Da Sovjetunionen forsvandt fra landkortet, var Ruslands ortodokse kirke i knæ efter 70 år med statsateisme og undertrykkelse. Præster var blevet dræbt og fængslet, og kirkerne inddraget til alt fra sportsaktiviteter til oplagring af kartofler.
Blot 15 år senere har kirken og dens øverste leder, partriark Aleksei II, opnået så stor lydhørhed blandt russiske toppolitikere, at han kan fremme visse af den ortodokse kirkes mærkesager. Det er især synligt, hvad angår indsatsen mod hiv/aids.
– Det er især Sundhedsministeriet og Undervisningsministeriet, vi har et godt forhold til. Regeringen og bystyret i Moskva har taget vores koncept om "sikkert liv" i stedet for "sikker sex" til sig. Vi bliver inviteret med til konferencer på regeringsniveau blandt andet for at definere kirkens rolle i sundhedsarbejdet, fastslår Olga Neljubova, koordinator for den ortodokse kirkes hiv/aids-programmer.
Men Putin-regeringens interesse for at inddrage den ortodokse kirke er ikke fuldstændig uegennyttig, påpeger en række observatører.
– Der er til en vis grad tale om en pragmatisk alliance mellem Vladimir Putins regering og den ortodokse kirke, konstaterer Maria Lipman fra den amerikanske politiske forskningsinstitution Carnegie Centers kontor i Moskva.
– Kirken har en høj moralsk troværdighed, som staten har brug for. Putin-regeringens ideologiske linje er ret vag og kan reduceres til en stærk stat og nationalistisk retorik om Ruslands storhed. Og her falder den ortodokse arv naturligt ind og giver ideologien et værdiindhold.
– Til gengæld får kirken magt. Den forsøger at drage fordel af den politiske interesse og har lobbyet ret effektivt, både med hensyn til hiv/aids og med hensyn til religionsundervisning i skolerne, som flere delstater nu har indført, påpeger Maria Lipman.
Den ortodokse kirke har også rettet sin opmærksomhed mod hæren og er i færd med at oprette feltpræst- missioner ved forskellige hær- enheder. Og det er ikke noget særsyn at se en deling soldater deltage i en særgudstjeneste i Moskva eller Sankt Petersborg.
Alliancen vækker bekymring i de russiske ngo'er, netop som Putin-regeringens indgreb mod pressen, mordet på den kritiske journalist Anna Politkovskaja og indgreb mod civilsamfundet og ngo'erne får Rusland til at rasle ned på landelisten over ytringsfrihed.
– Staten forsøger at udfylde et ideologisk tomrum ved at bygge på gamle, traditionelle værdier og institutioner som kirken, siger Alexander Tsekanovitsj, historiker og leder af organisationen Humanitarian Action.
– Mange af disse politikere var gode, ateistiske kommunister, og nu giver de sig ud for at være gode kristne. Det dækker i virkeligheden over en aggressiv, antivestlig, nationalistisk linje. At blande religion ind i det er en profanation af kristendommen, mener han.
Interessefællesskabet med Ruslands regering har dermed givet den russiskortodokse kirke en politisk gennemslagskraft, den næppe havde turdet håbe på ved Sovjetunionens sammenbrud.
Til gengæld er det sværere at få tag i den russiske befolkning, påpeger Maria Lipman.
- Kirkens indflydelse giver sig ikke udslag i øget kirkegang. Og befolkningen opfører sig ikke særligt kristent. For eksempel ender hver anden undfangelse i abort, understreger hun.