Boom i antallet af uledsagede flygtningebørn

Et boom af uledsagede flygtningebørn får nu EU-kommissionen til at sende ekstra krisebistand til Italien

Europa oplever et boom i uledsagede flygtningebørn, og i 2014 tog Italien imod 13.026 børn uden forældre. Arkivfotoet er fra en syrisk flygtningelejr i Libanon.
Europa oplever et boom i uledsagede flygtningebørn, og i 2014 tog Italien imod 13.026 børn uden forældre. Arkivfotoet er fra en syrisk flygtningelejr i Libanon.

Italien oplever lige nu et boom i antallet af uledsagede mindreårige, der krydser landets grænser væk fra krig i Mellemøsten og Afrika syd for Sahara. Ifølge tal fra de italienske myndigheder ankom 13.026 flygtningebørn uden forældre til Italien i 2014. Det er en stigning på 148 procent sammenlignet med året før, hvor 5232 børn tog flugten på egen hånd. Det har fået den italienske regering til at bede EU om hjælp. EU-Kommissionen sender nu 13,7 millioner euro (100 millioner kroner) i krisebistand til landet.

Røde Kors i Italien er en af de nødhjælpsorganisationer, der har fået til opgave at hjælpe de uledsagede mindreårige. For mange af børnenes vedkommende er Italien ikke endemålet, men et transitland. Efter ankomsten til Europa begynder eftersøgningen efter familiemedlemmer i håbet om at blive genforenet. Det sker blandt andet i Røde Kors gennem eftersøgningstjenesten (RFL), som er et netværk, Røde Kors har skabt i samarbejde med det internationale samfund.

”Modtagelsessystemet i Italien har et stort fokus på de uledsagede børn, fordi de er den mest sårbare gruppe. Under deres flugt er der stor fare for, at de havner i hænderne på kriminelle netværk eller endnu værre: bliver ofre for menneskehandel. De børn, vi møder, er udmattede, desorienterede og stressede efter flugten, og de har behov for omsorg, sundhedshjælp og rådgivning,” siger Laura Bastianetto fra Røde Kors i Italien.

I det kommende år har Røde Kors i Italien også fået til opgave at kontrollere modtagelsescentrenes håndtering af de mindreårige flygtninge for at sikre, at fundamentale menneskerettigheder bliver overholdt.

Ud over krisebistanden til de uledsagede børn, oplyser EU-Kommissionen, at den fortsætter operation ”Triton” til udgangen af 2015. Operationen blev iværksat af EU-Kommissionen i november 2014 for at hjælpe Italien med flygtningestrømmen fra Mellemøsten og Afrika.