Afrika og EU er kun partnere på papiret

Lektor Toni Haastrup er kritisk over for EU's rolle, når hun analyserer og udlægger migrationskrisen ...

Lektor Toni Haastrup er kritisk over for EU's rolle, når hun analyserer og udlægger migrationskrisen og relationerne mellem EU og de afrikanske lande, og hun frygter, at det nylige topmøde i Malta ikke kommer til at føre meget reelt med sig. Her ses afrikanske migranter på vej gennem ørkenbyen Agadez i Niger med kurs mod nord. - Foto: Akintunde Akinleye/Reuters/Scanpix

EU ønsker at holde afrikanere og arabere ude, og for at opnå det omgår EU i praksis den regionale integrationsproces i Afrika ved at betale nogle lande for at kontrollere EU's ydre grænser
Toni Haastrup

Når regnskabet skal gøres op et par måneder efter Valletta-topmødet om migrations- og flygtningekrisen, får EU ikke mange venlige ord med på vejen. EU tryner stadig Afrika, og Afrika har ikke andet valg end at lade det ske

Afrika og Europa er ikke kommet væsentligt tættere på hverken hinanden eller bæredygtige løsninger på den fortsatte flygtninge- og migrantkrise som følge af det stort anlagte topmøde, der fandt sted i Maltas hovedstad, Valletta, i slutningen af 2015.

Sådan lyder den ultrakorte dom fra lektor i international sikkerhed ved Kent Universitet i Storbritannien, 32-årige Toni Haastrup, der desuden er vicedirektør for universitetets forskningscenter Global Europe Center (Det Globale Europacenter) og forsker i EU's udenrigspolitik i forhold til Afrika.

Forventningerne til Valletta-topmødet var ellers høje, da afrikanske og europæiske statsoverhoveder og udenrigsministre mødte talstærkt op i Malta den 11. november sidste år. På det tidspunkt anede regeringslederne og ministrene ikke, at virakken om topmødet skulle komme til at slutte brat to dage senere, blot få timer efter at den officielle erklæring fra topmødet var blevet offentliggjort.

Normalt er det ellers tidspunktet, hvor medierne skruer op for opmærksomheden og går mødedeltagerne på klingen i debatter om resultater eller manglen på samme. Det skete i betydeligt mindre grad efter topmødet i Maltas hovedstad, for allerede dagen efter at topmødet sluttede, blev Paris den 13. november ramt af det værste terrorangreb i Frankrigs historie.

Ikke blot betød terrorangrebet i Frankrig et ulykkeligt endeligt for de flere end 130 uskyldige ofre for terroristernes bomber og skudsalver. Men det satte også punktum for den udvikling, topmødet i Valletta ellers var ved at skabe, siger Toni Haastrup.

”Sandheden er, at Valletta-topmødet næsten omgående blev overskygget af de forfærdelige begivenheder i Paris. For det første, fordi det skete så kort efter topmødet. For det andet, fordi der omgående kom forsøg på at forbinde de rædselsfulde angreb på Frankrig med migrationskrisen. Den forbindelse efterlod meget lidt rum i den offentlige debat til at diskutere den politiske deklaration og handlingsplan (fra topmødet, red.) I stedet flyttede opmærksomheden sig hurtigt over mod forholdet mellem EU og Tyrkiet, hvorimod forholdet mellem Afrika og EU endnu en gang rykkede ned på dagsordenen,” siger hun.

Der var ellers ikke noget i vejen med dagsordenen for Valletta-topmødet, som indskrev sig i det i forvejen eksisterende ”strategiske partnerskab” mellem EU-landene og Afrika. Et partnerskab, hvor migration spiller en væsentlig rolle.

Formålet med partnerskabet har fra begyndelsen været at bringe Afrika og Europa tættere på hinanden ved at styrke det økonomiske samarbejde og en bæredygtig udvikling, lyder det i beskrivelsen af partnerskabet. Det øgede samarbejde har også som et erklæret mål, at begge kontinenter skal kunne leve side om side ”i fred, sikkerhed, demokrati, velstand, solidaritet og menneskelig værdighed”.

Men når man ser på udfaldet af Valletta-topmødet, kniber det gevaldigt med at leve op til de fleste af de idealistiske målsætninger, mener Toni Haastrup.

”Kernen i partnerskabet (og dagsordenen for Valletta-topmødet, red.) er forestillingen om, at Afrika og Europa er ligeværdige, og at løsningerne skal basere sig på det og ikke på, at den ene part trækker løsninger ned over hovedet på den anden part. Med andre ord understreger det et lokalt ejerskab, og det gør det selvfølgelig i erkendelse af, at de europæiske lande historisk set ikke har været venlige ved Afrika,” siger hun.

Det tidligere forhold mellem de to kontinenter var baseret på et hierarki til fordel for Europa og på udtrykkelig bekostning af afrikanerne og Afrikas udvikling.

”Partnerskabet er derfor tænkt som en grundlæggende ændring af balancen mellem de to kontinenter, og Valletta-topmødet var tænkt i forlængelse af den ændring. Derfor var dagsordenen også ret enkel: Europæerne ønskede at finde en måde at sikre sig, at de ikke længere stod alene med migrationskrisen, mens afrikanerne ønskede en chance for at få så meget ud af europæerne som muligt,” siger hun.

Det konstruktive ved Valletta-topmødet var, at afrikanerne og europæerne omsider satte sig sammen og diskuterede migration og flygtninge. Indtil da havde freds- og sikkerhedsspørgsmål primært domineret på dagsordenen mellem de to kontinenter - blandt andet på bekostning af migrationsdebatten.

Og den fælles erklæring, der blev offentliggjort ved topmødets slutning, kan stadig vise sig at føre nogle positive ændringer med sig, mener Toni Haastrup, men selvsagt kun hvis erklæringerne bliver omformet til handling.

”For eksempel målsætningen om at blive bedre til at finde lovlige måder for afrikanere at komme ind i Europa på. Og den søsatte krisefond (Trust Fund for Africa, red.), som afrikanske lande kan søge. Derudover kan jeg, selv med min bedste vilje, ikke se flere konstruktive resultater af mødet. Størstedelen af topmøde-erklæringen og handlingsplanen går på EU's eksternalisering af grænsekontrollen, snarere end de er et udtryk for et samarbejde mellem de to sider.”

Ifølge Toni Haastrup kan især EU's strategi med at give stærke økonomiske incitamenter til de nordafrikanske regeringer risikere at give bagslag i form af aggressive afrikanske politikker over for de borgere, der forsøger at udvandre til Europa. Det er, hvad der sker i Marokko, der årligt modtager millioner af euro fra EU for at holde migranterne væk fra EU's territorium.

I Marokko har sikkerhedsstyrker gentagne gange gennet hundredvis af migranter sammen, udsat dem for fysisk vold, sat dem på busser og kørt dem væk i strid med landets egen lovgivning, der blandt andet siger, at en udvandrer har ret til advokat-bistand før udvisning af landet. I Libyen, et andet nordafrikansk land, har menneskerettighedsorganisationer anklaget libyske myndigheder for at udsætte udvandrere for tortur og grænsebetjente for at skyde på migranter ved grænseovergangene.

Toni Haastrup er kritisk over for EU's rolle, når hun analyserer og udlægger migrationskrisen og relationerne mellem EU og de afrikanske lande, herunder Valletta-topmødet.

Afrikanerne ønsker respekt og værdighed, påpeger hun, og de ønsker flere lovlige veje ind i Europa, uddannelsesstøtte og legater til særligt dygtige arbejdere. Med andre ord tænker afrikanerne på migration og mobilitet i en meget bredere betydning end flygtningekrisen. Omvendt er det europæiske syn på migration meget kraftigt farvet af flygtningekrisen, mener hun.

”EU ønsker at holde afrikanere og arabere ude, og for at opnå det omgår EU i praksis den regionale integrationsproces i Afrika ved at betale nogle lande for at kontrollere EU's ydre grænser. Men også i Afrika kræver regional integration åbne grænser, og det interessante er, at mens EU taler for regional integration i Afrika, når det gælder handel og økonomisk udvikling, underminerer EU den selvsamme integration, når det tjener Europas egne interesser. Jeg har svært ved at se, at der er blevet fundet fælles løsninger, der tager hensyn til de to forskellige perspektiver,” siger hun.

Men hvorfor springer de nordafrikanske lande om bord på EU's vogn i stedet for at forblive solidariske med resten af kontinentet og insistere på den regionale integration i Afrika, herunder åbne grænser, respekt for menneskerettighederne og afvisning af EU's anmodninger?

Fordi de i praksis ikke har råd til at sige nej, lyder det fra Toni Haastrup.

”Det er rigtigt, at EU ikke kan tvinge nogen. Teoretisk set. Men i praksis befinder de nordafrikanske lande sig ikke i en position, hvor de kan tillade sig at sige nej til EU's penge. De har brug for pengene, og der hersker også en forestilling om, at det kan give bagslag for dem at sige nej til at gøre, hvad EU har brug for. Derfor indfører de den form for grænsekontrol, de selv vil, og EU ser den anden vej,” siger hun.

Noget andet, der slår Toni Haastrup ved resultatet af mødet mellem de afrikanske og europæiske lande, er, at de migranter og flygtninge, krisen handler om, er usynlige i erklæringen og handlingsplanen.

”Til trods for al snakken om migranter, bliver udvandrernes meninger ofte udelukket i udarbejdelsen af politik på området som følge af vores egen nærsynethed. Den eneste fortælling om migranterne, vi accepterer, er den, hvor de tier, for ellers kan vi ikke opretholde vores billede af dem. Vi bliver nødt til at føle os overlegne for at kunne udvise nåde over for dem og kunne værdsætte dem,” siger hun.

Ifølge Toni Haastrup finder udelukkelsen af migranternes stemmer ikke bevidst sted, men den finder sted. For at give en stemme til migranterne vil betyde, at der dukker historier op om migranterne, der på godt og ondt ligner vores egne og gør det sværere at afvise dem.

”Men hvad sker der, når migranterne åbner munden og forlanger værdighed?”, spørger Toni Haastrup.