Brasilianere frygter, at festen er forbi

Frustrationerne breder sig i Brasilien, hvor præsident Dilma Rousseff er presset af korruptionsskandaler, økonomisk afmatning og landets sociale problemer

Over hele Brasilien demonstrerede folk i søndags for at vise deres utilfredshed med præsident Dilma Rousseff. Her er det fra landets største by, Sao Paulo, hvor 200.000 mennesker var på gaden.
Over hele Brasilien demonstrerede folk i søndags for at vise deres utilfredshed med præsident Dilma Rousseff. Her er det fra landets største by, Sao Paulo, hvor 200.000 mennesker var på gaden. . Foto: Sebastiao Moreira .

”Dilma skal væk, ellers må militæret gribe ind,” råber tusinde af mennesker til takten af trommernes slag. Mellem to lygtepæle hænger et reklamebanner fra det statsejede olieselskab Petrobas. En ung mand kravler op og sætter ild til banneret. Folk pifter og jubler.

Op imod en million brasilianere var i søndags på gaden i protest mod præsident Dilma Rousseff. Hun er under mistanke for at være involveret i en omfattende korruptionsskandale i Petrobas. Ifølge den offentlige anklager er der blevet svindlet for 20 milliarder kroner.

En del af pengene er angiveligt gået til politikere. 54 højtstående kongresmedlemmer og senatorer er under anklage. Og selvom Dilma Rousseff ikke er tiltalt, viser en meningsmåling, at tre ud af fire brasilianere mener, at hun er involveret. De kræver nu, at hun bliver stillet for en rigsret og straffet for den massive korruption i statsapparatet.

Demonstrationerne fandt sted i 65 byer over hele Brasilien. De var organiseret af landets højrefløj, men mange af deltagerne var personer, som tidligere har støttet Dilma Rousseff og hendes venstreorienterede Arbejderparti.

”Jeg har stemt to gange på Dilma, men det fortryder jeg nu. Priserne bliver ved med at stige, uden at lønningerne følger med. Vi har ikke længere råd til at betale for elektricitet. Og imens fortsætter politikerne med at stikke vores skattekroner i lommerne,” siger 36-årige Mariana Branco, der er mor tre.

Hun er en af 200.000 brasilianere, der trodsede regnen i landets største by, Sao Paulo, for at vise sin utilfredshed med præsidenten.

For blot fem måneder siden kunne Dilma Rousseff ellers fejre en ny valgperiode i spidsen for verdens femtestørste land, da 52 procent af brasilianerne pegede på hende ved præsidentvalget.

Men hun har haft svært at leve op til valgløfterne. Økonomien er stagneret, inflationen udhuler folks lønninger, og korruptionsskandalerne og de sociale problemer fortsætter. Tilliden til Dilma Rousseff er rekordlav, og hun er under et massivt pres, mener Alvaro Lima Blanco, der er sociolog ved Sao Paulo Universitet.

”Der er stor risiko for, at demonstrationerne tager til. Og de kan blive ledsaget af generalstrejke blandt sygeplejersker, lærere og andre faggrupper, som har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen på grund af de stigende leveomkostninger,” siger han.

Søndagens folkeprotester var de mest omfattende siden sommeren 2013, hvor demonstrationer og generalstrejker lammede Brasilien på grund af utilfredshed med landets dyre værtskab for VM i fodbold. Her var Dilma Rousseff nødt til at komme med store indrømmelser til befolkningen. Og det kan meget vel blive tilfældet igen, vurderer Alvaro Lima Blanco.

Dilma Rousseff har allerede reageret på demonstrationerne og bebudet, at flere sager vil blive hastebehandlet i Kongressen. Blandt andet vil hun allerede på fredag præsentere en ny pakke mod korruption, som indeholder flere midler til efterforskning og strengere straffe. Samtidig vil hun tage hårdere midler i brug for at bekæmpe inflationen, der er på det højeste niveau i 10 år. Ifølge politisk kommentator Marcelo Salgado sker det for at tage folkeprotesterne i opløbet.

”Regeringen har lært af protesterne fra 2013, hvor den afviste at bøje sig, indtil presset blev for stort. Dilma håber, at hendes initiativer vil lukke munden på demonstranterne, så hun kan få arbejdsro til at tackle landets mange udfordringer,” siger han til den brasilianske tv-station O Globo.

Folkeprotesterne kommer kort tid efter, at en rapport fra det amerikanske analyseinstitut Gallup viste, at Brasilien ligger på femtepladsen over klodens lykkeligste nationer. Ifølge rapporten hænger det sammen med Brasiliens enorme sociale og økonomiske fremskridt de seneste 10 år, hvilket har rykket 40 millioner mennesker ud af fattigdom.

Men situationen er vendt i 2014 og begyndelsen af 2015, hvor økonomien er gået i stå, værdien af landets valuta, realen, er raslet ned, og udgifterne til sommerens VM har drænet statskassen.

”Mange brasilianere frygter, at opturen er ovre, og festen er forbi, hvis ikke der sker radikale politiske ændringer,” siger Marcelo Salgado.

For Mariana Branco var søndagens demonstration blot det første slag.

”Kampen fortsætter. Kommer vi ikke af med Dilma i tide, risikerer vi at vende tilbage til tilstandene i 1990'erne med håbløshed, fattigdom og hjemløse overalt. Vi er kommet så langt og må ikke sætte fremskridtene over styr,” siger hun.

Der er annonceret nye demonstrationer i den kommende weekend.