På papiret er der ikke meget at rafle om. Den nyeste undersøgelse af Tea Party-bevægelsens image efter budgetkrisen i september og oktober, der satte den føderale regering på vågeblus og var tæt på at skubbe nationen ud i statsbankerotten, viser det klart: Det store flertal af de amerikanske vælgere er på ingen måde begejstrede for den radikale konservatisme, som te-bevægelsen repræsenterer.
Nedturen i popularitet går endvidere på tværs af partiskellene, og om end der i sagens natur er flere demokrater, som er kritiske over for te-aktivisternes indflydelse i Kongressen, så er selve faldet i popularitet størst blandt moderate republikanere.
Kovending på tre år
Ifølge det respekterede Pew Research Center for the People and the Press - en tænketank i Washington - har befolkningen stort set skiftet side over de seneste tre år, når det gælder vurderingen af bevægelsen.
LÆS OGSÅ: Analyse: Er diskriminationens tid forbi i Amerika?
I 2010, lige før midtvejsvalget gjorde en ende på det demokratiske flertal i Kongressen og sendte en bølge af ny-konservative førstegangspolitikere til Capitol Hill, syntes 42 procent af vælgerne godt om the Tea Party, mens 25 procent ikke gjorde.
Men i oktober 2013 ser billedet anderledes ud. Efter at de samme lovgivere, som susede ind i 2010, satte USA på økonomisk vågeblus i protest over præsident Obamas sundhedsreform og præsidentens økonomiske politik, har amerikanerne fået mere end nok.
I dag svarer 49 procent, at de ikke bryder sig om bevægelsen, mens 30 procent fortsat mener, at te-aktivisterne spiler en positiv rolle i amerikansk politik og for samfundsudviklingen.
LÆS OGSÅ: Konservative aktivister holder årsmøde i Washington
Instituttet påpeger i sin ledsagende tekst, at vælgernes holdning til Tea Party-bevægelsen tidligere har vist et kraftigt udslag til minussiden, nemlig i sommeren 2011 i kølvandet på en anden gældsloftskrise. Her spillede Tea Party-fløjen i partiet den samme rolle, som amerikanerne lige har været vidne til.
Lige efter, i slutningen af juni 2011, vurderede 43 procent af amerikanerne bevægelsen i et negativt lys. Endvidere er den "stærkt negative" holdning tredoblet siden 2010. Her havde 10 procent af vælgerne et "meget ikke-favorabelt" syn på fløjen, mens det tal i dag er oppe på 30 procent.
Interne bølgegange?
En sidste interessant lære, man kan drage ud af de nyeste tal, er, at det særligt er blandt de mere moderate konservative, at bevægelsen er på nedtur. I juni i år fandt lige under halvdelen, 46 procent, af de vælgere, der betegner sig selv som "moderate eller liberale republikanere," at Tea Party-fløjen af partiet var en positiv kraft i samfundet. I den nyeste undersøgelse svarer de samme vælgere helt anderledes; blot 27 procent har fastholdt deres positive holdning.
De stærkeste holdningsforskelle finder man dog, når det drejer sig om Tea Party-bevægelsens nye konge, den texanske senator Ted Cruz. Hans popularitet i den moderate del af partiet er til at overse: 25 procent holder af ham.
LÆS OGSÅ: Sundhedsreform i høj søgang
Men hos Tea Party-republikanerne selv er opbakningen til gengæld formelig eksploderet. Hvor 47 procent så positivt på ham i juni måned i år, er fanskaren nu vokset til 74 procent i oktober efter Cruz' brandtale på 21 timer i Senatet og hans vendetta mod præsident Obamas sundhedsreform.
Eller sagt med andre ord: Ted Cruz er mere upopulær blandt sine egne moderate partifæller, end Tea Party-bevægelsen er blandt demokrater, hvor 69 procent ikke bryder sig om den.
Tea Party-bevægelsen foragter de republikanske ledere?
Men det er ikke kun de radikalt konservative, der er upopulære blandt demokrater og midtsøgende republikanere. De negative følelser er 100 procent gengældt fra te-aktivisterne selv, især når det gælder partiets ledelse. Hvor lidt under en tredjedel af de moderate republikanere har roser tilovers for deres leder i Repræsentanternes Hus, John Boehner, gælder det kun for 10 procent af Tea Party-fløjen.
Og hvor lidt under halvdelen af de midtsøgende bakker op om den republikanske minoritetsleder i Senatet, Mitch McConnell, er det kun lige over 20 procent af Tea Party-folket, der gør det samme.
Det er med andre ord fristende at konkludere, at de lokale konservative græsrødder foragter ledelsen nøjagtig lige så meget, som partiets top afskyer store dele af partiets base; især fløjen rundt om Ted Cruz, der af den moderate John McCain er blevet kaldt "wacko birds."
En anden moderat senator, Peter King fra New York, har tilsvarende kaldt Cruz for "en svindler."
Prisen for splittelsen: de tabte valg?
Denne splittelse kunne muligvis være ligegyldig, da partiet traditionelt og historisk har været delt og spændt over et meget vidt telt af anskuelser, som det hedder på amerikansk. Men nu tyder det på, at delingen af partiet fører til præcis det modsatte resultat af, hvad hele den konservative bevægelse ønsker sig: Et vundet midtvejsvalg næste år og et ditto præsidentvalg i 2016.
Præsidentvalget om tre år ser i forvejen ud til at blive op ad bakke for GOP. Alle tilgængelige demografiske analyser viser, at demokraterne vinder terræn næsten automatisk grundet det hastigt voksende antal af ikke-hvide vælgere og vælgere med latinamerikanske rødder, der traditionelt har stemt på de demokratiske kandidater. Ved det sidste præsidentvalg var det 8 ud af 10 latinoer og 9 ud af 10 afroamerikanske vælgere, der stemte på Obama.
LÆS OGSÅ: Obamas Amerika: Forandret eller fortvivlet?
Her er det værd at huske, at 92 procent af den amerikanske nations befolkningsvækst siden 2000 stammer fra minoriteter, og størstedelen af denne stigning (cirka 56 procent) stammer fra latino-gruppen, der er USA's hurtigst voksende befolkningsgruppe.
Demografien er en gave til demokraterne
Ifølge Pew Research Centers fremskrivninger vil ikke-spansktalende hvide blive et mindretal af befolkningen om 30 år. Man kan også sige det på en anden måde: Ifølge the 2010 Census er USA's etniske mindretal vokset med 30 procent i løbet af det seneste årti, mens den hvide befolkning voksede med bare 1 procent. Og udviklingen går hurtigt: I 1992 udgjorde mindretalsstemmerne omkring 12 procent af vælgerne. I 2012 var tallet 28 procent.
Dermed har republikanerne to betydelige problemer med fremtidens valg. For det første: Hvis den hvide, protestantiske base forvitrer for altid, vil partiet blive tvunget til at blive mere mangefarvet i sit udtryk og i sin medlemsskare - eksempelvis vil det være oplagt at blive langt mere pro-immigration på politiksiden, end tilfældet er i dag.
For det andet: Hvis splittelsen i partiet mellem Tea Party-fløjen (der i forvejen har en overvægt af vælgere, der er hvide, ældre, mandlige og veluddannede/velhavende) og den moderate del af partiet fortsætter, risikerer partiet at tabe de afgørende moderate midtervælgere - også de hvide.
Og den kombination kan bringe det ellers solide flertal i Repræsentanternes Hus i fare ved midtvejsvalget om 13 måneder og gøre det tæt på umuligt at vinde næste præsidentvalg.
Splittelsen er langt fra ny
Den moderate analyse kaldes også af og til "the Ronald Reagan Approach" med inspiration fra den konservative præsident af samme navn: En filosofi om det føromtalte "store telt", hvor både amerikanske socialkonservative/Tea Party-fløjen (det, som vi Danmark ville kalde værdikonservative) og de midtsøgende, fiskale konservative dele af partiet kan samles under en altfavnende fane.
Tanken er, at en sådan bred tilgang vil kunne samle de mange frustrerede middelklassevælgere op, som føler sig svigtet af demokraterne.
Baggrunden for analysen er, at den af præsident Obama førte politik har stået i modsætning til begge de to førnævnte typer af konservative. De fiskalt konservative kritiserer præsidentens økonomiske politik for ikke at have fået bugt med underskuddet, for ikke at have skabt nok jobs og for ikke at have skåret kraftigt nok ned i de føderale budgetter, samtidig med at der er hældt penge ned i en "stimuluskloak" uden det ønskede resultat.
Og de værdikonservative ser en præsident, der hylder en socialliberal dagsorden med støtte til fagforeninger, homoseksuelle, ret til abort og en strammere kontrol af våben.
En gordisk knude
Dilemmaet for partiet er langt fra enkelt. For om end det med danske briller ville være nemt at konkludere, at der ikke er nogen vej uden om at moderere og modernisere partiets synspunkter - både af demografiske og politiske grunde - så kan GOP sagtens tabe på den strategi også.
Intet tyder på, at der er mindre passion og energi i den konservative base, tværtimod kan man med henvisning til den nye føromtalte måling konkludere, at Tea Party-bevægelsen er endnu mere passioneret og determineret i sin sag.
Og det er givet, at Ted Cruz overvejer muligheden af at kapitalisere på sin popularitet i egne rækker til at stille op i 2016. Samtidig er stærke institutionaliserede interesser og enkeltpersoner som profilerede bloggere, kommentatorer, mediepersonligheder, rigmænd og tænketanke af værdikonservativt tilsnit ivrige støtter af den radikale konservatisme.
Alle disse stærke røster vil være modstandere af en moderat kandidat som eksempelvis New Jerseys guvernør Chris Christie, der er en af favoritterne på midterfløjen.
Han vil få ekstremt svært ved at vinde det republikanske partis nominering, netop grundet denne modstand fra højrepopulisterne. Man så også med Mitt Romney, hvordan en moderat kandidat blev tvunget til at skride mod højre for at vinde i de opslidende primærvalg. Christie er godt nok en helt anden type, men det strategiske dilemma og den indbyggede modsætning er ikke desto mindre den samme.
Ingen kan vide, hvordan kampen om den konservative sjæl vil falde ud. Første afgørelse i kampen mellem fløjene falder om præcis 13 måneder, når de amerikanske vælgere igen skal til stemmeurnerne ved midtvejsvalget.
Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC.