Antallet af halshugninger stiger kraftigt i Saudi-Arabien

Det saudiarabiske styre skærper kursen for at spille med musklerne for at vise, at Vestens koalitionspartner ikke er mere overbærende over for shiamuslimer og frafaldne end Islamisk Stat

Islamisk Stat bruger halshugninger som led i en voldsom retorik. Men de er ikke de eneste, som gør brug af den henrettelsesmetode. Arkivfoto.
Islamisk Stat bruger halshugninger som led i en voldsom retorik. Men de er ikke de eneste, som gør brug af den henrettelsesmetode. Arkivfoto. Foto: Gail Orenstein/Demotix/Corbis.

Mens Islamisk Stats halshugninger af vestlige gidsler og lokale indbyggere vækker rædsel verden over, finder andre halshugninger sted i relativ ubemærkethed. I Saudi-Arabien, Vestens partner i koalitionen mod Islamisk Stat, er antallet af halshugninger vokset markant i de seneste måneder.

Ifølge den amerikanske menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch blev 82 mennesker halshugget i 2014 mod 69 i 2013. Senest er en burmesisk kvinde blevet halshugget efter at være blevet dømt for seksuelt misbrug af og mord på sin syvårige datter. Halshugningen fandt sted i fuld offentlighed, efter at kvinden var blevet trukket gennem gaden. Først i tredje forsøg lykkedes det bødlen at skille hendes hoved fra kroppen.

”Verden er oprørt over Islamisk Stats propagandavideoer med halshugninger af journalister i Irak og Syrien. Men de mere udbredte og rutineprægede halshugninger i Saudi-Arabien får langt mindre opmærksomhed og fordømmelse. Alene på én måned, i august sidste år, blev 26 mennesker halshugget. De 82 halshugninger i Saudi-Arabien sidste år er verdensrekord,” udtaler Sarah Leah-Witson, talskvinde for Human Rights Watch.

Saudi-Arabiens domstole dømmer til døden ved halshugning for blandt andet afsværgning af islam og hekseri.

Domstolene er en vigtig brik i bestræbelserne på at opretholde en ortodoks udlægning af islam i henhold til landets wahabistiske islamiske lære og slår hårdt ned på enhver kritik af landets religiøse myndigheder.

Senest har USA og Storbritannien fordømt en dom om 1000 piskeslag, som er blevet afsagt mod rettighedsaktivist og blogger Raif Badawi.

”Vestens fordømmelser af Islamisk Stats overtrædelser af menneskerettighederne ville være mere troværdige, hvis de ikke så ofte var tavse, når det drejer sig om gode venner, allierede og investorer som Saudi-Arabien,” siger Sarah Leah-Witson.

For Magnus Ranstorp, terrorekspert og specialist i Mellemøsten ved det svenske forsvarsakademi, Försvarshögskolan i Stockholm, handler Vestens holdning til Saudi-Arabien ganske rigtigt om realpolitik.

”Saudi-Arabien er en helt afgørende brik i det geostrategiske skakspil i Mellemøsten, og menneskerettigheder og halshugninger står allernederst på Vestens dagsorden. Saudi-Arabien er en modvægt til Iran og også en vigtig handelspartner og olieleveradør. Og denne allierede er truet af Islamisk Stat, der har som erklæret mål at bringe landets magthavere, Saud-familien, til fald. Der er så afgørende spørgsmål for hele regionens sikkerhed på spil, at man ser gennem fingre med alt andet,” siger han.

Denne overbærenhed går så vidt som til at lukke øjnene for mistankerne om, at Saudi-Arabien formentlig har været indblandet i finansiering af den internationale terror, herunder terrorangrebet på USA i 2001.

”Saudi-Arabien er en del af problemet i forhold til religiøs ekstremisme. Saudierne har eksporteret en salafistisk islam til alle de lande, de har kunnet komme af sted med. Men de er også en modvægt til Qatar, der menes at have finansieret Islamisk Stat,” siger Magnus Ranstorp.

Men Saudi-Arabien er også blevet fanget i sit eget spil ved at have promoveret en radikalisering, som nu vender sig mod styret selv.

”I mange år har Saudi-Arabien været leverandør af ekstremister, der for eksempel bekæmpede styret i Irak efter Saddam Husseins fald. Nu står landet over for en intern trussel fra ekstremister, som kunne tænkes at sympatisere med Islamisk Stat. Væksten i antallet af halshugninger kan ses som et udtryk for, at Saudi-Arabien forsøger at vise, at styret har lige så hård og fundamentalistisk en linje som Islamisk Stat,” mener Magnus Ranstorp.