Hvad sker der med et samfund, der har for mange mænd?
Det spørgsmål bør de europæiske lande stille sig selv i en tid, hvor uforholdsmæssigt mange mandlige flygtninge og migranter strømmer til Europa, mener den amerikanske forsker Valerie Hudson, der er professor i statskundskab ved Texas A&M University og internationalt kendt for sin forskning i sammenhængen mellem kvinders sikkerhed og den nationale sikkerhed.
Med udgangspunkt i begivenhederne i den tyske by Köln nytårsnat, hvor større grupper af primært nordafrikanske og arabiske mænd omringede, forulempede og bestjal hundredvis af kvinder, advarer hun om, at Vesteuropa ignorerer de langsigtede konsekvenser af en mandsdomineret migrationsbølge.
”Al forskning viser, at jo større overvægt af mænd i et samfund, des større er forekomsten af vold, kriminalitet, bandeaktivitet, overgreb på kvinder og andre sociale dårligdomme. Disse følgevirkninger er bredt anerkendt, og det er mig en gåde, hvorfor de er næsten usynlige i den europæiske debat. En ligelig balance mellem antallet af mænd og kvinder i et samfund er et offentligt gode, som staten har et ansvar for at værne om. Hvis ikke den gør det, svigter den sit grundlæggende ansvar over for både sine kvindelige og sine mandlige borgere,” siger Valerie Hudson, der igen-nem to årtier har forsket i konsekvenserne af kønsubalancen i lande som Indien og Kina.
Hun fremhæver Sverige som et eksempel på et land, som bør tage konsekvensen af tilstrømningen af mænd langt mere alvorligt, end det er tilfældet nu. Ifølge de svenske myndigheders opgørelse fra slutningen af november udgjorde drenge og mænd 71 procent af alle asylsøgere i 2015, og flere end 21 procent af samtlige tilrejsende flygtninge og migranter var uledsagede mindreårige drenge.
Sammenlægges antallet af 16- og 17-årige drenge og piger, der rejste ind i Sverige i 2015, med antallet af 16- og 17-årige svenskere, så bliver resultatet ifølge Valerie Hudsons udregninger, at der ved udgangen af 2015 var 123 drenge i denne aldersgruppe i Sverige for hver 100 piger.
”Tallene er slående, og hvis de nuværende migrationstendenser fortsætter i år og i de kommende år, så bliver ubalancen endnu større. I Kina, hvor der er 117 drenge for hver 100 piger i samme aldersgruppe, opfatter regeringen kønsubalancen som en alvorlig trussel mod samfundets stabilitet og modarbejder den aggressivt. Det er til sammenligning overraskende, at Sverige, der betragtes som et progressivt paradis for lighed mellem kønnene, efter alt at dømme har en nonchalant tilgang til udviklingen,” siger Valerie Hudson.
Selvom de velstående og progressive vesteuropæiske samfund sjældent sammenligner sig selv med lande som Kina og Indien, så stikker de ifølge Valerie Hudson sig selv blår i øjnene, hvis de tror, at de er bedre til at håndtere en ulige kønsfordeling.
”Tilstrømningen af mænd til mange vesteuropæiske lande er uden fortilfælde og vil med garanti skabe problemer. Det viser alle erfaringer fra de seneste årtier. Der er ingen gode grunde til at tro det modsatte,” siger hun.
Valerie Hudson erkender, at mange af de mænd, der rejser til Europa, håber på at blive familiesammenført med hustruer og børn, som de har efterladt i Syrien, Irak eller Eritrea. Dette kan delvist udligne den skæve balance i fordelingen af kønnene. Men det ændrer ikke ved den overordnede dynamik, understreger hun.
”Det er vigtigt at forstå, at kønsbalancen blandt den unge voksne befolkning er den allervigtigste for den sociale stabilitet, og de mindreårige uledsagede drenge, der er så godt som sikre på at få asyl, har ingen ret til at blive familiesammenført med ægtefæller. Vi ved, at unge uforankrede mænd - især dem, der føler sig marginaliserede - oftere end andre grupper forårsager sociale problemer,” siger Valerie Hudson.
Og kultur og religion er i virkeligheden underordnet, tilføjer hun.
”Det er klart, at det kan forstærke problemerne, hvis mange af de nytilkomne mænd har et kvindesyn, som står i modsætning til de herskende værdier i modtagerlandet. Men maskuliniseringen af samfundet er ikke kun et problem, hvis det skyldes migration fra andre kulturer. Hvis du i Sverige eller Danmark pludselig havde 123 unge protestantiske mænd for hver 100 unge protestantiske kvinder, så ville du stå over for de samme udfordringer,” siger Valerie Hudson.
Hun betegner de vesteuropæiske landes migrationspolitik som ”ufeministisk”.
”Kvinder er lige så påvirkede af farerne i lande som Syrien, som mænd er det. Men når lande som Sverige og Tyskland med deres 'åbne døre'-politik slår fast, at hvem som helst, der kan nå frem til deres grænser, kan søge om asyl, så gør du spillereglerne ulige for kvinder og mænd. Vi kan se, at kvinderne er dem, der efterlades i armod i krigszonerne og i flygtningelejrene i nærområderne, hvor de er sårbare over for udnyttelse og misbrug. Sverige betegner med rette sin udenrigspolitik som feministisk, men en migrationspolitik, der kommer mænd til gode på kvinders bekostning, fortjener næppe samme etiket,” siger hun.
Canada er ifølge Valerie Hudson det eneste vestlige land, der tilsyneladende bekymrer sig om risikoen for en ændret kønsbalance. Her har den nye liberale regering anført af premierminister Justin Trudeau bekendtgjort, at den fra i år kun vil modtage familier, kvinder og ledsagede børn fra Syrien. Uledsagede mindreårige drenge og enlige voksne mænd er - medmindre de tilhører en seksuel minoritet - specifikt udelukket.
”Canadas politik kan være motiveret af en frygt for terrorister, der oftest er unge uforankrede mænd, men den kan også beskytte landets kønsbalance. Modsat Canada, der takket være sin geografi kan udvælge sine kvoteflygtninge fra lejre i nærområderne, kan det kontinentale Europa ikke på samme måde kontrollere, hvem som søger asyl. Men uanset at kønskvoter ved første blik kan forekomme politisk ukorrekte, kan og bør de europæiske lande lave ændringer i deres migrationspolitikker, som tager højde for bevarelsen af kønsbalancen både i deres egne samfund og i de samfund, som flygtningene og migranterne kommer fra. Det er næsten umuligt at overdrive, hvor meget der står på spil,” siger hun.
Valerie Hudson mener, at de meget omtalte begivenheder i Köln nytårsnat er ved at åbne europæiske politikeres og befolkningers øjne for farerne ved en mandsdomineret migrationsbølge og en deraf følgende maskulinisering af samfundet.
”Det kommer nu frem i lyset, at lignende masseovergreb på kvinder har fundet sted andre steder i Europa i den seneste tid. Hændelserne i Köln har tilsyneladende givet de europæiske medier og befolkninger, som ellers har været berøringsangste, en slags tilladelse til at tale om disse nye samfundsproblemer,” siger hun.
Kölns borgmester, Henriette Reker, har anbefalet tyske kvinder at foregribe overfald og seksuelle overgreb ved at holde ”en armslængdes afstand” til fremmede mænd. Men sådanne løsningsmodeller er på både lang og kort sigt dybt skadelige, siger Valerie Hudson.
”Resten af kloden betragter de nordeuropæiske lande, og især Skandinavien, som fyrtårne for fred, frihed, kvinders frigørelse og lighed mellem kønnene. Det ville være utroligt trist og et stort tab for hele verden, hvis disse lande nu begyndte at forandre deres kultur og eksempelvis opfordre kvinder til at ændre deres adfærd. Det ville udgøre et dybt ødelæggende skred i de moderne europæiske værdier,” siger hun.