Postkortstanderne for foden af kaskaderne i Jerevan betragtes af forbipasserende turister fra ind- og udland, og ét motiv præger mere end halvdelen af de udstillede postkort: Ararats Bjerg.
Følger man trapperne op langs kaskaderne, passerer kælende kærestepar og fjantende tøser og hæver sig over de armenske hustage, kommer bjerget til syne på den anden side af byen. På den anden side af grænsen. Siden 1921, hvor Tyrkiet fik området i en studehandel med Lenin, har det været tyrkisk, og i perioden fra 1927 frem til Sovjetunionens fald var grænsen mellem de to en af de stærkest bevogtede i verden.
Da Armenien blev selvstændigt i 1991, åbnede Tyrkiet grænsen, men i 1993 lukkede Tyrkiet igen grænsen i solidaritet med Aserbajdsjan, der bekæmpede armensk-støttede oprørere i enklaven Nagorno-Karabakh. Dette bjerg, som betyder så meget for den armenske folkesjæl, er som en smuk kniv i det armenske faderhjerte, der minder dem om, hvad der engang tilhørte dem.
Få minutters gang fra kaskaderne, og den berømte udsigt til endestationen for Noahs Ark, ligger Yerevan State Linguistic University.
Robert på 18 år står ved indgangen og nyder sin frokostpause og udsigten til de mange piger, der optager 90 procent af pladserne på universitetet. De fleste går klædt, som var det fredag aften og tid til fest, skønt klokken viser 13.30 på en ganske almindelig tirsdag. Til trods for Roberts unge alder, hvor politik sædvanligvis ikke ligger højt på dagsordenen, afslører han, at han selv og de andre medstuderende måske ikke er helt så sorgløse og uovervejede, som de syner.
- Jeg håber at grænsen til Tyrkiet vil åbne, det vil være godt for den armenske økonomi, men jeg håber også, at Tyrkiet vil anerkende folkedrabet i 1915. Vi har brug for en løsning, så vores sjæl kan blive sat fri, siger han med lige dele poesi og alvor.
Robert gerne vil have den del tilbage, som Tyrkiet fik i 1921, men han ved også godt, at det vil blive meget svært efter så mange år. Han erkender, at han ikke er politiker, men hans forslag er, at de måske bare kan få Ararats Bjerg og den gamle armenske hovedstad Ani, som ligger på den anden side af den vestlige grænse mod Tyrkiet.
Uanset hvad mener Robert at der må være en form for kompensation, hvis Tyrkiet anerkender folkedrabet. Men det vil først ske, efter at grænsen mellem de to lande er åbnet, tror han. En grænse, han tror vil blive åbnet inden for de næste fem år.
Marina Galstvan på 53 og Armine Babayan på 58 år er begge undervisere på Yerevan State Linguistic University, og har levet med denne konflikt hele deres liv. Både Marina og Armine har bedsteforældre, der er født og opvokset i områder, der nu ikke længere er en del af nutidens Armenien. De så gerne en åben grænse af økonomiske og historiske årsager, men der skal ikke være nogen betingelser. De føler sig på mange måder glemt og overset af verden i et storpolitisk spil, hvor Armenien i mere end 100 år har været taberen.
- For alle armeniere, uanset om de lever her eller i udlandet, er der ét spørgsmål, der er vigtigere end alle andre: Folkedrabet. Folkedrabet er vigtigt for os. Hvis vi glemmer folkedrabet, glemmer vi os selv, vores bedsteforældre og vores land. Jeg ville ønske, at vi kunne få hele vores land tilbage igen, men jeg er også realist. Måske kunne vi bare få Ani (den gamle armenske hovedstad) og Van, og så kunne vi dele Ararats Bjerg, så tyrkerne fik den ene halvdel, foreslår Marina i et forsøg på at finde en diplomatisk løsning.
- Hvor mange danskere bor uden for Danmark? spørger Armine på 58 år.
Efter at hun har fået svaret, forklarer hun, at hun derfor ikke kan forvente, at vi i Danmark skulle kunne forstå den splittede armenske folkesjæl. Mere end otte millioner armeniere lever uden for Armenien, den såkaldte armenske diaspora, og kun 3,2 millioner i selve Armenien. Armine virker modløs, hvilket på alle måder er forståeligt efter hendes 58 år med konflikt.
- Jeg tror ikke at Tyrkiet nogensinde vil indrømme folkedrabet, men måske bliver grænsen åben alligevel. Jeg ved ikke, hvad der vil ske i morgen, siger hun og tilføjer, at hun ikke helt ved, hvad hun skal tænke eller tro. Til spørgsmålet om, hvad hun så håber på, svarer hun:
- At alle vil efterleve de 10 bud og elske hinanden. Hvis det sker så skal alle ting nok løse sig.
Gevorg Babayan er 27 år og tourmanager på Envoy Hostel i Jerevan, og når han arrangerer gåture i Jerevan for gæsterne på hotellet, sørger han altid for at tilrettelægge turen, så de kommer forbi universitetet og den gode udsigt, når der er frokostpause
- Lad os bare åbne grænsen. Det må bare ikke koste noget, siger Gevorg Babayan med et skævt smil.
Han glæder sig over, at der i de senere år er kommet flere tyrkiske turister til byen, og med en åben grænse ville der komme endnu flere og økonomien generelt i Armenien ville blive markant forbedret. Men hvis det skal ske, er der to ting, der overskygger alt andet.
- Vi beholder Nagorno-Karabakh, det er indiskutabelt. Uanset hvad Aserbajdsjan vil true Tyrkiet med. Og så vil vi have Tyrkiet til at anerkende folkedrabet. Derefter vil jeg så med loven i hånden gå til Tyrkiet og bede dem om at kompensere for det, de har taget. Det er tyrkerne, der er pressede, for de ved godt, at hvis de vil med i EU, bliver de nødt til at komme med indrømmelser. Jeg vil have Ararats Bjerg tilbage og adgang til Sortehavet. Jeg vil have det tilbage, som Lenin gav tyrkerne. Hvordan kunne han give noget der ikke var hans, siger han, velvidende at der kan være langt fra ønske til virkelighed.
Han henviser til Israel, som efter Anden Verdenskrig fik sit land tilbage og siden da har modtaget milliarder af euro fra Tyskland som kompensation til staten Israel og efterkommere af ofrene under Holocaust.
- Nagorno-Karabah og folkedrabet er ikke bare vigtigt for mig, men for alle armeniere. Når det er sagt, så tror jeg at grænsekonflikten bliver løst, inden der kommer et svar på de to problemer. Men anerkender Tyrkiet ikke folkedrabet, inden der er gået 100 år, så kommer det aldrig til at ske. Så bliver det glemt i historien. Hitler holdt en tale til sine kommandører i 1939 en uge inden invasionen af Polen, hvor han fremlagde sine planer for udryddelsen af jøder, hvor han sagde: "Hvem taler i dag om udslettelsen af armeniere", og det var kun 24 år efter, siger Gevorg.
Gevorg, Armine, Marina, Robert og de andre armeniere på gaden i Jerevan har et fælles ønske om en åben grænse, men de håber samtidig at få helet den sjæl, der har været splittet i så mange år.
Skyerne har trukket sig sammen, og udsigten fra kaskaderne over Jerevan er mørk, som den har været for armenierne i over 100 år. Men hvis man løfter blikket fra de triste hustage og ser mod syd skinner solen over Ararats Bjerg. Der er lys forude.
