Blasfemidømt pakistansk kvinde er truet trods udsat dødsdom

Pakistans højesteret har givet Aasia Bibi lov til at anke dom for blasfemi. Hvis den kristne kvinde frikendes, vil hun være truet på livet af ekstremister

Aasia Bibi er blevet det internationale symbol på Pakistans strenge blasfemilove og landets muslimske fundamentalisters brug af lovene til at undertrykke religiøse mindretal, herunder især kristne. Her forlader Aasia Bibis mand retten efter at hans hustrus dødsdom er blevet udsat.
Aasia Bibi er blevet det internationale symbol på Pakistans strenge blasfemilove og landets muslimske fundamentalisters brug af lovene til at undertrykke religiøse mindretal, herunder især kristne. Her forlader Aasia Bibis mand retten efter at hans hustrus dødsdom er blevet udsat. Foto: Rahat Dar/EPA.

Dødsgrebet om Aasia Bibi er blevet løsnet, efter at Pakistans højesteret i går udskød den kontroversielle dødsdom for blasfemi, som siden 2010 har hængt over den kristne kvindes hoved.

Samtidig har den 44-årige mor til fem børn fået højesterets tilladelse til at anke dommen fra 2010.

Hendes advokat har bekræftet afgørelsen over for nyhedsbureauet AFP og erklæret, at højesteret senere vil fastsætte datoen for appelsagen, som skal vurdere, hvorvidt landarbejderen Aasia Bibi virkelig gjorde sig skyldig i blasfemi under et skænderi med muslimske kvinder i 2009 om en skål vand.

Aasia Bibi er blevet det internationale symbol på Pakistans strenge blasfemilove og landets muslimske fundamentalisters brug af lovene til at undertrykke religiøse mindretal, herunder især kristne.

Alene sidste år blev fem personer dømt til døden og en sjette idømt livsvarigt fængsel ifølge den amerikanske kommission Uscirfs 2015-rapport om religionsfrihed i verden. Over 1000 er blevet sigtet, siden blasfemilovene blev indført i 1986.

”Dette er en meget betydningsfuld afgørelse for Pakistans kristne. Vi kan potentielt få en ny retspraksis omkring definitionen af blasfemi, fordi appelretten skal tage stilling til, om Aasia Bibi virkelig har forhånet profeten Muhammed,” siger Wilson Chowdhry fra Sammenslutningen af Britisk-Pakistanske Kristne i London.

Samme melding kommer fra Anne-Isabelle Tollet, formand for Aasia Bibis støttekomité i Frankrig.

”Det er en rigtig god nyhed. Aasia Bibis advokater har kunnet sandsynliggøre, at der er tvivl om, hvorvidt hun virkelig har sagt noget blasfemisk. Højesteret er langt mere uafhængig end andre domstole, som i højere grad er genstand for pres og dødstrusler fra fundamentalisterne. Med tre dommere ved roret i højesteret har disse dødstrusler mindre gennemslagskraft, og det øger chancerne for, at hun kan blive frikendt,” siger Anne-Isabelle Tollet til radiostationen RCF.

Højesteretsdommeren har dog også meddelt, at retten senere vil tage stilling til en anmodning fra modparten, der hævder, at anken er indgivet for sent.

”Et nyt spil om fortolkningen af blasfemilovene begynder nu med højesterets afgørelse. Men kun en total afskaffelse af lovgivningen om blasfemi kan sikre Pakistans kristne mod overgreb. Og samtidig er de religiøse mindretal i landet genstand for generel diskrimination, som heller ikke vil forsvinde, selvom blasfemilovene lempes,” siger Wilson Chowdhry.

Aasia Bibis mand, Ashiq Masih, har over for det britiske dagblad Daily Mail erklæret, at parret aldrig mere vil kunne leve i deres hjemby af frygt for at blive overfaldet. Ekstremister har udlovet en dusør til den, der dræber hende.

Sidste år blev et kristent par dræbt af en vred menneskemængde efter beskyldninger om at have beskadiget en koran, og tidligere på måneden greb politiet i byen Lahore ind for at beskytte et andet kristent ægtepar, der var på nippet til at blive lynchet på grund af lignende beskyldninger.

I 2011 blev to fremtrædende regeringsrepræsentanter dræbt efter at have anbefalet at afskaffe blasfemilovene. Den ene havde også besøgt Aasia Bibi i fængslet.

Den amerikanske kommissions rapport om religionsfriheden i verden melder om positive signaler fra de pakistanske myndigheder og retsvæsnet, men understreger også, at myndighederne stadig er ude af stand til at sikre de religiøse mindretals sikkerhed.

”Hvis Aasia Bibi bliver frikendt, vil hun være i livsfare, allerede inden hun er kommet ud af retssalen,” siger Wilson Chowdhry.