Afrikanske børn er kommet i skole, men de lærer for lidt

Skoleuniformer er blandt andet et must for eleverne på privatskolen Waterstone College i den sydafrikanske ...

Skoleuniformer er blandt andet et must for eleverne på privatskolen Waterstone College i den sydafrikanske by Curro syd for Johannesburg, men mange andre afrikanske børn kommer aldrig i nærheden af den slags formaliseret skolegang. Foto: Siphiwe Sibeko/Reuters/Scanpix

Lærerne er ofte umotiverede, har et højt fravær og mangler selv de mest grundlæggende kvalifikationer inden for deres fag
Edward Samuel Jones

Det er svært at lære noget nyttigt i et klasselokale med 100 andre elever. Ikke mindst når sprogforståelsen og bøgerne - og ofte skolelæreren - mangler

12-årige Neema Lazaro er bedre stillet end mange andre afrikanske skoleelever.

Hun kan selv læse børnebøger på swahili, hun kan regne lidt, og hun kommer i skole hver dag, fortæller Neemas mor, Grace William, mens hendes datter genert holder sig i baggrunden.

Skolen er en offentlig grundskole, der ligger i Tengeru i det nordlige Tanzania. Hver dag iklæder Neema sig skolens obligatoriske uniform, bestående af en lægget blågrøn nederdel, en hvid skjorte og en maskinstrikket blå pullover og knæstrømper, og traver så i sine, ligeledes påbudte, sorte snøresko i skole.

At Neema kan læse og regne, skyldes dog ikke god undervisning, mener Grace William. Snarere mener hun, at det skyldes, at datteren bruger megen tid på sine bøger derhjemme.

”Henne i skolen mangler der klasseværelser, bøger, skoleborde, selv kridt til tavlen mangler der. Og lærerne er ikke godt uddannet. De er heller ikke særligt glade for deres arbejde, for de får dårlig løn, og mange af dem har meget lang vej til og fra arbejde - det gør dem umotiverede,” mener hun.

Og Neema er nogenlunde heldigt stillet. Over halvdelen af eleverne i Østafrikas grundskoler får et meget lille - eller slet intet - udbytte af deres skolegang. Problemet gør sig gældende i flertallet af landene syd for Sahara-ørkenen i Afrika.

For alt imens de afrikanske lande har gjort imponerende fremskridt med at få flere børn i skole, er de lysår fra målet, når det gælder kvaliteten af den undervisning, eleverne lægger ører og øjne til.

Det viser blandt andet tal fra Unesco, FN's organisation for kultur, undervisning og kommunikation, og det afrikanske læringsinitiativ Uwezo, der har kortlagt elevernes udbytte i østafrikanske skoler. Tal fra Uwezo viser, at over halvdelen af Ugandas skoleelever i alderen 9 til 11 år hverken er i stand til at identificere det største af to tocifrede tal endsige læse enkle ord. I Tanzania, hvor Neema bor, ser det lidt bedre ud. Her mislykkes ovenstående øvelse kun for hver tredje elev.

12-årige Neema Lazaro fra Tanzania hører til de heldige skoleelever, der både har lært at læse og regne i en offentlig grundskole. Hver tredje tanzaniske skoleelev kan ikke læse enkle sætninger efter fire års undervisning i en offentlig skole. Foto: Karitte Lind Bejer

Kvaliteten af undervisningen er indtil nu blevet ofret på kvantitetens alter, mener adjunkt i udviklingsøkonomi med fokus på subsaharisk Afrika ved Københavns Universitet, Edward Samuel Jones. Han peger på, at den lave kvalitet til dels skyldes lærerne og deres uddannelse eller mangel på samme.

”Lærerne er ofte umotiverede, har et højt fravær og mangler selv de mest grundlæggende kvalifikationer inden for deres fag. Men det er ikke hele historien, for der er stor variation blandt lærerne, og skal undervisningen løftes, består en stor del af udfordringen i at skaffe lærere til de fattige landområder og sikre, at de forbliver motiverede,” siger han.

Den problematik genkender kampagneleder Helle Gudmandsen fra hjælpeorganisationen Ibis. Her lægger man ikke skjul på, at meget af den uddannelse, der finder sted i subsahariske skoler, er ringe.

”Det er svært at skaffe lærere til skolerne i yderdistrikterne, og i praksis er mange af lærerne, der arbejder der, slet ikke læreruddannede. Jeg har besøgt afrikanske skoler, hvor over 100 elever er presset sammen i et lokale, de fleste uden bøger, og så kan det ikke undre, at læringen er dårlig. Fokus i de seneste 15 år har været på at få eleverne i skole, men der er ikke blevet tilført de nødvendige ressourcer. Overordnet hersker der ingen tvivl om, at balancen mellem kvantitet og kvalitet på skoleområdet har været for skæv,” siger hun.

Ifølge den anerkendte amerikanske tænketank The Brookings Institute er svimlende 80 procent af skoleeleverne i 3. klasse i det fattige nordvestlige Nigeria ikke i stand til at læse ét eneste ord.

Tilfældet er langtfra enestående ifølge tænketanken, der peger på, at millioner og atter millioner af skoleelever i subsaharisk Afrika forlader skolen efter mindst fire års undervisning uden at kunne hverken læse eller skrive.

Problemet er komplekst, anfører udviklingsøkonomiforskeren Edward Samuel Jones. Mange steder taler børnene et andet sprog derhjemme end det, de bliver undervist på i skolerne. Det er heller ikke altid, at forældrene bakker op om børnenes skolegang.

”I mit feltarbejde har jeg jævnligt hørt forældre spørge: 'Hvorfor behøver min søn gå i skole? Han bliver alligevel bare landmand ligesom jeg selv'. Spørgsmålet afspejler de lave forventninger til, hvad skolegangen kan føre til,” siger han.

Konfronteret med de utilfredsstillende undervisningsresultater argumenterer så vel afrikanske regeringer som udenlandske donorlande jævnligt for at gennemføre omfattende reformer af skolesystemet.

Tanken er, at der må være noget helt grundlæggende galt med det.

Senest øremærkede Storbritanniens regering således 210 millioner kroner til uddannelsesforskning i fem udviklingslande. Resultaterne ”vil bidrage til udviklingen af et globalt paradigmeskift i tænkning om uddannelse og vil få indflydelse på politiske reformer i udviklingslandene”, bekendtgjorde den britiske regering i den sammenhæng.

Men selvom gennemgribende skolereformer kan virke besnærende, er heller ikke de nogen mirakelløsning, vurderer Edward Samuel Jones. For faktum er, at de nuværende skolemodeller fungerer godt i store dele af Afrika.

Forskeren mener derfor, at det snarere handler om at indse, at en og samme undervisningsmodel ikke både kan fungere i Kenyas hovedstad, Nairobi, og i det øde Nordkenya, hvor halvnomadiske kvæghyrder udgør en stor del af indbyggerne.

”Hvis formålet med skolegangen er at udstyre eleverne med nogle bestemte færdigheder, må det være muligt at tænke i alternativer til standardmodellen med 40 skoleuger om året og seks timer pr. skoledag. Der er god dokumentation for, at intensive kurser formidlet af veluddannede speciallærere kan opnå samme effekt som et helt års skolegang, målt i læsefærdigheder,” siger han.

FN's nye bæredygtige udviklingsmål for 2030 vækker til gengæld håb om, at fokus vil ændre sig, mener Helle Gudmandsen fra Ibis.

”Jeg hæfter mig ved mål nummer fire, der skal 'sikre inkluderende og ligeværdig kvalitetsuddannelse for alle'. Nu er ordet 'kvalitet' endelig kommet med, og det er nyt,” siger hun.

Tilbage hos Neema og hendes familie i Tengeru er Grace William ikke tvivl om, hvor den tanzaniske regering skal sætte målrettet ind for, at eleverne kan lære mere i de offentlige skoler.

”De største problemer er, at der mangler dygtige lærere, gode faciliteter og bøger, og at undervisningen ikke reelt er gratis, for man skal betale for skoleuniformer og materialer. Det er dyrt, og det har ikke alle råd til,” siger hun.

Som forholdene er nu, ville Grace William og hendes mand foretrække, at Neema og hendes lillesøster kunne gå i en privatskole.

”De er bedre, eleverne lærer mere. Men vi har ikke pengene til det,” siger hun.