Antallet af aborter i Tyskland har nået bundniveau

Bedre information om prævention er med til at sænke aborttallet

Næsten 27 procent færre tyske kvinder end for blot 15 år siden får i dag foretaget en abort. Modelfoto.
Næsten 27 procent færre tyske kvinder end for blot 15 år siden får i dag foretaget en abort. Modelfoto. .

Næsten 27 procent færre tyske kvinder end for blot 15 år siden får i dag foretaget en abort. I 2001 lå tallet på 135.000 aborter mod 99.200 i 2015, som er det senest opgjorte år. Og det er kvinder i alle aldre, der får færre aborter, viser tallene fra Tysklands statistiske forbundskontor.

Kerstin Falk, der rådgiver abortsøgende kvinder i organisationen Pro Familia, er overbevist om, at blandt andet internettet spiller en vigtig rolle for tilbagegangen af aborter: De unge bliver igennem nettet ikke alene konfronteret med sex og porno, men informeres også i en tidligere alder end før om, hvordan man beskytter sig imod en uønsket graviditet.

”Kvinder er i dag langt bedre informeret om prævention end før”, siger hun til ugeavisen Die Zeit.

Selvom befolkningstallet i de tyske byer er vokset betydeligt de seneste år, kan især storbyerne melde om en tilbagegang i antallet af aborter. For eksempel har Hamborg oplevet et fald på 30 procent i antallet af aborter de seneste 15 år. I 2001 blev der foretaget næsten 5000 aborter, hvorimod tallet i dag ligger på 3324 aborter i den nordtyske storby med 1,8 millioner indbyggere.

I Tyskland kan kvinder ikke få udskrevet recepter på p-piller eller anden prævention af deres praktiserende læge, men kun af gynækologer.

Ifølge formanden for gynækologernes forening i Hamborg, Wolfgang Cremer, er det især forskellige oplysningstiltag, der har fået antallet af teenage-aborter til at gå ned. Flere gynækologer har indført særlige pige-konsultationstider, hvor unge kvinder kan opsøge dem og få en samtale om vaccination og prævention, inden eventuelle problemer opstår.

”Det har også hjulpet, at gynækologerne besøger skoleklasser. For i skolen lærer børn alt muligt, bare ikke, hvordan man beskytter sig på en fornuftig måde,” siger Wolfgang Cremer til Die Zeit.

Det har også hjulpet, at tyske kvinder nu kan købe fortrydelsespiller på apotekerne uden recept. Pillen hindrer uønsket graviditet, hvis den tages senest et døgns tid efter samleje. Selv teenagepiger kan købe pillen uden forældrenes samtykke.

For at få en abort skal tyske kvinder igennem en længere proces. I modsætning til Danmark er abort nemlig ikke uden videre tilladt i Tyskland. Kun kvinder, der har været udsat for voldtægt, eller hvor graviditeten kan udgøre en fare for deres helbred, har krav på at få en abort.

Alle andre kvinder kan først få foretaget en abort, når de er i stand til at fremlægge en attest på, at de er blevet rådgivet om aborten på et af de statsligt anerkendte graviditetsrådgivningscentre, der alle er styret af private organisationer.

Når en kvinde opsøger et af disse centre, er det centerets opgave at rådgive hende om mulighederne for finansiel og social støtte, hvis hun vælger at gennemføre graviditeten. Centret skal også informere kvinden om mulighederne for bortadoption efter fødslen.

Hvis kvinden stadig holder fast i, at hun vil gennemføre aborten, får hun først på dette tidspunkt en attest på, at rådgivningen har fundet sted. Det er kun lovligt for læger at foretage aborter på kvinder, der kan dokumentere, at de har deltaget i en rådgivningssamtale.

Det har vist sig, at nogle kvinder efter rådgivningssamtalen rent faktisk vælger at føde deres børn i stedet for at få abort, og det er en medvirkende årsag til, at organisationer inden for Tysklands Evangeliske Kirke, EDK, har oprettet en række graviditetsrådgivningscentre over alt i landet.

Den katolske kirkes organisationer Tysk Caritasforbund og Katolske Kvinders Socialtjeneste drev oprindeligt lignende centre, men valgte i 1999 at nedlægge centrene, fordi kirken frygtede, at udstedelsen af attester kunne virke som en billigelse af abort.

Mange katolikker var utilfredse med kirkens afgørelse, og de tyske katolikkers centralkomite dannede efterfølgende den katolske lægmandsorganisation Donum Vitae, der siden på lige fod med de andre private organisationer har rådgivet abortsøgende kvinder landet over.