”Hvad sker der med en udsat drøm?”.
Åbningsstrofen til den afroamerikanske lyriker Langston Hughes' berømte digt ”Harlem” er så velkendt i USA, at den er blevet synonym med sorte amerikaneres endnu uopfyldte drøm om økonomisk og social ligestilling.
I dag, 64 år efter digtets udgivelse, er spørgsmålet stadig relevant. For mens det 20. århundrede i USA var fortællingen om, hvordan den amerikanske drøm blev opnåelig for en stadig større del af befolkningen, så er det 21. århundrede en historie om, hvordan især fattige og sorte amerikanere i stigende grad mister troen på drømmen og dens præmis: at alle borgere ved hjælp af arbejdsomhed og viljekraft kan forbedre deres liv og kravle op ad den sociale rangstige.
Amerikanerne fejrer i dag deres nationaldag, Fourth of July (den 4. juli), i skyggen af racemæssige spændinger og en voksende ulighed, der svækker den sociale lim, som holder nationen sammen.
”Den amerikanske drøm har altid været central for vores kollektive selvforståelse, men den er ved at miste sin kraft som samlende idé, i takt med at den sociale mobilitet falder, og Martin Luther Kings vision om et farveblindt samfund forekommer mere fjern,” siger Lester Spence, der er lektor i politologi og afroamerikanske studier ved Johns Hopkins University i Baltimore i Maryland.
Det er knap syv år siden, at USA viste verden sin enestående evne til at rette op på fortidens synder ved at vælge en sort mand ved navn Barack Hussein Obama til præsident. Men det har vist sig, at arven fra slaveriet og årtiers racediskrimination er vanskelig at bortvaske.
Det var en barsk opvågnen for mange amerikanere, da folkelig vrede over en stor-jurys frikendelse af en hvid politibetjent for drabet på den ubevæbnede sorte teenager Michael Brown i Ferguson i Missouri i november udløste raceoptøjer med bilafbrændinger, butiksplyndringer og flaskekast mod politi og journalister.
Kort efter fik konflikten ny næring, da en storjury i New York fandt, at der ikke var grund til at rejse tiltale mod en hvid betjent for drabet på en anden ubevæbnet sort mand, den 43-årige familiefar Eric Garner. Optagelser af Garners død viser et så utvetydigt unødvendigt dødsfald, at både progressive og konservative meningsdannere helt usædvanligt stod sammen i deres harme over både politiets opførsel og sagens udfald.
Og i slutningen af april kom turen til Baltimore, der blev hærget af gadekampe, efter at den unge afroamerikaner Freddie Gray døde i politiets varetægt og blev det seneste symbol på forestillingen om, at sorte amerikaneres liv opfattes som mindre værdifulde end hvides liv.
Sagerne afspejler, at USA i dag - 150 år efter slaveriets ophør og 50 år efter ophævelsen af Jim Crow-raceadskillelseslovene i 1965 - stadig er et meget forskelligt land for sorte og for hvide.
Sorte er mere arbejdsløse end hvide, de er fattigere og dårligere uddannede, og flere sorte end hvide anholdes og sidder i fængsel. Uligheden forværres af de senere års økonomiske krise, der ramte sorte amerikanere i uforholdsmæssig grad og undergravede tidligere årtiers fremskridt, påpeger Lester Spence.
”Det er hele tiden to skridt fremad og tre skridt tilbage. Vi oplever sorte amerikaneres muligheder i livet svinde ind, og i dag er den amerikanske drøm for mange af os reduceret til et beskedent ønske om, at vores børn en dag kan leve i fred uden at blive chikaneret af politiet,” siger han.Lester Spence er afroamerikaner, og hans egen familiehistorie illustrerer udviklingen. Han voksede op i motorbyen Detroit i USA's industrielle rustbælte, hvor hans far var i stand til at forsørge hustru og tre børn med et fagforeningsbeskyttet fabriksjob hos bilfabrikanten Ford.
”Mine forældre blev del af den sorte middelklasse uden at have en uddannelse. Men den slags job og den slags muligheder eksisterer ikke længere, og min generation er værre stillet end vores forældres. Og selv de af os, der har gjort alt det rigtige og har fundet vej til middelklassen, opdager, at spillets regler har ændret sig, og at vi ikke kan give vores egne børn de samme muligheder, som vores forældre gav os,” siger Lester Spence.
Den nedgang i social mobilitet, som han taler om, gælder ikke kun afroamerikanere. I årtierne efter Anden Verdenskrig oplevede USA et enestående opsving. Der var masser af arbejdspladser. Den nye middelklasse flyttede til forstæderne og blev husejere. Nye forbrugsgoder såsom køleskabe, biler, fjernsyn og vaskemaskiner trillede fra fabrikkernes samlebånd og ind i de amerikanske hjem. De, der befandt sig på bunden af den sociale rangstige, nød lige så godt af fremskridtene som dem i toppen.
Men i 1970'erne begyndte boblen at briste, og politikerne reagerede med nedskæringer og deregulering. I dag er de velbetalte ufaglærte produktionsjob så godt som forsvundet. Lønmodtagere har fået færre rettigheder, de sociale ydelser er blevet mindre gavmilde. Universiteternes undervisningsgebyrer er skudt i vejret. Arbejder- og middelklassens lønninger er stagneret, altimens de rigeste bliver rigere.
Som den fremtrædende politolog Robert Putnam fra Harvard University konstaterede i et interview med Kristeligt Dagblad i 2013: ”Vi oplever lige nu den amerikanske drøms svanesang.”
Det USA, som i dag fejrer sig selv, er en nation delt langs racemæssige, økonomiske og politiske skel. Valget af Barack Obama i 2008 var ikke den katalysator for tværpolitisk samarbejde og folkelig forsoning, som mange amerikanere håbede på, og i stedet har de politiske fløje forskanset sig i hver deres skyttegrav.
Men det budskab om ”håb og forandring”, der vandt Obama adgang til Det Hvide Hus, er stadig indlejret i den amerikanske folkesjæl. Efter at en ung hvid mand skød og dræbte ni afroamerikanere i en sort kirke i Charleston i sydstaten South Carolina for to uger siden, stod amerikanerne sammen i sorg og rædsel. Som Obama sagde i sin elegante, opløftende begravelsestale for kirkens dræbte præst, Clementa Pinckney: ”Vi har alt for længe været blinde for den måde, som tidligere uretfærdigheder fortsat former nutiden. Måske ser vi det nu.”
Og da det kom frem, at gerningsmanden brugte konføderationsflaget fra den amerikanske borgerkrig som et symbol på sin racistiske ideologi, tog nationen et pludseligt og overraskende kvantespring i opgøret med sin store arvesynd, slaveriet. Blot få dage efter skyderiet besluttede politikere i flere sydstater, hvor flaget længe er blevet forsvaret som en del af kulturarven, at fjerne det fra offentlige bygninger og nummerplader. Flagproducenter og butikskæder fulgte trop.
”Ingen kunne have forudset, at et kirkeskyderi ville evne at gøre det af med dette skærende symbol på slaveri og undertrykkelse, som vi har været nødt til at leve med i generationer. Det er forbløffende, og det er med til at indgyde håb,” siger Lester Spence.
Nu er spørgsmålet, om den amerikanske drøm om lige muligheder for alle uanset race, klasse og køn kan blive genoprettet, eller om den forbliver 'en udsat drøm'. Som Langston Hughes fortsætter i digtet ”Harlem”:
”Tørrer den ind
Som en rosin i solen
Eller gærer som et sår -
Og løber?
Stinker den som råddent kød?
Eller danner skorpe og forsukres -
Som klæbrigt slik
Måske synker den bare
Som et tungt læs.
Eller eksploderer den?”