Forfatter om islamisering i Europa: Alle er bange - men ikke alle vil indrømme det

Europa er færdigt, fortabt ved egen selvopgivelse. Sådan lyder den hårde vurdering fra den algeriske forfatter Boualem Sansal. Hans nye roman skildrer en verden i 2084, regeret af radikal islam. Sansal mener, at det er et sandsynligt fremtidsscenarie

66-årige Boualem Sansal er en af det fransksprogede Afrikas største forfattere, og hans nye roman, ”2084. Verdens ende”, sælger som ingen tidligere fra hans hånd.
66-årige Boualem Sansal er en af det fransksprogede Afrikas største forfattere, og hans nye roman, ”2084. Verdens ende”, sælger som ingen tidligere fra hans hånd. . Foto: Joel Saget/AFP.

Europa er færdigt, fortabt ved egen selvopgivelse. Sådan lyder den hårde vurdering fra den algeriske forfatter Boualem Sansal i et interview med den tyske avis Die Welt .

66-årige Sansal er en af det fransksprogede Afrikas største forfattere, og hans nye roman, ”2084. Verdens ende”, sælger som ingen tidligere fra hans hånd. I Frankrig er flere end 300.000 eksemplarer rakt over disken. Dér udkom den i august sidste år, og nu udkommer den tyske oversættelse, hvorfor Die Welt har sat ham stævne.

Den dystopiske roman skildrer en verden i 2084, regeret af radikal islam. Et sandsynligt fremtidsscenarie, mener Sansal. Den store interesse for romanen i Frankrig kommer af, at franskmændene er blevet virkelig bekymrede, siger forfatteren. De rystedes ikke af attentatet på Charlie Hebdos redaktion, for satiremagasinet havde selv provokeret, mente man, men massakren i november på spillestedet Bataclan i Paris gav den franske befolkning et chok.

”Folk vågner. De indser, at islamiseringen ikke er noget lokalt fænomen, men berører hele Europa. Alle er bange – også selvom ikke alle vil indrømme det.”

Bataclan-terroren var et direkte angreb på en vestlig livsstil, og det forargede dybt.

”Men den proces af bevidstgørelse er netop det, islamisterne vil fremprovokere. De ved, at de ikke kan besejre Vesten militært. De kan ikke engang besejre de svage arabiske stater. Altså må de få Vesten til at ødelægge sig selv. De vil spalte samfundet, og de ved: Lykkes det for dem, så falder det sammen af sig selv.”

Han er ikke enig med en fransk forfatter som Renaud Camus, der mener, at befolkningen i de europæiske lande bliver udskiftet.

”Jeg finder udtrykket uheldigt. Det drejer sig jo ikke om at udskifte befolkningen, men om en slags fusion: Frankrig er i færd med at islamisere sig.”

Sansal er særligt pessimistisk på Tysklands vegne, fortæller han. Et fuldkommen naivt land, som på langt sigt er det mest truede i Europa, er hans vurdering. Tyskerne har i efterkrigstiden udviklet deres ekstreme tolerance, og den bliver udnyttet.

Han taler om kulturernes sammenstød, som nu præger Europa. Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, ønsker således tyrkisk forståelse af ytringsfriheden udbredt til Tyskland med sit sagsanlæg mod den tyske tv-satiriker Jan Böhmermann.

”Erdogan opfører sig som en kalif, tyrkerne forholder sig som undersåtter, og et palads har han også allerede opført. Osmannerriget var uden tvivl den islamiske verdens voldeligste kraft, og nu oplever vi denne volds tilbagekomst. Erdogan vil genopbygge kalifatet, men han ved, at araberne aldrig vil acceptere dette. Måske forestiller han sig at udstrække sit rige til Europa.”

At vi snart skulle leve i Erdogans kalifat lyder absurd – er Europa i den grad færdigt, spørger den tyske avis.

”Ja, det har ingen fremtid længere,” svarer den pessimistiske algerier. Man kan ikke engang længere sige alt, hvad man tænker her. Man må kritisere alt, selv Gud, men ikke islam. Og vesterlændingene har mistet modet til at forsvare deres værdier.

”Islamisterne kæmper meget modigt for det, de tror på. Alene det må man holde dem til gode. Hvad os angår, må jeg desværre sige: Der findes intet, der driver os. For ordet frihed ville vi tidligere have gået til den anden ende af verden. I dag er det hult.”

Han giver ikke meget for interviewerens indvending, at millioner demonstrerede med deres ”Je suis Charlie”-skilte. Blot en spontan følelsesreaktion, en meningsløs, kollektiv jammer, kun egnet til at sætte regeringslederne i scene: ”Især denne arme Hollande, der ikke kan gøre en flue fortræd.”

I George Orwells roman ”1984” udspandt der sig midt i elendigheden dog en kærlighedshistorie. En sådan findes ikke i ”2084. Verdens undergang”. Sansal havde gerne tilføjet noget opmuntrende, ”men i islamismens verden ville kærligheden have stået utroværdigt. Orwell kan nok have været en kommunistisk ateist, men hans forestillingsevne var kristeligt præget. I kristendommen struktureres livet af kærligheden.”

”Idéen om forløsning gennem kærlighed er allestedsnærværende i det kristne univers. I det islamistiske findes der kun moderkærlighed og kærlighed til Gud. I kærligheden gemmer kvinderne sig. Kvinden selv spiller ingen rolle. Kærligheden er jo netop det, som islam bekæmper,” siger Boualem Sansal.

Den ingeniøruddannede forfatter fortæller, at han ikke følte sig følelsesmæssigt berørt af at skrive sit uhyggelige værk.

”Jeg er videnskabsmand og betragter tingene som en adfærdsforsker. Af og til kan noget bevæge mig, men så bringer jeg mig til fornuft. Man skal kunne se tingene i øjnene uden at bilde sig noget ind.”