Dødstrusler efter afstemning om armensk folkemord

Et kvindeligt parlamentsmedlem er blevet truet med overfald og voldtægt, og Tyrkiet truer med økonomiske repressalier mod Frankrig før en ny afstemning om det armenske folkemord

Et kvindeligt parlamentsmedlem er blevet truet med overfald og voldtægt, og Tyrkiet truer med økonomiske repressalier mod Frankrig før en ny afstemning om det armenske folkemord
Et kvindeligt parlamentsmedlem er blevet truet med overfald og voldtægt, og Tyrkiet truer med økonomiske repressalier mod Frankrig før en ny afstemning om det armenske folkemord. Foto: BULENT KILIC Denmark.

Dødstrusler og trusler om voldtægt er i julen væltet ind hos Valérie Boyer, medlem af det franske par-lament for regeringspartiet UMP og forfatter til et lovforslag, som skal gøre det strafbart at benægte folkemord på armenierne i 1915.

LÆS OGSÅ: Tyrkisk vrede over fransk Armenien-debat

Bag truslerne, som er blevet sendt til hendes facebook- og twitter-adresser, står formentlig medlemmer af tyrkiske organisationer i Frankrig, som er vrede over loven.

Det franske indenrigsministerium har meddelt, at Valérie Boyer og hendes familie vil få politibeskyttelse.

Risikoen for overgreb er begrænset, men vi kan ikke vide os sikre mod en isoleret galning, siger en repræsentant for ministeriet til det franske dagblad Le Figaro.

Forholdet mellem Tyrkiet og Frankrig er blevet eksplosivt forværret, efter at loven blev vedtaget ved førstebehandlingen den 22. december. Tyrkiet har kaldt sin ambassadør i Frankrig hjem og forsøger at lægge pres på parlamentets andet kammer, Senatet, som skal andenbehandle lovforslaget.

Den tyrkiske regeringsleder, Recep Tayyip Erdogan, har kaldt loven for racistisk og beskyldt Frankrig for folkedrab under Algierkrigen. Trods trusler om økonomiske sanktioner har den tyrkiske økonomiminister dog afvist systematisk boykot af franske varer. Men private opfordringer til boykot florerer i Tyrkiet.

En handelsmesse mellem de to lande, som skulle have fundet sted i januar, er blevet aflyst. Ifølge det franske dagblad Le Monde har bystyret i den tyrkiske hovedstad, Ankara, annulleret en bestilling på eldrevne biler hos Renault, og også en kontrakt med Peugeot skal være på vippen.

Tyrkiet har tidligere straffet Frankrig på pengepungen i 2001, da Frankrig officielt anerkendte det armenske folkemord, hvor 1,5 millioner armeniere blev dræbt under Første Verdenskrig.

Men sanktionerne varede kun i få uger. Frankrig er den næststørste udenlandske investor i Tyrkiet, som omvendt er Frankrigs 11-største handelspartner. De to landes samhandel beløb sig til 90 milliarder kroner i 2010.

Ifølge formanden for den franske Nationalforsamling, Bernard Accoyer, er det usandsynligt, at den omstridte lov kan nå at blive færdigbehandlet og endeligt vedtaget i løbet af 2012.

Ifølge historikere og armenske organisationer blev 1,5 armenere udslettet af Det osmanniske Rige i 1915. Tyrkiet anerkender højst 500.000 dødsofre og nægter at tale om et folkemord. Armenierne blev ikke ofre for systematisk forfølgelse, men for krigstidens almindelige uro, hævder de tyrkiske myndigheder.