Cameron får kritik for at ville tvinge indvandrerkvinder til at lære engelsk

Storbritanniens premierminister David Camerons udtalelser om indvandrerkvinder møder hård kritik

I et interview med BBC slår David Cameron fast, at der kan være jobs og situationer, hvor man ikke kan bære et slør, der dækker ansigtet. Det kan være på skoler, i retssale og ved grænsekontrol.
I et interview med BBC slår David Cameron fast, at der kan være jobs og situationer, hvor man ikke kan bære et slør, der dækker ansigtet. Det kan være på skoler, i retssale og ved grænsekontrol. Foto: ANDY RAIN/EPA.

Premierminister David Cameron har sat gang i en følelsesladet debat ved at foreslå, at borgere i Storbritannien skal lære engelsk, samt at nogle jobs ikke kan passes af folk med et tildækket ansigt. Bemærkninger, der særligt var rettet mod muslimske kvinder, som lever et isoleret liv som husmødre.

Forslagene er del af en ny forstærket kampagne mod radikalisering, og premierministeren har bebudet, at der målrettet skal bruges 200 millioner kroner på de anslået 190.000 muslimske kvinder, som kun taler og forstår en smule eller slet ikke engelsk.

Men det er bemærkninger, som bliver mødt med hård kritik.

”David Cameron bruger endnu engang britiske muslimer som politisk fodbold til at score nogle billige point ved at fremstå som stærk,” siger direktør Mohammed Shafiq fra den muslimske organisation Ramadhan Founda-tion til avisen The Times.

”Vi har i mange år gjort det klart, at vi står over for en forhøjet risiko fra terrorisme og en hadsk ideologi. Den bedste måde at konfrontere det, er ved at støtte det arbejde, der finder sted i hele landet, og ikke at lange ud efter og nedgøre muslimer,” fortsætter direktøren, som også peger på det ironiske i, at regeringen under Cameron siden 2011 har skåret ned på sprogundervisningen for indvandrere.

Selv fra konservative rækker er der kritik. Baronesse Sayeeda Sarsi, der var den første britiske minister med muslimsk baggrund, kritiserer også sin partileder David Cameron.

”Jeg mener, det er et udtryk for dovenskab og sjusk, når man begynder at formulere politik ud fra stereotyper, som så negativt stigmatiserer samfundsgrupper,” siger hun ifølge avisen The Independent.

For David Cameron handler det om at nå ud til de, som lever isolerede liv i parallelsamfund.

Den seneste folketælling fra 2011 viser, at 22 procent af de muslimske kvinder over 16 år kun taler lidt eller intet engelsk. Den eneste anden religiøse gruppe med en høj andel er hinduer med 13 procent.

Målt på oprindelsesland er pakistanere den største gruppe efterfulgt af kvinder fra Bangladesh og arabiske lande.

I et interview med BBC slår Cameron også fast, at der kan være jobs og situationer, hvor man ikke kan bære et slør, der dækker ansigtet. Det kan være på skoler, i retssale og ved grænsekontrol.

Men han vil ikke følge det franske eksempel med et totalt burkaforbud, som blev indført 2010.

”At følge den franske tilgang med at forbyde et beklædningsstykke er ikke den måde, vi gør tingene på i dette land, og jeg tror heller ikke, at det ville hjælpe,” siger premierministeren.