Bradley Manning - en helt eller en forræder mod USA?

Sagen mod Bradley Manning viser USAs holdning til informanter nogle amerikanere ser ham som en helt, andre som en forræder

Mange på den internationale politiske venstrefløj ser Bradley Manning som en sandhedssøgende helt udsat for en hetz af en hemmelighedsbesat regering. På billedet ses en gruppe i Chicago demonstrere for hans løsladelse.
Mange på den internationale politiske venstrefløj ser Bradley Manning som en sandhedssøgende helt udsat for en hetz af en hemmelighedsbesat regering. På billedet ses en gruppe i Chicago demonstrere for hans løsladelse. Foto: Jacek Boczarski Demotix Denmark.

For nogle amerikanere er menig Bradley Manning der lige nu står for en krigsret i den mest omfattende lækage af statshemmeligheder i USAs historie en heltemodig sandsiger. For andre er den spinkle 25-årige tidligere efterretningsanalytiker en forræder, der har sat nationens sikkerhed over styr.

Kampen mellem de to fortællinger om Bradley Manning udspiller sig både i og uden for retssalen på militærbasen Fort Meade i delstaten Maryland, der i de næste tre måneder er skueplads for det, som nogle iagttagere betegner som en af det 21. århundredes vigtigste retssager i USA.

LÆS OGSÅ: Wikileaks har sat fokus på, at åbenhed har en pris

Retssagen finder sted på et tidspunkt, hvor der er voksende fokus på Barack Obama-regeringens aggressive tilgang til lækager og whistleblowere (informanter). Den har undersøgt et hidtil uset stort antal lækagesager, og i sidste måned kom det frem, at justitsministeriet i al hemmelighed har skaffet sig adskillige journalisters telefonlister, formentlig i forbindelse med efterforskningen af informationslæk fra CIA.

Bradley Manning er tiltalt for at have lækket cirka 720.000 fortrolige dokumenter om blandt andet Guantanamolejren og krigene i Irak og Afghanistan til whistleblower-hjemmesiden Wikileaks. De alvorligste af de 22 anklagepunkter mod ham er, at han forsætligt har bistået fjenden ved at gøre efterretninger tilgængelige for terrorgrupper på internettet.

Da retssagen begyndte i mandags, beskyldte anklagerne Manning for at være drevet af ego og arrogance, mens hans egen sagfører skildrede ham som en ung, naiv mand , der ville oplyse offentligheden om krigens sande pris. Manning har selv forklaret, at oplevelser i Irak gjorde ham desillusioneret over USAs udenrigspolitik.

LÆS OGSÅ: Retssagen mod WikiLeaks hovedkilde begynder

Mange på den internationale politiske venstrefløj ser Bradley Manning som en sandhedssøgende helt udsat for en hetz af en hemmelighedsbesat regering. Mannings støtter har indsamlet syv millioner kroner til hans forsvar, og der er i denne uge arrangeret støttedemonstrationer i 24 amerikanske byer samt i Australien, Tyskland, Italien, Sydkorea og Storbritannien.

I USA sympatiserer mange mennesker imidlertid med regeringen, der siger, at det lækkede materiale truede med at blotlægge værdifulde militære og diplomatiske kilder og har belastet dens forhold til andre regeringer.

Han lagde i flæng hundredevis af menneskers navne på internettet og satte deres liv på spil over deres samarbejde med USA. Jeg mener, at han opførte sig hensynsløst. Jeg tror, at det er mærkeligt for folk her, at mange i Europa behandler ham som en helt, siger eksempelvis Gabriel Schoenfeld, der er seniorforsker ved den konservative tænketank Hudson Institute, til det amerikanske nyhedsbureau AP.

Bradley Manning blev anholdt i Irak i maj 2010 og har siden siddet varetægtsfængslet i perioder i isolation. Retssagen er planlagt til at vare i tre måneder med sidste retsdag den 23. august. Manning, der har erklæret sig skyldig i 10 af de mindre alvorlige anklager, risikerer at blive idømt fængsel på livstid.