Burkinier i norsk svømmeundervisning skaber debat om religionsfrihed

På flere norske skoler prøver man at forhindre fravær i svømmeundervisningen ved at lade muslimske piger bruge heldækkende badedragter

En række skoler i Lenvik Kommune ved Tromsø i Nordnorge lader pigerne bade iført såkaldt burkini. Den er lavet af samme materiale som almindelige badedragter og dækker kroppen fra fødder til hoved og har et tilhørende slør.Sagen har rejst en fornyet debat om ligestilling og religionsfrihed. Modelfoto
En række skoler i Lenvik Kommune ved Tromsø i Nordnorge lader pigerne bade iført såkaldt burkini. Den er lavet af samme materiale som almindelige badedragter og dækker kroppen fra fødder til hoved og har et tilhørende slør.Sagen har rejst en fornyet debat om ligestilling og religionsfrihed. Modelfoto.

I Norge har der som i en række andre vestlige lande længe været debat om, hvorvidt skolerne bør ændre svømmeundervisningen for at forhindre, at muslimske piger pjækker.

Forslag om kønsopdeling er blevet modtaget med bred norsk kritik, men nu er det kommet frem, at en række skoler i Lenvik Kommune ved Tromsø i Nordnorge lader pigerne bade iført såkaldt burkini. Den er lavet af samme materiale som almindelige badedragter og dækker kroppen fra fødder til hoved og har et tilhørende slør.

Sagen har fået massiv opmærksomhed og rejst en fornyet debat om ligestilling og religionsfrihed, selvom piger i Lenvik i årevis har haft lov til at bruge burkini. Debattøren Laial Janet Ayoub mener, at man bør udbrede brugen af dragten i de norske skoler.

”Skoler tilpasser sig altid børns behov, og hijab i svømmehallen bør ikke være en undtagelse (…) Det vigtigste, vi kan lære vores børn, er, at de i Norge frit kan praktisere deres religion og klæde sig, som de vil,” skriver hun i et indlæg i Aftenposten.

Også Norges Svømmeforbund og det lokale idrætsråd i Tromsø Kommune er positive.

”Det er livsvigtigt at lære at svømme, og hvis burkinien kan få flere børn og unge med, bør vi give dem den mulighed,” siger Britt Leandersen, der er ansvarlig for inkludering i Tromsø idrætsråd, til tv-kanalen NRK.

Siden debatten tog fart, har blandt andet Oslo Kommune oplyst, at man i årevis har accepteret burkini i de kommunale svømmehaller. Men at skolerne også gør det, har fået blandt andre Fremskridtspartiet til at protestere.

”Vi ved fra de muslimske lande, at man dækker sig til af seksuelle årsager. Skolens tiltag er en måde at seksualisere børn på, og det har jeg meget lidt tilovers for,” siger Per Amundsen, der er næstformand i partiets afdeling i Tromsø, til NRK.

Den norsk-iranske forfatter Mina Bai deler partiets kritik.

”Vi skal adskilles, tildækkes og skjules for hinanden af frygt for seksuelt samkvem og moralsk forfald. Jo mere vi dækkes og adskilles, desto mere modvirker vi dog ligestilling (…) Burkini til børn seksualiserer pigernes barnekrop, og det er ikke vejen til integration. Det er et fremskridt for islamismen, som skal siger imod,” skrev hun tidligere på ugen i et indlæg i Aftenposten.