Fattige hvide amerikanere har ikke meget at juble over i USA anno 2016. Deres forventede levetid falder, selvmordsraten vokser, og stofmisbrug hærger småbyer i det amerikanske industribælte som en plage. Især mændenes traditionelle arbejdspladser er forsvundet, og intet har erstattet dem. Forfaldet er både fysisk og åndeligt.
For mange af disse amerikanere er den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, en mand, der taler deres sprog. Hans løfte om at ”gøre USA stor igen” ved blandt andet at bygge en mur til Mexico, deregulere industrien og standse udflytningen af arbejdspladser appellerer til en gruppe, der føler sig overset, snydt og svigtet af eliten.
Donald Trump har kapitaliseret politisk på at hylde dem, der ikke passer ind i middelklasseidealet. Det siger den amerikanske historiker Nancy Isenberg, der er professor på Louisiana State University og forfatter til den anmelderroste bog ”White Trash: The 400-Year Untold History of Class in America” (Hvidt skrald: Den 400 år lange, aldrig fortalte historie om klasse i Amerika).
”Donald Trump lever i en guldrandet verden, og han er så tydeligvis en del af den elite, som den hvide underklasse hævder at foragte. Når han alligevel appellerer til denne gruppe, skyldes det hans måde at tale på: Han er grov, ubehøvlet, aggressiv, vulgær og kaster om sig med skældsord. Folk forveksler dette med ærlighed. Og han påtager sig skamløst en identitet som en mand af folket, når han trækker i sin røde USA-kasket og siger ting som, at han ’elsker de lavt uddannede’. Han hylder de vælgere, som ellers kun ser sig selv malet i et negativt lys,” siger Nancy Isenberg.
Donald Trumps krigeriske tone tiltaler især underklassens mænd, forklarer hun:
”Trumps maskulinitet er hængt op på at være en bølle og den mest højlydte person i rummet. Det vinder ham respekt. Netop verbale dueller er en del af kulturen i underklassemiljøer. Når du ikke har penge eller status, er du nødt til at bevise dit værd på anden vis, og ofte handler det om, hvor maskulin og dominerende du er.”
Donald Trumps slet skjulte bejleri til underklassen er imidlertid intet nyt fænomen i amerikansk politisk historie, understreger Nancy Isenberg:
”Præsidentkandidater har til alle tider ladet, som om de er en del af folket. De ifører sig jeans og lader sig fotografere på dyrskuer, mens de spiser dybstegte pølser. I 1949 observerede en australsk forfatter meget præcist, at amerikanerne kun har et symbolsk demokrati. De accepterer en enorm kløft mellem rig og fattig, så længe deres ledere lader, som om de ikke adskiller sig fra masserne. Det er politisk teater, men amerikanerne accepterer dette som en legitim form for demokrati.”
Selvom klasse og status er en væsentlig identitetsmarkør i USA på lige fod med race, religion og køn, så taler amerikanerne kun modvilligt om det, mener hun.
”Amerikanerne foretrækker ofte myter for virkeligheden, og vi opretholder en myte om, at USA er grundlagt som et klasseløst samfund. Vi ser vores nation som et enestående sted, hvor ingen arver deres privilegier, og enhver er sin egen lykkes smed. Den amerikanske drøm om opadgående social mobilitet er en central fortælling i vores identitet som nation.”
Men det er ifølge Nancy Isenberg en fordrejning af virkeligheden.
”Vi har helt fra kolonitiden haft en hvid underklasse, der aldrig har haft muligheden for at få del i USA’s overflod og løfte sig over sit udgangspunkt. Vi tager fuldstændig fejl, når vi tror, at vi slap fri af de rigide europæiske klassebaserede hierarkier. Den oversete sandhed er, at vi overtog dem, og de fattige og de forarmede er marginaliserede i vores fortælling om os selv som nation. Vi siger, at vi tror på social lighed, men historien fortæller en anden sandhed,” siger hun.
Amerikanerne glemmer, at USA igennem størstedelen af sin historie var et landbrugssamfund, og at ikke kun den sorte befolkning blev udnyttet af de hvide jordejere.
”Fra den tidlige kolonisering var jordbesiddelse det vigtigste element i klassificeringen af mennesker. Det var det, som afgjorde status og rettigheder. Ikke alle mennesker var frie i Amerika. Du var fri, hvis du havde midlerne til at kontrollere din egen skæbne, og dette middel var jordbesiddelse. Men selvom Amerika blev betragtet som mulighedernes land, hvor der var jord nok til alle, så var besiddelse af den frugtbare jord fra begyndelsen et privilegium for de ressourcestærke, mens de fattige arbejdede for de rige i markerne eller forsøgte at dyrke den ufrugtbare jord,” forklarer historieprofessoren.
Da englænderne begyndte at kolonisere ”Den Nye Verden” på den anden af Atlanten, betragtede de ifølge Nancy Isenberg Amerika som en losseplads for de uønskede: tiggerbørn, tidligere straffede, ekssoldater, vagabonder og andre fra samfundets nederste bund. Skældsordet ”white trash” (hvidt skrald) stammer fra det britiske begreb ”waste people” (affaldsmennesker), der henviser til mennesker, som er i ”overskud”.
”Det ’hvide skrald’ har altid udgjort en væsentlig del af det amerikanske samfund. Og såvel dengang som nu ignorerer vi dem og sætter dem i bås som dumme og dovne og udannede. Vi har arvet den britiske forestilling om, at fattigdom er knyttet sammen med en mangel på dyder. De fattige bebrejdes for at være ude af stand til at arbejde hårdt og tilegne sig en økonomisk andel i samfundet,” fastslår hun.
Og underklassen har sine egne tillærte fjendebilleder, tilføjer Nancy Isenberg. Hun henviser til den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson, som engang forklarede det således: ”Hvis du kan overbevise den fattigste hvide mand om, at han er bedre stillet end de rigeste sorte, så opdager han ikke, at du tømmer hans lommer. Giv ham nogen at se ned på, og han vil tømme sine lommer for dig”.
”Amerikanske politikere har altid brugt klasseskel til at oppiske frygten for den farlige ’anden’ og dermed spillet forskellige grupper ud mod hinanden. Fattige hvide har altid fået at vide, at deres job og fremtidsudsigter trues af afroamerikanere og indvandrere. Du kan ikke have en middelklasse uden en underklasse, som den kan sammenligne sig med. På samme måde finder underklassen grupperinger, som den kan føle sig hævet over,” forklarer hun.
Det er denne politiske strategi, som Donald Trump udnytter, når han taler om at bygge en ”stor, smuk mur” til Mexico og formene visse indvandrere adgang til USA, siger Nancy Isenberg.
”Der er en forestilling om, at hvis minoriteter og indvandrere vinder flere rettigheder, så tages der noget fra de hvide,” siger hun.
Donald Trump har samtidig overbevist sine tilhængere om, at han kan standse den deroute, som mange har oplevet i deres lokalsamfund de senere årtier.
”På grund af globaliseringen, frihandel og svækkelsen af fagforeningerne har arbejderklassen siden 1970’erne oplevet en voldsom deroute. Trump lover, at de solide, velbetalte ufaglærte job vil vende tilbage. Hans famøse mur handler lige så meget om at holde arbejdspladserne inde i USA, som den handler om at holde indvandrerne ude af USA,” siger hun.
Donald Trumps vidtløftige løfter bliver vanskelige at indfri. Men hans præsidentkandidatur har givet en overset befolkningsgruppe en stemme, siger Nancy Isenberg. Og uanset hvem der vinder præsidentvalget om to uger, vil klasseskellene i USA bestå.
”Klasse er et meget afgørende skel i vores samfund, som vi meget ofte ikke anerkender. Vi er nødt til at have en diskussion om klasseskel, som ikke blot handler om at fordømme de allerrigeste eller at angribe Donald Trump for at være ’det hvide skralds præsidentkandidat’. Vi er nødt til at grave et stik dybere og granske, hvad vi kan gøre for at skabe et socialt sikkerhedsnet og sikre bedre social mobilitet og dermed skabe de lige spilleregler for alle mennesker, som vi bryster os af at have her i USA,” siger hun.
En bedre forståelse for, hvordan klasse og status former det amerikanske samfund, vil styrke USA, fremfører Nancy Isenberg.
”Hvis folk havde en forståelse for, hvordan klassesystemet fungerer, så kunne vi blive bedre i stand til at diskutere konstruktivt i stedet for at tale om at smadre de politiske institutioner. Mange mennesker synes om Donald Trump, fordi han symboliserer kaos. De synes ikke at indse, at de vil være blandt dem, som vil lide skade af dette kaos, hvis han vinder magten,” siger hun.