Atomaftale bringer kun sløret håb om mere frihed i Iran

Menneskerettighederne i Iran har ikke forbedret sig siden revolutionen i 1979. Atomaftale bringer svagt håb om, at det billede vil ændre sig, mener leder af menneskeretsorganisation

Med den nyligt indgåede atomaftale står de økonomiske sanktioner mod Iran til at blive løftet, hvilket ventes at forbedre den økonomiske situation i landet. Foto: AFP PHOTO / BRENDAN SMIALOWSKI
Med den nyligt indgåede atomaftale står de økonomiske sanktioner mod Iran til at blive løftet, hvilket ventes at forbedre den økonomiske situation i landet. Foto: AFP PHOTO / BRENDAN SMIALOWSKI.

Når året er gået, kan antallet af henrettede mennesker i Iran have rundet de 1000.

Den dystre forudsigelse kommer fra menneskerets-organisationen Amnesty International, efter at antallet af henrettede personer i år ifølge organisationens tal allerede har passeret sidste års tal.

Det er ikke kun antallet af dødsstraffe, der vækker bekymring, men i lige så høj grad de dømtes uigennemskuelige og uretfærdige tur gennem retssystemet, mener Amnesty International.

Rapporten om henrettelser er blot ét ud af mange eksempler på den kritiske situation i Iran, når det gælder menneskerettigheder. Iranerne er de seneste år adskillige gange gået på gaden i store protestbevægelser for at kræve flere rettigheder og større frihed i det konservative, shiamuslimske land.

Men hver gang er det lykkedes præstestyrets øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, at knuse oprøret.

Nu spørger iranerne sig selv, om den nyligt indgåede atomaftale mellem Iran og seks FN-stormagter vil ændre noget i hverdagen, hvad angår for eksempel den personlige frihed.

Den 150 sider lange aftale og de økonomiske sanktioner mod Iran, der står til at blive ophævet, hvis aftalen overholdes fra iransk side, nævner ikke direkte noget om menneskerettigheder. Og iagttagere og forskere er generelt splittede om, hvorvidt man kan forvente, at den vil få konsekvenser på dette område.

Den iranske journalist Isa Saharkhiz er en af dem, der ser positive tegn i atomaftalen. Han var blandt de journalister, der blev arresteret efter præsidentvalget i 2009 og efterfølgende idømt tre års fængsel for at modarbejde regimet.

”Der ligger en forventning blandt iranerne om, at det næste politiske mål for præsidenten er at skabe forbedringer i forhold til menneskerettigheder i landet,” siger han.

Da præsident Hassan Rouhani blev valgt i sommeren 2013, havde han to store valgløfter. Det ene var, at han ville lande en atomaftale, og det andet var, at han ville skabe større frihed for civil-samfundet.

”Nu, hvor atomaftalen er faldet på plads, er det oplagt at forvente, at præsidenten vil begynde at fokusere på og ikke mindst blive holdt op på sit andet store løfte,” siger han.

Isa Saharkhiz forklarer, at de iranske myndigheder også er klar over, at når spørgsmålet om atomprogrammet og de økonomiske sanktioner er løst, vil menneskerettighederne være det næste store emne, der skiller Vesten og Iran.

I løbet af de seneste uger er en række politiske fanger blevet løsladt i Iran. Isa Sahar-khiz ser det som de første spæde tegn på, at noget er ved at ske.

Andre er mere skeptiske og peger på, at de fleste af fangerne alligevel stod til at blive løsladt inden for kort tid.

På samme måde er den administrerende direktør ved det amerikanske Dokumentationscenter for Menneskerettigheder i Iran, Rod Sanjabi, også forbeholden over for, hvor positive ændringer man kan forvente.

Han minder om, at menneskerettighederne ikke har forbedret sig i Iran siden den islamiske revolution i 1979. Når det handler om spørgs-mål om tortur og henrettelser, er det blot blevet værre og værre.

”Jeg tror ikke, at nogen uden for Iran vil være i stand til at ændre ved situationen i Iran, når det drejer sig om menneskerettigheder. Det er urealistisk at forvente, at atomaftalen vil have en direkte betydning på det område,” siger han.

Alligevel mener han, at der på længere sigt er et lille håb om, at aftalen indirekte kan føre til mere frihed. Det handler om, at de hævede sanktioner formentlig vil forbedre den økonomiske situation og skabe større stabilitet for den arbejdende middelklasse i landet.

”Økonomisk vækst er en nødvendig forudsætning for, at middelklassen tør sætte sig op imod regeringen,” siger han.