Behov for nødhjælp til verdens børn har aldrig været større

For mange børn er verden blevet et stadig farligere sted at leve. FN's børneorganisation Unicef beder derfor i dag verdenssamfundet om 20 milliarder kroner

Krige, sygdomme og katastrofer truer børn en rækkesteder i verden. Her ses børn i Sydsudan.
Krige, sygdomme og katastrofer truer børn en rækkesteder i verden. Her ses børn i Sydsudan. Foto: AFP Photo / Fabio Bucciarelli.

Dødelige naturkatastrofer, blodige krige og hurtigt spredende epidemier. For mange børn er verden blevet et stadig farligere sted at leve. Og når FN's børneorganisation, Unicef, i dag offentliggør sin årlige rapport om humanitær hjælp til børn, sker det sammen med en bøn om et rekordhøjt højt bidrag til sit arbejde.

Hele 62 milliarder kroner har Unicef behov for for at kunne hjælpe børn i 71 kriseramte lande. Det er seks milliarder kroner mere end sidste års beløb og samtidig en appel om det hidtil største bidrag til organisationen.

”Det er et astronomisk beløb, men det er også et udtryk for verdens tilstand,” siger Steen M. Andersen, Unicef Danmarks generalsekretær, der oplyser, at organisationen i dag er aktiv i flere lande end nogensinde.

Krige, sygdomme og katastrofer påvirker et stigende antal børn verden over. Et ud af 10 børn, svarende til 230 millioner børn, lever i lande og områder præget af væbnet konflikt. Og 62 millioner af dem har akut behov for hjælp, lyder det fra Unicef.

Organisationen frygter, at børnene risikerer at blive dræbt eller lemlæstet. Og mange er underernærede og lever et liv på flugt.
 
Læs: Unicefs nye rapport om børnehumanitær hjælp i 2015

Det er hovedsageligt udbredelsen af ebola-smitten i Vestafrika, borgerkrigene i Ukraine og frem for alt Syrien, der har skabt et øget behov for nødhjælp.

Steen M. Andersen har selv besøgt flygtningelejre i Syriens nærområde og fremhæver behovet for varmt tøj og forplejning, nu hvor vinterkulden har sat ind. Der er også brug for bedre sanitære forhold, vandforsyning og behandling af børnenes traumer.

”I takt med, at krigen trækker ud, er mennesker i og uden for landet flygtninge i længere tid. Det lidt, de havde, er nu væk. Børn har behov for at gå i skole, så de ikke selv ender i kriminalitet eller endnu værre som kommende soldater og terrorister. Der er mange hensyn,” siger Steen M. Andersen.

Generalsekretæren vil med den nye rapport i hånden forsøge at hente et dansk bidrag fra indsamlingstiltag og hos den danske regering. Han er dog ganske klar over, at pengene skal hentes fra en pulje, der umiddelbart ikke bliver større, ligesom de akutte behov nødigt skal tage midler fra de langsigtede opgaver, herunder kampen for lavere børnedødelighed.

De Radikales udviklingsordfører, Lone Loklindt, peger på, at Danmark allerede hjælper børn i nød, også i Syrien, gennem Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp og FN's fødevareprogram.

”Det er tydeligt for enhver, at der er tale om en ekstraordinær situation, der kræver særlig opmærksomhed. Vi har bidraget med mange millioner kroner allerede og af gode grunde,” siger hun og oplyser, at Danmark ikke har tradition for at støtte Unicef i et stort omfang.

Unicefs rapport kommer på et belejligt tidspunkt, da der på lørdag holdes Danmarks Indsamlingen, arrangeret af Danmarks Radio og 12 humanitære organisationer, herunder Unicef.