At dømme et andet menneske til at dø er udelukkende et spørgsmål om, at staten på familiens og de efterladtes vegne tager hævn. Men folk holder ikke op med at begå grove forbrydelser på grund af truslen om dødsstraf. Dødsstraf bringer kun mere død til verden. Det er USA det bedste bevis på.
Den 60-årige lastbilchauffør Jerry Givens har ikke altid tænkt sådan. Indtil 1999 var den store, sorte amerikaner gennem 25 år bøddel på dødsgangen i et fængsel i Richmond i delstaten Virginia, der sammen med Texas står for de fleste henrettelser i USA.
Jeg var med til at tage livet af 62 mennesker, 25 med dødssprøjten og resten i den elektriske stol. I nogle år havde jeg ansvaret for at udløse den elektriske ladning på helt op til flere tusinde volt, der blev sendt gennem kroppen på den dømte i mellem 20 og 60 sekunder, indtil han døde. I begyndelsen tænkte jeg, at de mennesker, der var havnet på dødsgangen, selv havde været ude om det. At de fortjente at dø for de ugerninger, de havde gjort. Men efterhånden kom jeg til at tænke på, at jeg måske havde været med til henrette uskyldige, og den tvivl vil nage mig resten af mit liv, siger Jerry Givens og piller ved en af de tunge guldringe, der sidder på hans fingre.
Han fortæller, at 75 procent af fangerne erkendte deres skyld, mens de sidste 25 procent fastholdt, at de var uskyldig dømt.
LÆS OGSÅ: Lyspærernes glimt minder mig om den elektriske stol
Hvis man henretter en uskyldig, har man ikke mulighed for at gøre skaden god igen og bringe ham tilbage til livet. For at fjerne risikoen for at henrette en uskyldig bør man helt afskaffe henrettelsesfasen af en dødsstraf. Hvis man ønsker det, kan man bevare dødsstraffen, men uden at eksekvere dommen, for det er i sig selv straf nok at sidde på en dødsgang resten af sit liv. Men det giver os muligheden for, at vi kan løslade fangen, hvis det viser sig, at han er uskyldig dømt.
Hvad fik dig til at ændre mening?
Jeg har altid troet på Gud, og jeg har bedt både for de fanger, jeg skulle henrette, og for, at det, jeg gjorde, var det rigtige. Men med årene og henrettelserne begyndte tvivlen at vokse, indtil jeg kom til den overbevisning, at hverken jeg eller andre har ret til at sætte os til doms over andre mennesker. Vi skal lade Gud gøre sit arbejde, siger Jerry Givens.
Fortryder du i dag, hvad du har gjort?
Ja, selvfølgelig! Men min holdning er, at når jeg ikke kan give livet tilbage til de 62, jeg har taget det fra, kan jeg i det mindste forsøge at forhindre, at andre mister det.
Siden han forlod jobbet som fængselsfunktionær og bøddel, har Jerry Givens været aktiv i kampen mod dødsstraf. Og der er nok at tage fat på i USA, der er det eneste land i den vestlige verden, der holder fast i dødsstraf. Men også i USA er der skred i holdningerne. I 2012 blev Maryland således den 18. af de 50 amerikanske delstater, der sløjfede dødsstraffen i sin lovgivning.
Når jeg tager rundt i landet og holder foredrag og møder, plejer jeg at spørge deltagerne, om de ville forsvare henrettelse, hvis det var deres egen søn eller datter, der sad på dødsgangen. Det er mit indtryk, at flere og flere amerikanere begynder at sætte spørgsmåltstegn ved dødsstraf og tvivle på, at den har nogen præventiv virkning. Dertil kommer, at det er meget dyrt for det offentlige at bevare den. Hver eneste dødsdømt koster over en million dollar (seks millioner kroner) til mindst to beskikkede forsvarsadvokater og udgifterne til anklagemyndigheden i appelsagerne, der let kan vare i 15 år, siger Jerry Givens.
Jeg vil kæmpe resten af mit liv for at få afskaffet dødsstraf med henrettelse. Hvis jeg bare kan redde en fange fra at dø, har det været det hele værd, understreger han.