Når et mord begås i Danmark, er det helt almindeligt, at politi og medier offentliggør gerningsmandens etnicitet, men sådan er det ikke i Sverige.
Af frygt for at medvirke til fordomme og racisme skriver de fleste svenske medier næsten aldrig om gerningsmænds etniske baggrund, de få gange politiet frigiver oplysningerne. Mandagens bestialske mord i et Ikea-varehus i Vesterås, hvor en 55-årig kvinde og hendes søn blev stukket ihjel, er en undtagelse, der har åbnet en debat om, hvor mediernes etiske grænser går, og om aviserne har forstærket fremmedhadet ved at skrive, at de to formodede gerningsmænd begge er kristne eritreere.
Ivar Arpi, lederskribent på Svenska Dagbladet, mener, at traditionen for at tilbageholde etnicitet medvirker til spekulationer, der gøder utilfredsheden med indvandringspolitikken. Særligt i en tid, hvor der de seneste cirka tre måneder har været 10 drab, der mere eller mindre kan sættes i forbindelse med indvandrere. Han mener, at mange er frustrerede over de mangelfulde oplysninger, og modsat flere venstreorienteredes frygt gavner det racisters sag, når man undviger at bringe detaljer om gerningsmænds baggrund.
”Folk er oprørte over mordet og de mange andre sager, og over at man ikke får mere at vide. De oplever, at de ikke hører sandheden, når det gælder integration og indvandring. Det gør, at folk deler alle mulige rygter på de sociale medier, og det skaber fordomme frem for afklaring,” siger han.
Ivar Arpi peger på, at det er bemærkelsesværdigt, at politiet som det første advarede om, at ”mørke kræfter” ville bruge drabet som racistisk ammunition, hvilket han mener er misforstået.
Han forklarer, at baggrunden for debatten om Ikea-mordet i høj grad skal findes i den overophedede indvandrerdebat, hvor også venstrefløjen er begyndt at ytre kritik af integrationen.
”Alt i Sverige handler i øjeblikket om asyl- og indvandrerpolitik, og derfor tolkes sådan en sag også ind i den kontekst. Politiets reaktion udstiller den svenske mentalitet og frygt for at se problemer i øjnene ved i stedet at sætte fokus på fremmedfjendskhed. Problemet er bare, at man bidrager til skepsissen mod eksempelvis muslimer, når man ikke offentliggør de detaljer, der har betydning for sagen,” siger han.
Blandt de store dagblade valgte Aftonbladet som det eneste ikke at offentliggøre de mulige gerningsmænds eritreiske herkomst. Oisín Cantwell, der er lederskribent på avisen, mener modsat Arpi, at offentliggørelse netop skaber fordomme.
”Det handler om at undgå polarisering og ikke medvirke til den stemning, som det fremmedfjendske Sverigedemokraterne har skabt. De bliver større og større, og på internettet raser en fremmedfjendsk debat, som de etablerede medier ikke skal bidrage til,” siger han.
Daniel Nordström, der er redaktør på lokalavisen Arbetarbladet i Midtsverige, mener, at det springende punkt er avisernes etiske regelsæt. Han henviser til de svenske presseetiske regler, hvor det fremgår, at man kun bør skrive om etnicitet, når det har afgørende betydning.
Han anerkender risikoen for at skabe fordomme, men peger på, at medierne må stå fast på principperne.
”Det væsentlige er, at man har faste etiske retningslinjer, og at man som publicist videregiver de oplysninger, man har, til befolkningen. Man skal kun skrive om baggrunden, når det er relevant, og ikke hvis en muslim laver et bankkup,” siger han.