Bogens egen værdi. Måske kan e-bogen skærpe blikket for den klassiske bogs kvaliteter, mener en af verdens førende antikvarboghandlere

Antikvarboghandler Heribert Tenschert frygter ikke e-bogen, men ser hellere, at teknologien skal fremme opfattelsen af bogen som et kunstværk

E-bogen vil skærpe blikket for bogen som kunstværk, mener antikar Heribert Tenschert.
E-bogen vil skærpe blikket for bogen som kunstværk, mener antikar Heribert Tenschert. Foto: Mads Jensen Denmark.

Efter en tøvende start er e-bogen ved at slå igennem. Stadig flere overgiver sig til den lille skærm, som så praktisk kan vise de fleste bøgers sider. Nemt og måske en smule ferskt? I den helt anden ende af spektret sidder den tyske antikvarboghandler Heribert Tenschert, der i denne uge interviewes i avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung under overskriften Er De bange for e-bøger, hr. Tenschert?.

Hans elite-antikvariat Bibermühle forhandler nogle af de mest kostbare bøger på markedet. Tenschert er også selv samler, og han beretter smukt om fortryllelsen ved sin verden, langt fra de flygtige e-bøger.

LÆS OGSÅ: Boghandlere udråber e-bøger som fjenden

Hans egen ældste bog er et håndskrift, skrevet i Nordtyskland cirka år 1100 på pergament af kalveskind. Skånes det for ild og vand, vil det kunne holde to eller tre tusinde år endnu.

Såkaldte tidebøger har Heribert Tenschert en del af i sin personlige samling. Han fortæller fascinerende om det præg af from brug, disse bønnebøger ofte har. Det er slidspor, der er vidnesbyrd om troens lidenskab hos fortidens mennesker. Således er billedgengivelser af Kristi lidelser ofte udflydende, fordi de er blevet ramt af utallige tårer fra de læsende. Jesu ansigt kan være helt forsvundet, kysset væk af mange læber. Andet er med vilje kradset bort, især fremstillinger af djævle og dæmoner. Dengang kunne man tit ikke tåle synet af dem. Det burde mane til eftertanke hos nutidsmennesket, der frejdigt mener at være mere følsomt end middelalderens angiveligt simple og grove mennesker.

Tenschert frygter dog ikke e-bogen:

Tværtimod. Jeg ser snarere e-bogen som flankerende forholdsregel til befæstelse af det, jeg altid har elsket. Jeg mener bogen som samlet kunstværk: litterært, men også kunstnerisk. Jeg mener papiret, indbindingen, skriftbilledet, illustrationen, altså alt det, som man ikke skænker megen opmærksomhed mere. E-bogen vil skærpe blikket for bogen som kunstværk.

DEN TYSKE LITTERAT Walter Benjamin skrev i 1935 en artikel, der i dag har kultstatus på universiteterne: Kunstværket i den tekniske reproducerbarheds tidsalder. Benjamin taler om værkets aura, der går tabt under kapitalismen med dens masseproduktion. Kulturindustriens heftige reproduktion af originalen betyder, at denne fortoner sig. Tenschert har en anden udlægning:

Hvor meget jeg end værdsætter Walter Benjamin, må jeg dog modsige ham: Jo længere kunstværkets tekniske reproducerbarheds tidsalder varer, jo større kraft og virkning får originalens aura. Og man må her sige helt radikalt: E-bogen er en bog uden sanselighed, uden historie, uden liv. Den er den mest udpinte bog, man kan tænke sig, reduktionens reduktion. Og jeg indlader mig ikke på sådan en hungerkur.

Alligevel respekterer Tenschert e-bogen og håber, den kan hjælpe de bogfremmede.

Som bekendt bryster 20 til 50 procent af alle mænd sig jo glad og gerne med, at de ikke har læst en bog i årevis. Der kunne e-bogen måske være gavnlig.

FORFATTEREN UMBERTO ECO, der privat er en lidenskabelig bogsamler, har argumenteret ganske som Tenschert. Men også et yngre menneske, der ikke er samler, USAs stjerneforfatter Jonathan Franzen, ligger på linje. Han fortalte tidligere i år ved en litteraturfestival, at han ligefrem regner papirbogen for teknologisk overlegen:

Den teknologi, jeg kan lide, er den amerikanske paperbackudgave af Frihed (Franzens seneste roman, red.). Jeg kan spilde vand på den, og den virker stadig! Og hvad mere er, den vil også virke perfekt om 10 år. Så det er ikke så sært, kapitalisterne hader den. Den er en dårlig forretningsmodel, udtalte Franzen og tilføjede:

Jeg mener, at for seriøse læsere har en fornemmelse af noget permanent altid har været en del af erfaringen. Alt andet i ens liv er flydende, men her er teksten, der ikke forandrer sig.

Og videre:

Når jeg tager en bog, så håndterer jeg en specifik genstand på et specifikt tidspunkt og et specifikt sted. Den kendsgerning, at når jeg tager bogen ned fra hylden, siger den fortsat det samme det er betryggende. Nogen har arbejdet virkelig hårdt for at få sproget helt rigtigt. De er så sikre på det, at de har fået det trykt med tryksværte på papir. En skærm føles altid, som om man kunne slette dette, forandre hint, flytte rundt på det. Så for en, der er vild med litteratur som mig, er det bare ikke permanent nok.