Da Nicholas (Nic) Cheeseman skrev på sin seneste bog, spurgte venner og kolleger ham indimellem, hvad han skrev om. Når adjunkten i afrikansk politik ved Oxford Universitet svarede, at han skrev om demokrati i Afrika, skortede det sjældent på vittigheder.
De handlede som regel om det samme, nemlig at der nødvendigvis måtte blive tale om en virkelig kort bog. Sådan omtrent på længde med det samlede værk om stor britisk kogekunst eller gennemgangen af Schweiz' markante militærsejre.
Det tog Nic Cheeseman ikke sine venner ilde op. Han er selv en af de første til at indrømme, at Afrika umiddelbart rimer dårligt på velfungerende demokratier, selvom kontinentet på papiret efterhånden tæller en del af dem.
Men vittighederne og kritikken fik ham ikke et øjeblik til at overveje at opgive emnet. Der manglede en nuanceret bog om afrikansk politik, mener han.
”I mange bøger bliver afrikanske demokratier udlagt meget negativt, mens de positive tit kammer over i det naive. Jeg ønskede at skrive en bog, der ramte ned mellem yderpolerne og til fulde anerkendte udfordringerne og kompleksiteten forbundet med demokrati i Afrika,” siger han.
Udfordringerne er nemme at få øje på, for siden genindførelsen af flerpartivalg i en række afrikanske lande i begyndelsen af 1990'erne har demokratiet tilsyneladende lidt det ene tilbageslag efter det andet.
I Zambia fik det hidtil fejrede oppositionsparti dybe ridser i lakken ved valget i 1996 på grund af korruption og store uregelmæssigheder.
I 2002 udbrød der en blodig borgerkrig i det vestafrikanske land Elfenbenskysten, der ellers på det tidspunkt fremstod som et af de mest stabile demokratier på kontinentet, og i 2007 beskrev valgobservatører i Nigeria uregelmæssighederne ved valget som ”nogle af de værste, de nogensinde havde haft det uheld at være vidne til”, konstaterer Nic Cheeseman i sin bog.
Det er, når begivenheder som disse ses i sammenhæng med den brutale virkelighed i den kaosramte Demokratiske Republik Congo, Robert Mugabes tyranniske lederstil i Zimbabwe og borgerkrigen i verdens nyeste nation, Syd-sudan, at en række politiske iagttagere og forfattere erklærer kontinentet Afrika umodent til demokrati.
Nicholas Cheeseman ser anderledes på sagen. For overhovedet at kunne tale kvalificeret om demokrati i Afrika bliver man nødt til at slå fast, at det er meningsløst at tale om ét samlet Afrika. Der eksisterer ”to eller tre Afrikaer”, understreger han.
For sideløbende med, at lande som Somalia, Den Demokratiske Republik Congo, Uganda og Sydsudan ikke er i nærheden af at indføre velfungerende demokratier i disse år, slår demokratiet langsomt dybere rødder i Senegal, Sydafrika, Botswana, Mauritius, Kap Verde og Ghana.
”Et af de sværeste spørgsmål, jeg ønskede at besvare i bogen, er, hvordan det kan være, at demokrati lykkes i nogle afrikanske lande og slår fejl i andre. Hvorfor er Ghana i dag et velfungerende demokrati, når landets nyere historie i lighed med mange andre afrikanske landes er præget af korruption, borgerkrig og mistillid?”, spørger Nic Cheeseman.
Skal man svare fyldestgørende på det spørgsmål, er det ikke tilstrækkeligt at konstatere, at Ghana med præsident Jerry John Rawlings, der regerede landet fra 1981 til 2001, blev velsignet med en bedre leder end mange andre lande.
Præsident Jerry John Rawlings lyttede mere til sin befolkning og rettede efterhånden mere ind efter indbyggernes ønsker end mange andre afrikanske præsidenter, fortæller Nic Cheeseman.
Som svar på befolkningens ønsker, gjorde Rawlings blandt andet politiske partier lovlige, organiserede parlaments- og præsidentsvalg, styrkede landets institutioner og holdt valg, der blev kaldt frie og fair af valgobservatørerne.
”Men du er nødt til at gå et skridt videre. Det er ikke nok at svare, at ghaneserne tilfældigvis var så heldige at få en god præsident. For hvorfor fik de det? Der findes fortsat ikke solid dokumentation for svaret i forskningen, men vi begynder at have nogle kvalificerede formodninger, og en af dem handler om uddannelsesniveau. I Ghana er niveauet forholdsvis højt, og vi ved, at veluddannelse mennesker er mere tilbøjelige til at støtte demokrati, er mere tolerante og stiller større krav til deres ledere,” siger han.
Tillid er en anden væsentlig faktor, fordi den sætter såvel indbyggerne som parlamentarikerne i et land fri til at fokusere på politik frem for etnisk tilhørsforhold.
For mens frygt og mistillid medvirker til at klæbe magthaverne længst muligt til posten i lande som Angola, Swaziland og Zimbabwe, er ghanesisk politik karakteriseret ved talrige elitenetværk i parlamentet på tværs af politiske skel.
”Der hersker en indbyrdes tillid. Derfor behøvede Jerry John Rawlings, modsat andre afrikanske præsidenter, heller ikke at frygte at blive retsforfulgt af politiske fjender, hvis han tabte et valg eller frivilligt afgav magten,” siger Nic Cheeseman.
Begrebet etnicitet er også svært at komme uden om i forbindelse med politiske og demokratiske udfordringer i Afrika, siger Nic Cheeseman.
”Hvis borgerne primært stemmer til demokratiske valg på baggrund af etnisk tilhørsforhold, kan det blive en skadelig faktor for et demokrati. Det ødelægger en kandidats motivation for at præstere bedre.”
Men afrikanerne stemmer i stigende grad på baggrund af politiske præstationer frem for stammetilhørsforhold - og selv hvis de ikke gør, finder der en vis regulering sted.
”Hvis kikuyuerne i Kenya mener, at kandidaten fra deres stamme gør det godt i politik, stemmer 95 procent måske på ham til valget. Men mener de det modsatte, lader hver fjerde helt være med at stemme. Det bliver ofte overset, at selv når etnicitet spiller ind i politik, skal kandidaten stadig motivere sin stamme til at stemme.”
Det lille østafrikanske land Burundi har været hærget af borgerkrig mellem landets 80 procent hutuer og 15 procent tutsier. Her har vejen frem været en forfatning, der tager højde for etnicitet.
I parlamentet må maksimalt 60 procent af medlemmerne være hutuer, mens vedtagelsen af ny lovgivning kræver et flertal på to tredjedele af stemmerne. Det har i praksis givet tutsierne vetoret, ligesom de også er overrepræsenterede i parlamentet. Demokratier, der tager højde for etnicitet, kan meget vel være en af flere veje frem i Afrika, mener Nic Cheeseman.
Spørger man Nic Cheeseman, om han er optimist på vegne af demokratiets fremtid i Afrika, svarer han ja - på vegne af det ene af de mindst to ”Afrikaer”, han insisterer på at tale om. For om nogle årtier vil der, vurderer Nic Cheeseman, stadig være afrikanske lande, der har et godt stykke igen, før der eventuelt bliver tale om politisk velfungerende lande.
”Men økonomierne vokser, og uddannelsessystemerne bliver langsomt bedre. Det får afrikanerne til at stille større krav til deres ledere. Alene af den grund tror jeg, at vi vil se flere velafbalancerede demokratier i Afrika om 50 år end i dag,” lyder hans konklusion.