Døden har selvsagt beskæftiget menneskene til alle tider. Og det abstrakte ved den bliver bestandig konkret, fordi vi har de afdøde, som skal håndteres på den ene eller anden måde.
De måder beskrives i bogen ”The Work of the Dead: A Cultural History of Mortal Remains” (De dødes arbejde, en kulturhistorie om de jordiske rester) af Thomas Laqueur, professor ved Berkeley Universitetet i Californien.
Han bliver interviewet om værket i det amerikanske magasin Dissent og fortæller, at synsvinklen på stoffet faldt på plads ved en bemærkning fra den kyniske græske filosof Diogenes. Da man spurgte denne, hvad man skulle gøre med hans krop efter hans død, svarede Diogenes: Smid den ud, hvor de vilde dyr kan fortære den.
1000 år efter kan dette svar stadig chokere. Noget påkalder sig altså omsorg i omgangen med de døde, selv for ikke-troende.
Det tydeligste snit i denne historie om de døde sættes med kristendommen. Efter kejser Konstantin gik over til den i 325, kunne man se selv kejsere og generaler i dyb ydmyghed opsøge graven for en simpel fisker, hvis denne havde lidt martyrdøden. Og stor ære var forbundet med at blive begravet i nærheden af disse særlige afdøde.
Kristne gravpladser er ofte ældre end kirkerne, og de første kirker blev bygget over disse steder, fortæller Laqueur. Efterhånden fik de deres kirkegårde omkring sig, som samlede generationer af menighedens døde. En ekskommunikering fra dette fællesskab stod som en frygtelig straf: ”Udstødelse betød, at man blev begravet som en hund.”
Gejstligheden indsatte sig altså som ledvogtere, men sørgede også for kirkegårdens pleje og for at bede for de dødes sjæle.
Langt senere slog de franske oplysningsfilosoffers fjendtlighed over for kirken igennem på dette felt. Mange af deres egne afsjælede legemer udløste kontroverser; mest spektakulært i Voltaires tilfælde. Efter hans død skændtes man om, hvorvidt han faktisk modtog den sidste olie på sit dødsleje. Og talte det hårdnakkede rygte herom sandt, gjorde han det i så fald, fordi han ikke turde fastholde sin ateisme på sit yderste? Eller blot fordi han ville sikre sig selv en ordentlig begravelse?
Sidenhen lod de franske revolutionære deres døde kremere for at vise deres foragt for kristendommen gennem denne genoptagelse af en hedensk praksis.
I det følgende århundrede bliver kirkegårde uden kirke almindelige – som Assistens Kirkegård i København. De har på engelsk deres eget navn: ”cemetery” til forskel fra ”churchyard”.
De opstår oftest af pladsgrunde i de hastigt voksende byer, men de introducerer også en ny, kosmopolitisk håndtering af de døde, påpeger Laqueur. En modernisering, men ikke en demokratisering. Laqueur må indrømme, at den kristne kirkegård var den demokratiske.
”Naturligvis blev de rige her begravet mere pompøst end de fattige, men i princippet symboliserede den gamle verdens begravelsespladser en stedets kristne fællesskabsfølelse.”
Alle er som bekendt lige i Kristus.
Disse nye ”cemeteries” i Europas storbyer blev åbne for alle, uanset tro eller politisk overbevisning. De bliver drevet af bureaukrater og ikke af gejstlige, men demokratiske kan de ikke kaldes: de er netop kosmopolitiske, fordi de hørte til storbyen og var underlagt dens grundpriser. Alle kunne i princippet komme ind – hvis de havde råd.
”De fattige, som havde været afgørende for den gamle ordens kulturelle betydning, blev her usynlige i fællesgrave, fordi de ikke havde råd til at købe egne grave.”
Laqueur fortæller også om, hvordan moderne kirkefjender ikke kan frigøre sig fra en religiøs tænkemåde. Karl Marx skrev ganske vist i 1852: ”Det 19. århundredes revolution må lade de døde begrave deres døde for at nå frem til sine egne mål.” Men kun hans samtidige holdt sig til hans formaning. Friedrich Engels og andre af Marx’ venner begravede ham i et beskedent hjørne af Highgate Cemetery i London. Men i 1955 blev hans jordiske rester flyttet til et fornemmere og mere synligt sted på Highgate, hvorpå den ene kommunistiske stjerne efter den anden lod sig begrave i hans nærhed. Herunder den kendte engelske historiker og marxist Eric Hobsbawm, der altså ikke opførte sig anderledes end en katolik, der vil ligge nær en helgen.
”Behovet for at leve med de døde overskrider al særlig tro på, hvor de døde befinder sig, eller hvad døden er, eller om der er en opstandelse,” siger Laqueur.
”Vi tror på trods af os selv,” konkluderer han.