Den osmanniske front var et sandt babelstårn under Første Verdenskrig

De færreste vestlige historikere har beskæftiget sig med de tyrkiske og arabiske oplevelser i Første Verdenskrig, som blev enden på Osmannerriget og fødslen af det nye Tyrkiet. Læs et uddrag fra historiker Eugene Rogans bog, hvor han optegner de forskellige parter i denne store mellemøstlige konflikt

Fraværet af Første Verdenskrig i de arabiske arkiver genspejles i de arabiske samfund generelt. Til forskel fra i Tyrkiet, hvor slagmarken ved Gallipoli er markeret med tyrkiske mindesmærker, og hvor der hvert år afholdes mindehøjtideligheder, er der ingen mindesmærker for krigen i byerne i den arabiske verden.
Fraværet af Første Verdenskrig i de arabiske arkiver genspejles i de arabiske samfund generelt. Til forskel fra i Tyrkiet, hvor slagmarken ved Gallipoli er markeret med tyrkiske mindesmærker, og hvor der hvert år afholdes mindehøjtideligheder, er der ingen mindesmærker for krigen i byerne i den arabiske verden.

Underkorporal John McDonald døde ved Gallipoli den 28. juni 1915. Han var 19 år gammel, og selvom han ikke havde nogen anelse om det, var han min grandonkel.

Der var ikke noget i hans liv, der havde forberedt John McDonald på at dø langt fra hjemmet. Han blev født i en lille skotsk landsby nær Perth, hvor han gik på Dollar Academy og mødte sin bedste ven, Charles Beveridge.

De gik begge ud af skolen som 14-årige for at søge arbejde. De to venner flyttede til Glasgow, hvor de fik job hos North British Locomotive Company.

Da der udbrød krig, Første Verdenskrig, i Europa i 1914, meldte Beveridge og McDonald sig sammen til det skotske infanteriregiment (også kendt som Cameronerne). De utålmodige rekrutter i det 8. skotske infanteriregiment tilbragte efterårsmånederne med at træne, misundelige på de andre bataljoner, der drog af sted for at kæmpe i Frankrig.

Det var først i april 1915, at den 1/8. bataljon skulle gøre tjeneste – ikke i Frankrig, men i osmannisk Tyrkiet.

Annonce: Køb bogen her

McDonald og Beveridge sagde deres sidste farvel til venner og familie den 17. maj 1915, da deres bataljon drog i krig. De sejlede til den græske ø Lemnos, der fungerede som mellemstation for britiske og allierede tropper, inden de blev sendt til Gallipoli.

Da de sejlede ind i øens havn Moudros den 29. maj – en måned efter de første landsætninger ved Gallipoli – passerede de en hel armada af krigs- og hangarskibe, der lå for anker.

De unge rekrutter må have været fyldt med ærefrygt over slagskibene, dreadnoughts og superdreadnoughts – nogle af de største skibe overhovedet. Mange var præget af de hårde slag, der var blevet udkæmpet i Dardanellerne, og havde huller i skrog og skorstene fra tyrkernes artilleri og landbatterier.
Osmannerrigets fald.

Skotterne havde to uger til at vænne sig til sommeren i det østlige Middelhav, før de blev sendt i kamp. Midt i juni sejlede de ud af Moudros’ havn under bifaldsråb fra de andre soldater og søfolk, der stod på dækkene af de fortøjede skibe. Kun de, som havde været i Gallipoli og vidste, hvad der ventede de grønne rekrutter, undlod at råbe hurra.

”Til et skib fyldt med australske syge og sårede,” huskede en af Cameronerne, ”råbte nogle af vores kammerater tidens slagord: ’Er vi mismodige? Nej!’ og da en kvik australier svarede ’Det bliver I snart’, blev vores drenge noget overraskede, men troede ikke på det.”

Den 14. juni var hele bataljonen sikkert i land, og fire dage senere rykkede det 8. skotske infanteriregiment op igennem kløften Gully Ravine til fronten. Under den uophørlige maskingeværild og de artilleriangreb, som Gallipoli allerede var berygtet for, led Cameronerne deres første tab i skyttegravene. Da mændene fik ordre om at angribe de tyrkiske stillinger, havde de mistet deres drengede entusiasme.

Som en officer huskede: ”Om det så var en forudanelse eller blot vægten af det uvante ansvar, kunne jeg ikke mærke den ukuelige tro på succes” blandt soldaterne.

Det britiske angreb den 28. juni blev indledt med to timers beskydning fra vandet. Øjenvidner affærdigede bombardementet som ineffektivt – alt for lidt til at drive de osmanniske soldater fra deres forsvarspositioner. Det britiske stormløb begyndte som planlagt klokken 11.00.

Som på Vestfronten klatrede mændene ud af deres skyttegrave på signal fra skingre fløjter. Da Cameronerne kom op fra skyttegravene, blev de beskudt for fuld kraft af de osmanniske soldater, der havde holdt deres stillinger, uforknytte af bombardementet fra de britiske skibe.

På fem minutter var det 1/8. skotske infanteriregiment så godt som udslettet. John McDonald døde af sine sår på et lazaret og blev begravet på Lancaster Landing Cemetery. Charles Beveridge faldt, hvor sygehjælperne ikke kunne komme frem til ham.

Hans jordiske rester blev først hentet efter våbenstilstanden i 1918, hvor hans knogler ikke var til at skelne fra de omkringliggende fra de mænd, der døde ved hans side. Han ligger i en massegrav, og hans navn er indgraveret i det store monument ved Kap Helles.

Cameronernes skæbne var både et stort chok og en stor sorg for deres venner og familie hjemme i Skotland, og Dollar Academy skrev nekrologer for John McDonald og Charles Beveridge i efterårsudgaven af skolens blad.

Der blev de to unge mænd beskrevet som bedste venner: ”De arbejdede sammen, boede sammen, meldte sig sammen og ’de skiltes ikke i liv og død’. Begge var prægtige unge mænd,” sluttede nekrologen, ”der fortjente deres rang.” Bladet kondolerede også over for de to drenges sørgende forældre. Det viste sig faktisk, at denne sorg var mere, end mine oldeforældre kunne bære.

Et år efter deres eneste søns død tog de den usædvanlige beslutning at forlade Skotland midt under krigen for at emigrere til USA. I juli 1916, da der var et ophold i de tyske u-bådes angreb på Atlanterhavssejladserne, tog de sammen med deres to døtre et skib, der ved skæbnens bitre ironi hed SS Cameronia, til New York.

De kom aldrig tilbage. Familien endte med at slå sig ned i Oregon, hvor min mormor senere blev gift og fik min mor og onkel. De og alle deres efterkommere har John McDonalds tidlige død at takke for deres liv.

Min personlige forbindelse til Første Verdenskrig er på ingen måde enestående. Da YouGov i 2013 gennemførte en undersøgelse i Storbritannien, kom de frem til, at 46 % af alle briter havde et familiemedlem eller en ven, som havde været med i Første Verdenskrig. Disse personlige forbindelser forklarer, hvorfor Første Verdenskrig stadig fascinerer så mange af os hundrede år efter. Mobiliseringen og blodbadets blotte omfang lod næsten ingen familier urørt i de konfliktramte lande.

Jeg lærte min grandonkels historie at kende, da jeg forberedte en tur til Gallipoli i 2005. Min mor, Margaret, min søn, Richard, og jeg drog tre generationer af sted for at vise ham vores respekt, det første familiebesøg, han havde fået i over 90 år. På vej ned ad de snoede gader på Gallipolihalvøen gik vi forkert og endte ved et tilfælde ved Nuri Yamut-monumentet til minde om de tyrkere, der faldt den 28. juni – det samme slag, hvor John McDonald og Charles Beveridge døde.

Mindesmærket for de tyrkiske faldne i det, de kalder slaget ved Zığındere eller Gully Ravine, blev en øjenåbner for mig. Hvor min onkels deling havde lidt tab på 1.400 mand – halvdelen af styrken – og de totale britiske tab løb op i 3.800, var 14.000 osmanniske soldater blevet såret eller slået ihjel ved Gully Ravine. Nuri Yamut-momumentet er deres fælles grav, og de ligger under en marmorgravsten, på hvilken der blot står ”Şehidlik (Martyrium) 1915”. Alle de bøger, jeg havde læst om Cameronerne, beskrev de forfærdelige tab af britiske liv, den dag min onkel døde.

Ingen af de britiske kilder nævnte de mange tusinde tyrkiske faldne. Det manede til eftertænksomhed, at antallet af efterladte tyrkiske familier i den grad overgik antallet af de sørgende i Skotland.

Jeg forlod Gallipoli slået af det indblik, jeg havde fået i, hvor lidt vi i Vesten ved om de tyrkiske og arabiske oplevelser i Første Verdenskrig. De snesevis af bøger, der udgives på engelsk om de forskellige mellemøstlige fronter, reflekterer stort set alle de britiske eller allieredes synspunkter. Gallipoli var ”Churchills fiasko”, Kut al-Amara var ”Townshends overgivelse”, Den Arabiske Revolte blev ledet af ”Lawrence of Arabia”, vi taler om ”Maudes indtog” i Bagdad og ”Allenbys erobring” af Jerusalem.

Samfundshistorikere, der er opsat på ikke kun at fortælle det officielle systems historie, har undersøgt de almindelige soldaters oplevelser gennem dagbøger og breve arkiveret i Londons Imperial War Museum, Canberras Australian War Memorial og Wellingtons Alexander Turnbull Library. Efter et århundredes forskning har vi et godt overblik over den allierede side af skyttegravene.

Men vi er kun lige gået i gang med at lære den anden side at kende – hvordan de osmanniske soldater var fanget i en desperat kamp for overlevelse mod stærke angribere.

Det er faktisk ret svært at beskæftige sig med den osmanniske front fra den tyrkiske side. Selvom der er blevet udgivet masser af dagbøger og erindringer i Tyrkiet og den arabiske verden, har de færreste vestlige historikere sprogkundskaberne til at læse dem, og kun en brøkdel af de udgivne primærkilder er tilgængelige i oversættelse.

Arkivmaterialer er endnu sværere at få fat i. Det Tyrkiske Arkiv for Militære og Strategiske Studier i Ankara (Askeri Tarih ve Stratejic Etüt Başkanlığı Arşivi, eller
ATASE) indeholder den største samling primærmaterialer om Første Verdenskrig i Mellemøsten, men adgang til ATASE er underlagt streng kontrol, og forskere skal gennemgå en sikkerhedsgodkendelse, der kan tage månedsvis – hvorefter adgang hyppigt nægtes.

Store dele af samlingen er lukket for forskere, som også er begrænsede i deres muligheder for at tage kopier af materialerne. Der er dog en række tyrkiske og vestlige forskere, der har fået adgang til samlingen og er begyndt at udgive vigtige studier af de osmanniske oplevelser af Første Verdenskrig. De andre nationalarkiver, der findes i Mellemøsten, blev grundlagt længe efter konflikten og lægger ikke synderlig vægt på Første Verdenskrig.

Fraværet af Første Verdenskrig i de arabiske arkiver genspejles i de arabiske samfund generelt. Til forskel fra i Tyrkiet, hvor slagmarken ved Gallipoli er markeret med tyrkiske mindesmærker, og hvor der hvert år afholdes mindehøjtideligheder, er der ingen mindesmærker for krigen i byerne i den arabiske verden.

Selvom næsten alle de moderne arabiske lande blev trukket ind i Første Verdenskrig på den ene eller anden måde, bliver konflikten husket som nogle andres krig – en tid, hvor det skrantende Osmannerrige og dets overilede ungtyrkiske ledere forvoldte de arabiske folkeslag megen lidelse.

I den arabiske verden resulterede Første Verdenskrig i martyrer (særligt arabiske aktivister, der blev hængt på de centrale pladser i Beirut og Damaskus, der senere blev omdøbt til ”Martyrpladsen” i begge byer), men ingen helte.

Det er på tide at indsætte den osmanniske front på rette plads i både Første Verdenskrigs og det moderne Mellemøstens historie, for det var mere end noget andet Osmannerrigets deltagelse i krigen, der ændrede Europas konflikt til en verdenskrig.

Til forskel fra de mindre sammenstød i Fjernøsten og Østafrika blev der udkæmpet store slag i alle krigens fire år i Mellemøsten. Derudover var de mellemøstlige slagmarker ofte krigens mest internationale.

Australiere og newzealændere, alle de østasiatiske folkeslag, nordafrikanere, senegalesere og sudanesere stod side om side med franske, engelske, walisiske, skotske og irske soldater mod de tyrkiske, arabiske, armenske og tjerkessiske styrker i den osmanniske hær og deres tyske og østrigske allierede.

Den osmanniske front var et veritabelt babelstårn, en konflikt mellem internationale hære på en skala, som verden aldrig før havde set. De fleste af Ententemagternes krigsstrateger afviste kampene i Osmannerriget som underordnede i forhold til de primære krigsskuepladser på Øst- og Vestfronten.

Toneangivende briter som Horatio Herbert Kitchener og Winston Churchill agiterede kun for at føre krig i Tyrkiet af den fejlagtige overbevisning, at dette ville give de
allierede en rask sejr over Centralmagterne, som ville bringe krigen til en hurtig afslutning. Denne undervurdering af fjenden fangede de allierede i krævende kampagner – i Kaukasus, Dardanellerne, Mesopotamien og Palæstina – der trak hundredetusindvis af tropper væk fra Vestfronten og endte med at forlænge krigen.

De allierede nederlag på den osmanniske front resulterede i alvorlige politiske kriser derhjemme. Den forliste Dardanellerkampagne tvang den liberale britiske premierminister H.H. Asquith i koalitionsregering med de konservative i maj 1915 og medvirkede til Asquiths fald det følgende år.

De britiske nederlag ved Gallipoli og i Mesopotamien førte til to uafhængige undersøgelseskommissioner, hvis rapporter hårdt kritiserede både de politiske og de militære beslutningstagere.

Hvis det var osmannerne, der gjorde Europas konflikt til en verdenskrig, er det lige så sandt, at Første Verdenskrig transformerede det moderne Mellemøsten. Der var nærmest ikke en eneste region, der gik ram forbi.

Mænd blev indkaldt fra alle tyrkiske og arabiske provinser i riget og fra alle kolonistater i Nordafrika. Civilbefolkningen led også under de økonomiske trængsler og epidemierne, som krigen førte med sig. Der blev udkæmpet slag i det nuværende Egypten, Yemen, Saudi-Arabien, Jordan, Israel og de palæstinensiske områder, Syrien, Libanon, Irak og Tyrkiet.

De fleste af disse lande blev selvstændige stater som en direkte konsekvens af Osmannerrigets fald ved slutningen af Første Verdenskrig. Osmannerrigets fald var en epokegørende begivenhed. Det havde bestået i mere end seks århundreder som verdens største islamiske imperium.

Grundlagt i slutningen af 1200-tallet af centralasiatiske handelsmænd blev det osmanniske sultanat et dynasti, der kunne true Det Byzantinske Rige i både Lilleasien og på Balkan. Efter sultan Mehmed
II’s erobring af den byzantiske hovedstad, Konstantinopel, blev osmannerne den stærkeste magt omkring Middelhavet.

Med Konstantinopel (senere omdøbt til Istanbul) som deres hovedstad fortsatte osmannerne hastigt deres erobringer. I 1516 besejrede Selim I det Kairo-baserede Mamlukrige og føjede Syrien, Egypten og al-Hijaz ved Det Røde Hav til osmannernes territorier. I 1529 stod sultan Süleyman I til hele Europas skræk ved Wiens porte.

Osmannerne fortsatte med at udvide deres besiddelser indtil deres sidste forsøg på at tage Wien i 1683, hvor riget spændte over tre kontinenter, herunder Balkan, Lilleasien (kaldet Anatolien af tyrkerne), Sortehavet og de fleste arabiske lande fra Irak til grænsen til Marokko. I løbet af de næste to århundreder blev osmannerne overhalet af de dynamiske europæere.

De begyndte at tabe krige til deres naboer – til Katarina den Stores russiske imperium, til de habsburgske kejsere, hvis hovedstad, Wien, de tidligere havde truet, og fra 1699 trak de osmanniske grænser sig tilbage for de ydre udfordringer.

I starten af 1800-tallet begyndte osmannerne at miste landområder til de nationalistiske bevægelser, der var sprunget op i deres Balkanprovinser. Grækenland var det første land, der tilkæmpede sig selvstændighed efter en otte år lang krig mod styret i Istanbul (1821-1829). Rumænien, Serbien og Montenegro fik deres selvstændighed i 1878, og Bosnien, Hercegovina og Bulgarien fik selvstyre ved samme anledning.

Europas stormagter blev ved med at tage osmanniske områder: Storbritannien tog Cypern og Egypten mellem 1878 og 1882, Frankrig besatte Tunesien i 1881, og Rusland annekterede tre provinser i den osmanniske del af Kaukasus i 1878. På grund af den hårde kamp med de interne og eksterne trusler mod territorierne forudsagde de politiske kommentatorer i starten af det 20. århundrede, at Osmannerriget snart ville gå under.

En gruppe patriotiske unge officerer, der kaldte sig ungtyrkerne, håbede stadig, at riget kunne genvinde sin styrke gennem forfatningsmæssige reformer. I 1908 gjorde de oprør mod sultan Abdülhamid II’s (regerede fra 1876-1909) enevældige styre i et desperat forsøg på at redde deres stat. Med ungtyrkernes opstigning til magtens tinde gik osmannerne ind i en turbulent periode uden fortilfælde, der skulle ende med at trække riget ind i dets sidste og største krig.