Californien sukker efter vand

En massiv tørke plager Californien. Værst står det til i East Porterville i Tulare-provinsen, hvor folk er ved at omstille sig på en fremtid uden vand i hanerne

Efter fem måneder uden vand i hanerne fik 85-årige Manuel Dominguez en midlertidig vandtank, der forsyner hans hjem med vand til opvask og badning. Se flere billeder ved at klikke på pilene i billedet.
Efter fem måneder uden vand i hanerne fik 85-årige Manuel Dominguez en midlertidig vandtank, der forsyner hans hjem med vand til opvask og badning. Se flere billeder ved at klikke på pilene i billedet. Foto: Sidsel Nyholm.

Da Donna Johnsons brønd løb tør for vand i sommer, troede hun til at begynde med ikke på det. Det var først, da et rør blev sænket ned i brønden, og hun hørte den dumpe lyd af metal mod cement, at virkeligheden gik op for hende.

72-årige Donna Johnson, der bor med sin mand og to heste i det lille landbrugssamfund East Porterville i Tulare-provinsen ved foden af Sierra Nevada-bjergene i det centrale Californien i USA, opdagede snart, at hun ikke var alene: Nabo efter nabo oplevede, at deres vandhaner begyndte at sprutte for derpå kun at dryppe og til sidst være helt tavse.

Californien plages på fjerde år af en historisk tørke, der har udtørret søer og floder og forvandlet førhen grønne enge og sneklædte bjergtoppe til et afsvedet ørkenlandskab i brune farvetoner. Delstatens guvernør, demokraten Jerry Brown, har netop bekendtgjort, at delstatens indbyggere skal nedbringe vandforbruget med mindst en fjerdedel, og at han forventer, at situationen er permanent.

”Selve det stof, som det moderne Californien er gjort af, er i fare,” siger Jerry Brown, der betegner tørken som et resultat af menneskeskabte klimaforandringer.

Amerikanerne spørger nu sig selv om, hvorvidt Californiens status som USA's spisekammer - det er her, at næsten halvdelen af landets frugt, grønt og nødder produceres trods et fra naturens side tørt klima - er omme. Moder Natur synes at kæmpe imod.

Værst står det til i East Porterville, hvor de fleste hjem er afhængige af uregulerede private brønde, hvis pumper ikke kan nå ned til det stadig mere fjerne grundvand.

”Vi blev taget med bukserne nede. Det er som at have en snigende sygdom. Man opdager den ikke, før den er i udbrud,” siger Donna Johnson, en livlig gråhåret kvinde i turkisfarvet bluse med rhinsten og matchende kondisko.

Ingen offentlig myndighed vidste, hvor mange brønde der var var tørret ud, så i juli begyndte Donna Johnson at føre en liste over, hvor mange mennesker i East Porterville, der var uden vand. Hun fyldte sin lavendelfarvede bil, en Chrysler PT Cruiser, som hun har peppet op med et betræk af lilla leopardmønstret plys, med drikkevand købt i supermarkedet og kørte rundt i lokalsamfundet, hvor de fleste mennesker er fattige mexicanske landbrugsarbejdere, og spurgte, hvem der manglede vand.

”Familier har intet vand til at gå i bad, til at gøre rent og til at skylle ud i toilettet. Det er uværdigt og en trussel mod den offentlige sundhed. Det er dem, der plukker vores frugter og grøntsager og sørger for, at hele USA har mad på bordet, og de har brug for, at nogen kerer sig om dem og taler deres sag,” siger hun.

Da Donna Johnsons liste over mennesker uden vand nåede op på flere end 100 navne, ringede hun til myndighederne. Den lokale avis bragte en artikel med hendes adresse, telefonnummer og en begæring om donationer. Den næste dag fandt hun paller med vand uden for carporten. Lige siden har hun udskiftet pensionisttilværelsen med et fuldtidsjob som leverandør af drikkevand, knus og opmuntrende ord til mange af de cirka 500 hjem i East Porterville med udtørrede brønde. ”Vandenglen” kalder de hende.

Blandt hendes flok er 85-årige Manuel Dominguez, der bor alene i et nedslidt gult hus med bøger og papirer på hver en ledig overflade og en væg prydet med en samling af sakse. Da vandet holdt op med at strømme ud af hans haner, begyndte hans veninde, den 20 år yngre Gloria Acosta, at fylde to femliters flasker med vand fra sin lejlighed i en nærliggende by og bringe dem over til ham. Men hun måtte standse, da en nabo ringede til hendes udlejer og sladrede.

”Jeg kan godt forstå, at min udlejer forbød mig at tage hans vand. Men det er forkert, at vand er blevet noget, vi slås om. Jeg er katolik og tænker tit på, om Gud forsøger at fortælle os mennesker noget ved ikke at give os regn,” siger Gloria Acosta.

Hun ringede til Donna Johnson, der kom med drikkevand til Manuel Domin-guez, som efter et langt liv som bygningsarbejder nu lever af en beskeden folkepension. I efteråret begyndte byen og amtet at reagere på vandkrisen, og i dag har han, som flere andre i nabolaget, en midlertidig vandtank, der forsyner hans hjem med en begrænset mængde ikke-drikkeligt vand til opvask og badning. Men vandet er fyldt med kemikalier og giver ham kløende udslæt på kroppen.

Andre er mindre heldige. Adskillige hjem er stadig helt uden vand, og beboerne må fylde plastikbøtter med vand fra en 24.000 liter stor tank ved brandstationen. Ved den katolske kirke, Iglesia Emmanuel, har byens myndigheder opstillet en række skurvogne med offentlige brusebade og håndvaske, hvor folk kan tage bad og børste tænder. Den lokale skole er også begyndt at åbne baderum tidligt om morgenen for elever, der ikke kan vaske sig hjemme.

”Det er ydmygende for børnene. At leve uden vand er forbundet med fattigdom, og mange mennesker herude mener, at de, der er fattige, er mindre værd,” konstaterer Donna Johnson.

Hun standser bilen ved et lille bart jordlod, hvor en lurvet lyseblå skurvogn står parkeret. Her bor en mor, en landarbejder, med sine to børn. De har ikke en dråbe i hanerne og venter stadig på en midlertidig vandtank. Som mange andre lever de nu mest af færdigmad og bruger paptallerkener og plastikkrus for at undgå at vaske op.

”Har I brug for mere drikkevand?”, spørger Donna Johnson, da en lille pige trækker et gardin fra vognens eneste vindue.

Hun ryster på hovedet. Familien er på vej i kirke og har travlt med at komme hen til de offentlige brusere for at vaske støvet af sig.

Donna Johnson kører videre, mens hun peger til højre og venstre:

”Det hus har intet vand.”

”Det hus har intet vand.”

”Det hus har intet vand.”

Hun standser hos den 95-årige tidligere appelsinplukker Vicky Yorba. Den lille kvinde med gylden lød og høje kindben, der vidner om det indianerblod, som løber i hendes årer, har boet i East Porter-ville, siden hun var 14 år. Hun har ikke oplevet en tørke lig den, der nu plager Californien.

”Jeg skammer mig ikke over at sige, at jeg ofte græder mig selv i søvn. Min græsplæne er blevet til støv, mine roser er visnede, og det træ, jeg plantede som minde om min far, er dødt. Det knuser mit hjerte,” siger Vicky Yorba, mens hun viser billeder af bedre og grønnere tider.

Som mange andre i East Porterville har hun lært at tilpasse hverdagen den nye virkelighed. Hun gemmer det vand, som hun skyller tallerkener i, til at gøre rent og vande de planter, der ikke er visnet. Hun har udskiftet brusebade med etagevask, og en nabo kører hende til møntvaskeriet, hvilket er dyrt og besværligt.

”Jeg har aldrig været en kvinde, der havde brug for ret meget i livet. Men jeg er bekymret for familierne heromkring. Nogle har sparet op hele livet for at købe et lille hus. Hvordan skal de komme videre i livet? Hvem vil købe et hjem, der ikke har vand?”, spørger hun.

Donna Johnson er færdig med dagens vandleverancer. Men inden hun kører hjem, vil hun forbi vandreservoiret Lake Success (Succes Sø) for at se, hvordan situationen står til. På vej derud vidner strålende grønne appelsinplantager i det ellers knastørre brunlige landskab om, at landmændene bekæmper tørken med vand, som de henter stadig dybere nede i jorden eller køber på det private marked.

Besøget ved Lake Success er nedslående. Reservoiret får vand fra Tule-floden, der fyldes op af smeltevand fra Sierra Nevada-bjergene. Men snefaldet svinder ind år for år, og vandstanden er endnu lavere, end da Donna Johnson var her for to uger siden.

”Det er som at se en katastrofe i langsom gengivelse,” siger hun.

Og hvad er fremtidsudsigterne? Selv havde Donna Johnson og hendes mand råd til at betale 8000 dollars (53.000 kroner) for at få boret deres brønd dybere. Så de har vand. Indtil videre.

”Brønden kan tørre ud igen, og vi kan forsøge at bore længere ned, men der er ingen permanente løsninger. Vi mennesker har hærget kloden, og nu forsvarer den sig. Jeg tror, at vi gør klogt i at begynde at tænke på at flytte til en anden planet,” siger hun med et suk.

Vandstanden i vandreservoiret Lake Success er lavere, end Donna Johnson nogensinde har oplevet. ”Det er som at se en katastrofe i langsom gengivelse,” siger hun. - Begge fotos: Sidsel Nyholm.
Vandstanden i vandreservoiret Lake Success er lavere, end Donna Johnson nogensinde har oplevet. ”Det er som at se en katastrofe i langsom gengivelse,” siger hun. - Begge fotos: Sidsel Nyholm. Foto: Sidsel Nyholm
Strålende grønne appelsinplantager i det ellers knastørre brunlige landskab vidner om, at landmændene bekæmper tørken med vand, som de henter stadig dybere nede i jorden eller køber på det private marked. -
Strålende grønne appelsinplantager i det ellers knastørre brunlige landskab vidner om, at landmændene bekæmper tørken med vand, som de henter stadig dybere nede i jorden eller køber på det private marked. - Foto: Sidsel Nyholm