Børn og kvinder er fanget i kaotisk flygtningelejr på grænsen til Makedonien

Tusindvis af flygtninge udholder kulde og regn i telte i håb om, at de snart får lov til at komme videre

Omkring 11.000 flygtninge befinder sig i lejren ved landsbyen Idomeni på grænsen mellem Grækenland og Makedonien, mange i enorme telte med ubeskrivelige sanitære forhold. –
Omkring 11.000 flygtninge befinder sig i lejren ved landsbyen Idomeni på grænsen mellem Grækenland og Makedonien, mange i enorme telte med ubeskrivelige sanitære forhold. – . Foto: Simela Pantzartzi/Epa/Scanpix.

Det skulle have været overgangen til et nyt liv, men er endt i mudder og europæisk uenighed. Ved landsbyen Idomeni på grænsen mellem Grækenland og Makedonien samler der sig hver dag flere og flere flygtninge, især syrere, der er fanget på vejen mod Nordeuropa.

”I aften når vi nok op på 11.000,” siger operationslederen Gemma Gillie fra Læger Uden Grænser, da Kristeligt Dagblads udsendte endelig finder hende midt i det uoverskuelige mylder.

I mandags affyrede makedonerne tåregas mod demonstrerende flygtninge, men nu er der roligt igen: ”Det er faktisk fantastisk, så rolige de er,” mener Gillie, forholdene taget i betragtning.

Organisationens lille hovedkvarter i en skurvogn er omringet af mennesker. Folk står i kø i håb om at se en læge. Langs den snegler en anden, endnu længere række af mennesker sig af sted. Det er for at få et måltid. De serverer 34.000 om dagen. Og bagved, hos politiet, venter endnu en række på at blive registreret. De får et nummer, dét nummer, der viser, hvornår det er deres tur til at komme over grænsen.

Familien Mohamed har nummer 209. Umiddelbart ikke så højt, men da grænsen for det meste er lukket, kan det have lange udsigter. De har slået to små plastictelte op på marken sammen med hundreder af andre.

I det ene bor Rodin Mohamed, kurdisk tekstilarbejder fra Afrin ved Aleppo i Syrien, sammen med sin kone Nazira og deres tre børn. Drengen Mohamed viser mig stolt, at han lige har tabt en tand.

”Men de andre er sløje,” siger Nazira, men ikke syge nok til, at hun vil slæbe dem op til køen hos lægerne. Også i teltet ved siden af, hvor Rodins søster og svoger Aisha og Hussein holder til med deres to piger, er der sygdom. Den 3-årige har feber og ligger og sover.

De har et tyndt soveunderlag af skumgummi og to tæpper – et de ligger på, og et til at tage over.

”Så vi ligger tæt for at holde varmen,” siger Rodin Mohamed.

Men det regner ind, og vinden får den tynde plastic til at blafre. Det er stadig koldt i det nordlige Grækenland, og det har regnet meget, så børnene har rendt rundt i mudder. Nu er det størknet, men til gengæld er der støv i luften overalt.

”Vi er mennesker, men føler, at vi bliver behandlet som dyr, og vi lever som dyr,” siger Rodin.

Toiletforholdene er ubeskrivelige, og der er ingen muligheder for at vaske sig.

”Og når folk er stuvet sammen under sådan nogle vilkår, så er der altid en risiko for, at der kan udbryde epidemier,” siger Gemma Gillie.

Så snart solen skinner, hænger der vasketøj overalt, hvor det kan hænge, på hegn, biler og over teltduge. Kernen i lejren er nogle enorme nærmest hal-lignende telte, som Læger Uden Grænser har slået op. Dér ligger folk i lag inde, og luften er ubehageligt tung, og de kan slet ikke rumme alle dem, der kommer nu.

Der er en vrimmel af børn i lejren i alle aldre, og mange kvinder uden deres mænd.

”Min mand er i Tyskland,” fortæller en mor fra Irak, som prøver at holde sammen på sin flok på otte.

”Jeg aner ikke, hvor længe vi skal blive her. Det er koldt og svært for børnene. Og det er dyrt at købe mad.”

Ifølge Unicef er over halvdelen af de flygtninge, der kommer gennem Grækenland nu, kvinder og børn, ”og det ses også her”, konstaterer Gemma Gillie.

Mange af flygtningene køber selv ind. Der er opstået små boder langs markvejen, hvor både lokale og initiativrige flygtninge laver forretning. Nogle går rundt og sælger løsøre – fra mobiltelefoner til tæpper og andet nødvendigt. Der er også et par vogne, som sælger færdigmad. ”Café”, står der på den ene.

”Vi øger den mængde af forsyninger, vi får ind hver dag, men det er stadig ikke nok,” siger Gemma Gillie.

Grænsen var åben et par timer i går, men med en meget grundig sagsbehandling, så kun et par hundrede slap igennem. Der er udsigt til at lejren vil vokse med over 1000 mennesker om dagen. De kommer nemlig, selvom den græske regering forsøger at holde folk tilbage i lejre omkring Athen. De tager selv afsted med bus eller tog og går det sidste stykke.

”De er så determinerede. De vil være tæt på grænsen,” som Gillie konstaterer.

Efterhånden som man nærmer sig, ser man flere og flere i vejkanten. Små og store grupper.

”Vi har gået 12 kilometer i dag,” fortæller otte syrere.

Der er lige så lang vej tilbage. Det sidste stykke kan de krydse ud over markerne, hvor andre er på vej den modsatte vej – til noget nærliggende krat og skov for at samle brænde. De laver store bål, der oser hen over teltene.

”Vi er flygtet fra krigen og vil bare gerne have et liv som mennesker. I fred,” siger familien Mohamed.