, som jeg maler til mel og videresælger. Det tjener jeg en lille smule på. Vi drikker te med mælk og sukker om morgenen og spiser mest ugali (en fast majsgrød, red.) med bønner. En sjælden gang kan jeg købe lidt kød, eller vi får æg,” siger hun.
For at familien kan overleve, tigger hun i landsbyen, selvom tiggeri er dybt skamfuldt i masaikulturen.
Al sandsynlighed taler for, at børnebørnenes forældre er døde af aids, men ordet bliver konsekvent undgået i Emairete, hvor hiv og aids stadig er tabubelagt.
Engang ejede Naniay Palanta Laizer mere kvæg, men hun var ikke ret gammel, da hendes mand døde, fortæller hun, og, fordi hun ikke har kunnet finde noget varigt job, har hun hen ad vejen været tvunget til at sælge ud af sit kvæg for at skaffe penge.
Dermed er den dybe fattigdom, som udviklingsmålene søger at afskaffe, i Naniay Palanta Laizers tilfælde i stedet vokset, og i Tanzania er der ikke en offentlig sektor, der tager over, hvor pengene slipper op.
Den offentlige sektor lader stadig rigtig meget tilbage at ønske i de fleste lande syd for Sahara.
Det er en af hovedårsagerne til, at Afrika sakker bagud med at indfri millenniumsmålene sammenlignet med udviklingslandene i Asien, lyder det fra udviklingskonsulent Julie Thaarup, konsulentfirmaet Nordic Consulting Group, der er specialist i Østafrika og bor i Tanzania.
”Overordnet set har mange lande i Asien oplevet økonomisk vækst og forbedrede offentlige systemer gennem længere tid end i Afrika. Derfor er det ikke overraskende, at de asiatiske udviklingslandes fremskridt på området også slår igennem, når det gælder om at opnå udviklingsmålene,” siger hun.
Med et bruttonationalprodukt, der stiger mellem fem og otte procent om året, er Tanzania med på det økonomiske væksthold i Afrika.
Alligevel venter der ikke øget velfærd for de fattigste i det østafrikanske land.
”Den nuværende økonomiske vækst i Tanzania stammer primært fra nye fund af mineraler, olie og gas. På nuværende tidspunkt kommer væksten mest industrien til gode, og der er lang vej herfra og til forbedring af de offentlige budgetter,” vurderer hun.
Og der er nok at tage fat på, vurderer Julie Thaarup. Primært ved at sikre, at udviklingen ikke kun sker i byerne, men også når landbefolkningen, som udgør størstedelen af befolkningen.
”Nu har landbefolkningen begrænset adgang til sundhed, uddannelse, infrastruktur og elektricitet, og transportomkostninger er for mange en afgørende barriere for at opsøge professionel hjælp, for eksempel i forbindelse med fødsler. Det har afgørende indflydelse i forhold til indfrielsen af udviklingsmålene,” siger hun.
Den voksende ulighed i udviklingen gør sig også gældende i de asiatiske udviklingslande, men når tendensen er endnu mere udtalt i Afrika, er det, fordi FN's opstillede udviklingsmål ikke i tilstrækkelig grad har taget højde for den komplekse afrikanske politiske virkelighed.
Det konkluderer Leni Wild, ekspert i politisk økonomi og serviceydelser i skrøbelige stater ved Storbritanniens førende udviklingspolitiske tænketank, ODI, The Overseas Development Institute (Det Oversøiske Institut for Udvikling).
Det er nemlig ikke nok at opstille nogle overordnede mål og poste milliarder i at opnå dem, understreger hun.
”For at få skabt de nødvendige fremskridt i Afrika bliver vi nødt til at fokusere langt mere end nu på, hvilke politikker der bliver ført, og hvordan de politiske systemer og processer fungerer. Et nøglebegreb i den forståelse er, hvordan - og om - magteliten er motiveret for og i stand til at stræbe efter en mere lige national udvikling,” siger hun.