Trist 10-årsdag: Rydningen af bosættelser i Gaza har ikke ført til fremskridt

I 2005 rømmede Israel Gaza-striben. Siden er fredsprocessen fastfrosset og Gaza forvandlet til et åbent fængsel med krig, fattigdom og korruption

En fredsløsning, der indebærer en egentlig palæstinensisk stat, er længere væk i dag, end den var for 10 år siden. Der finder ikke forhandlinger sted mellem Israel og Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed, og der er ikke fred mellem Israel og Gaza, men kun en våbenhvile, som når som helst kan blive brudt af en ny konfrontation,” siger terrorforsker Lars Erslev Andersen.
En fredsløsning, der indebærer en egentlig palæstinensisk stat, er længere væk i dag, end den var for 10 år siden. Der finder ikke forhandlinger sted mellem Israel og Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed, og der er ikke fred mellem Israel og Gaza, men kun en våbenhvile, som når som helst kan blive brudt af en ny konfrontation,” siger terrorforsker Lars Erslev Andersen. Foto: Suhaib Salem/reuters.

I dag er det 10 år siden, at Israels tilbagetrækning fra Gaza begyndte og 21 jødiske bosættelser blev rømmet. Siden da er udsigterne til en forhandlingsløsning mellem israelere og palæstinenserne blot blevet mere utopiske og levevilkårene for Gazas befolkning katastrofalt forværret.

Sådan lyder analyserne af den historiske beslutning, som daværende premierminister Ariel Sharon gennemtrumfede trods markant modstand, både i sit eget bagland og blandt de godt 8.000 bosættere, som måtte forlade Gaza-striben den 15. august 2005.

”En fredsløsning, der indebærer en egentlig palæstinensisk stat, er længere væk i dag, end den var for 10 år siden. Der finder ikke forhandlinger sted mellem Israel og Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed, og der er ikke fred mellem Israel og Gaza, men kun en våbenhvile, som når som helst kan blive brudt af en ny konfrontation,” siger Lars Erslev Andersen, terrorforsker og Mellemøstspecialist ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Ingen havde forventet, at netop Ariel Sharon, tidligere general i den israelske hær og kendt for sin modstand mod en palæstinensisk stat, skulle tillade etableringen af et palæstinensisk selvstyreområde. Men beskyttelsen af omkring 8000 israelere omgivet af 1,4 millioner palæstinensere kostede den israelske stat dyrt i form af militær tilstedeværelse, militære tab og skår i Israels internationale anseelse.

”Sharon var desuden klar over, at Israel stod over for et demografisk problem. Hvis ikke palæstinenserne fik deres eget område, ville israelerne komme i mindretal i Israel. Den ensidige tilbagetrækning betød, at han selv kunne bestemme, hvordan dette område skulle se ud,”siger Lars Erslev Andersen.

En af Ariel Sharons nærmeste rådgivere, Dov Weisglass, erklærede i et kontroversielt interview med det israelske dagblad Haaretz i 2004, at meningen med tilbagetrækningen var ”at lægge så meget formaldehyd ud, at der ikke bliver en politisk proces med palæstinenserne”.

Interviewet er senere blevet fortolket som et forsøg på at få høgene i Likud-partiet til at acceptere tilbagetrækningen.

”Ved at give afkald på Gaza er det lykkedes Israel at holde fast i Vestbredden, eller Judæa og Samaria (den israelske betegnelse for Vestbredden, red.), som har langt større religiøs og symbolsk betydning end Gaza,” siger David Jano, Mellemøstkommentator og foredragsholder.

Prisen har været en permanent krigstrussel, især efter at Hamas, som Israel betegner som en terrororganisation, vandt valget i Gaza i 2006. Men trods alt at foretrække fremfor tilstanden før rømningen.

”Nok har Israel fået en sikkerhedsrisiko med risiko for raketangreb. Men tabene er mindre end de selvmordsattentater, man oplevede før. Og ved at trække sig ud har Israel efterladt palæstinenserne med deres egne problemer. Hamas i Gaza og Fatah på Vestbredden kæmper om magten. Situationen i Gaza leverer skyts til argumentet om, at palæstinenserne ikke er i stand til at håndtere en selvstændig stat. De millioner af dollar i nødhjælp, som blandt andet EU har øset ud over det palæstinensiske selvstyre, har især beriget en korrupt elite,” siger David Jano.

Gaza er det territorium i verden, som har modtaget flest udviklingskroner pr. indbygger, men 39 procent af de i dag 1,8 millioner indbyggere lever under fattigdomsgrænsen, og 41 procent er arbejdsløse, ifølge Verdensbanken.

”Økonomien hæmmes af Israels og Egyptens kontrol af grænseposterne og den strenge israelske blokade, som blandt andet skal forhindre import af våben, men som også gør det umuligt at få økonomien til at fungere. Tre krige, især den seneste i sommeren 2014, har efterladt Gaza som en ruinhob. Hamas og Fatah bærer deres del af skylden for, at Gaza kaldes verdens største fængsel. Men det er civilbefolkningen, der betaler prisen,” siger David Jano.