Den første eksplosion lød klokken 23.38. Hele besætningen sprang fra borde, også de, der allerede var gået i seng. Da stilheden lagde sig over havnen i Auckland, vendte flere tilbage på dækket for at filme ødelæggelserne. Den portugisiskfødte fotograf Fernando Pereira gik ned i sin kahyt for at redde sit udstyr.
Den næste eksplosion 10 minutter senere var langt voldsommere. Nogle blev slynget over bord, andre reddede sig i land, inden ”Rainbow Warrior” tippede og hastigt tog vand ind. Fernando Pereira nåede aldrig ud. Han druknede denne 10. juli 1985, da det franske efterretningsvæsen med to mineeksplosioner saboterede Greenpeace-skibet for at forhindre den internationale miljøorganisation i at protestere mod Frankrigs atomprøvesprængninger i havet omkring Stillehavsøen Mururoa.
30 år efter ligger ”Rainbow Warrior” på bunden af havet omkring den newzealandske øgruppe Cavalliøerne, hvor det blev sænket, da politiet var færdig med sine undersøgelser af det bombede fartøj. Skibet er i dag en turistattraktion for dykkere.
Men billederne af det havarerede Greenpeace-skib gik verden rundt, og det, der skulle have standset debatten om de franske atomprøvesprængninger, endte som en international skandale. Den franske forsvarsminister måtte gå af, to agenter blev dømt for manddrab, og Frankrig endte med at betale 18 millioner dollars i erstatning til Greenpeace og et yderligere, hemmeligholdt erstatningsbeløb til den dræbte fotografs familie.
”Frankrig har undskyldt over for Greenpeace. Men Fernando Pereiras familie har aldrig fået en ordentlig offentlig undskyldning. Det synes vi, at familien fortjener nu - 30 år efter angrebet,” siger Kumi Naidoo, direktør for Greenpeace International.
”Laurent Fabius, som var ung premierminister i 1985, er i dag udenrigsminister og vært for FN's klimakonference i Paris i december. Han indrømmer privat, at attentatet mod 'Rainbow Warrior' var en dumhed. Vi synes derfor, at Frankrig burde gribe 30-året til at stå frem og støtte civilsamfundsorganisationernes ret til at sætte sig op imod politiske og økonomiske interesser. Vi har opfordret ham til som højtstående leder i et demokratisk land at fremsætte en deklaration, der understreger nødvendigheden af at respektere ngo'ernes ret til at kritisere stater og virksomheder,” siger Kumi Naidoo.
Greenpeace blev dannet i 1971 for at bekæmpe USA's atomprøvesprængninger, og i 1985 var Frankrigs atomforsøg på de franske stillehavsøer Mururoa og Fangataufa blevet en af organisationens mærkesager. I alt 193 atomsprængninger blev gennemført mellem 1966 og 1995, de fleste i undergrunden under øerne, men de første i fri luft.
Miljøorganisationen var med til at lægge pres på Frankrig, der fortsatte med atomforsøgene også efter den kolde krigs afslutning, da USA indstillede sine prøvesprængninger til fordel for computerbårne tests i 1992. Det sidste franske atomforsøg blev gennemført på Fangataufa den 7. januar 1996. ”Rainbow Warrior” blev symbolet på denne styrkeprøve mellem en miljøorganisation og en atommagt. Men for Kumi Naidoo markerer ”Rainbow Warrior” også et skæringspunkt i Greenpeaces og miljøbevægelsernes historie i almindelighed.
”Terrorhandlingen mod 'Rainbow Warrior' var en øjenåbner. Her stod det pludselig klart, hvor meget der står på spil i miljøsager. Vi fik en klokkeklar besked om, at hvis vi blander os og generer nogens interesser for meget, så må vi regne med, at det får konsekvenser. Og dette pres er ikke taget af siden. Tværtimod. Både vi og andre miljø- og civilsamfundsorganisationer udsættes i stigende grad for pression, når vi protesterer mod store økonomiske interesser. Vore medlemmer er blevet stillet for retten i Rusland. Og vi har netop mistet vores licens til at operere i Indien, fordi vi kritiserer miljøkonsekvenserne af den økonomiske vækst. I Sydamerika bliver miljøaktivister ganske enkelt dræbt,” siger Kumi Naidoo.
I 2011 klatrede han selv op i den skotske gas- og oliekoncern Cairn Energys boreplatform i et norsk oliefelt ud for Grønland for personligt at overrække 50.000 underskrifter mod olieboringer ud for Grønlands vestkyst og samtidig bede om et eksemplar af Cairns hemmeligholdte beredskabsplan for oliespild. Kumi Naidoo blev anholdt af dansk politi, da han nåede op, og blev derefter udvist. Han afviser, at presset mod Greenpeace og organisationens aktivister skyldes, at de faktisk overtræder loven, når de for eksempel trænger ind på boreplatforme.
”Jeg siger ikke undskyld for noget. At handlinger, som for eksempel olieboring, formelt set er legale, betyder ikke, at det er rigtigt at gøre det. Lovgivning kan være et skalkeskjul for partsinteresser i stedet for at beskytte almenvellet. Arktis er jordens klimaanlæg. Hvis der sker oliespild her, vil det have så alvorlige konsekvenser, at det kan betragtes som en forbrydelse mod menneskeheden. Jeg mener, at vi i Greenpeace har en pligt til at handle. Martin Luther King blev fængslet 41 gange. Skulle han have ladet være med at marchere mod Montgomery, fordi der var nedlagt forbud mod marchen? Mange af de rettigheder, vi i dag betragter som naturlige og hævdvundne, var aldrig blevet rettigheder, hvis ikke nogen havde brudt loven og benyttet civil ulydighed som kampmiddel,” siger Kumi Naidoo.
”Civilsamfundet er det rum, hvor magten holdes til ansvar. Det burde kunne ske inden for de parlamentariske rammer, men demokratiet, især det amerikanske, er i stigende grad kontrolleret af private interesser via lobbyister. Der er mellem to og otte lobbyister for hvert amerikansk medlem af Kongressen. Civilsamfundsorganisationer som Greenpeace er nødvendige for demokratiet. Jeg siger ikke, at vi skal drive politik i partipolitisk forstand. Men vi skal holde politikerne og magthaverne ansvarlige,” mener Kumi Naidoo.
Det betyder ikke, at aktivisten ser militant kamp som det eneste udtryksmiddel.
”Mange er uenige med mig, når jeg går i dialog med for eksempel olie- og gasvirksomheder og siger, at vi ikke er ude på at ødelægge dem. De er energiproducerende virksomheder, og vi har alle brug for energi. Men vi har ikke brug for beskidt energi. Jeg forsøger at overbevise dem om, at de fossile energikilder skal blive i jorden. Og at det giver økonomisk mening at lægge energiproduktionen om,” siger han.
Kumi Naidoo er i dag i Paris for at skabe opmærksomhed om Frankrigs rolle både i ”Rainbow Warrior”-attentatet og i FN's klimakonference, COP21, som Frankrig er vært for i december. Målet er, at verdens lande samlet lover at reducere deres udledninger af drivhusgasser, så det lykkes at holde den globale opvarmning på maksimalt to grader. Eller endnu bedre: halvanden grad, hvis det står til Greenpeace og adskillige videnskabsfolk.
Den 50-årige sydafrikaner blev udnævnt til direktør for Greenpeace International i 2009, umiddelbart før COP15-topmødet i København, der skulle have ført til en ny global klimaaftale. Det mislykkedes, og COP21 i Paris er omgærdet af lige så store forventninger som COP15. Og lige så stor frygt for, at denne chance også forpasses. Kun 44 af de 196 lande, som har underskrevet FN's klimakonvention, havde den 1. juli meddelt, hvor meget de vil bidrage til CO2-reduktionerne.
”I København gjorde vi den fejltagelse, at vi forventede, at verdens stats- og regeringschefer var fornuftige folk, der kunne forstå, at vi er nødt til at begrænse udledningen af drivhusgasser. Vi satsede alt på topmødet og havde ikke nogen plan for, hvordan vi skulle holde dem til ilden bagefter. Denne gang har vi allerede planer for de næste træk efter Paris. Den anden fejltagelse, vi begik, var at fremstille klimaforandringerne som et miljøproblem. Det er i virkeligheden et socialt og et samfundsmæssigt problem. For stigende vandstand, tyfoner og ekstremt vejr vil påvirke vore samfund markant. Forsuring af havene vil betyde, at millioner af mennesker ikke længere har fisk at leve af. Og det er de fattigste, der rammes hårdest,” siger Kumi Naidoo og fortsætter:
”En god aftale i Paris skal derfor som minimum indeholde bindende løfter for CO2-reduktioner, der gør det muligt at holde den globale opvarmning på under halvanden grader. Og vi skal have mobiliseret pengene til Den Grønne Klimafond, der blev vedtaget i København og især skal hjælpe de fattige lande med deres energiomstilling. For vi skal bekæmpe CO2-udledninger, samtidig med at de 1,6 milliarder mennesker, der ikke har så meget som en lyspære i dag, bør få adgang til grøn energi.”
Artiklen fortsætter under billedet
Han vil gerne tro på, at en aftale i Paris er inden for rækkevidde. Og hans optimisme er vokset, efter at pave Frans i juni offentliggjorde sin encyclika, rundskrivelse, om klima og miljø, som opfordrer til at tage klimatruslen alvorligt og bevare skaberværket.
”Pavens melding kan faktisk ændre hele spillet om klimaet. For at overbevise verdens ledere har vi brug for andre end 'de sædvanlige mistænkte'. Vi har brug for, at ledere med autoritet, som vi ikke er vant til at høre i klimadebatten, blander sig i den. Det er netop det, paven har gjort med stor styrke,” siger Kumi Naidoo.
Han var selv 20 år og optaget af en ganske anden kamp, da ”Rainbow Warrior” blev sænket i New Zealand i 1985. I hans hjemland, Sydafrika, var apartheid på vej ind i sine sidste krampetrækninger, og oprørsbølger i de sorte townships blev slået brutalt ned i ly af undtagelsestilstand og masseanholdelser. Kumi Naidoo var medlem af ungdomsorganisationen Helping Hands Youth Organization (De hjælpende hænders ungdomsorgansa-tion), indtil han i 1987 flygtede i eksil til Storbritannien. Han fik et stipendium til Oxford Universitet, hvor han tog en ph.d. i politisk sociologi.
”Jeg hørte om attentatet på 'Rainbow Warrior' og om Fernando Pereiras død på min transistorradio. Jeg havde selv været til alt for mange begravelser allerede. Men det var først, da jeg kom til Oxford, at jeg så en form for parallel. At ville sejle ind i et område med atomprøvesprængninger var ganske enkelt vanvid. Men det er også en historie om mod og tapperhed. Og når man ser tilbage på 'Rainbow Warrior' i dag, så mistede vi et skib og et menneskeliv. Men vi købte 'Rainbow Warrior II', som nu er gået på pension og i stedet skal benyttes som hospitalsskib til ofre for klimakatastrofer.”
”Og nu har vi fået bygget 'Rainbow Warrior III' efter bæredygtige og energibesparende principper med stærkt begrænset forbrug af brændstof. Attentatet slog os ikke ihjel. Tværtimod. Det mest bemærkelsesværdige resultat af attentatet for 30 år siden var, at det gjorde Greenpeace til en global organisation,” siger Kumi Naidoo.
Og det gav Greenpeace et slogan: Man kan ikke sænke en regnbue.