Da Kennedy talte til Berlin: ”Ich bin ein Berliner”

Præsident John F. Kennedys tale i Berlin for 50 år siden var et improviseret retorisk mesterstykke, der for mange historikere rangerer som en af det 20. århundredes største politiske taler

Selv i dag er de færreste klar over, at Kennedys tale ved Schöneberg rådhus i Berlin den 26. juni 1963 langt hen ad vejen var improviseret. Han sagde andet og mere, end hans rådgivere havde anbefalet. Kennedys beslutning om at ændre talen var et resultat af et besøg ved Berlinmuren tidligere på dagen, som havde været stærkt bevægende for præsidenten. –
Selv i dag er de færreste klar over, at Kennedys tale ved Schöneberg rådhus i Berlin den 26. juni 1963 langt hen ad vejen var improviseret. Han sagde andet og mere, end hans rådgivere havde anbefalet. Kennedys beslutning om at ændre talen var et resultat af et besøg ved Berlinmuren tidligere på dagen, som havde været stærkt bevægende for præsidenten. –. Foto: .

Borgerne i Vestberlin var mødt tidligt op ved Schöneberg rådhus den 26. juni 1963, hvor USAs præsident, John F. Kennedy, skulle tale senere på dagen. Nogle havde slået lejr på rådhuspladsen natten forinden for at sikre sig en plads. Den store forsamling på hundredtusinder af mennesker flød ud over pladsen og ned i sidegaderne. Folk hang i lygtepæle, gadeskilte og træer og viftede med, hvad de kunne finde, for at vise deres entusiasme: velkomstskilte, paraplyer, plakater, flag og lagener.

LÆS OGSÅ: Ich bin ein Berliner-talen

I de forudgående måneder havde politiske rådgivere og diplomater på begge sider af Atlanten drøftet forstandigheden i at lade præsidenten rejse til Berlin. Muren, der delte Øst- og Vestberlin, var blot to år gammel, og otte måneder forinden havde Cubakrisen nær udløst en tredje verdenskrig mellem USA og Sovjetunionen. Berlin var den kolde krigs nervecenter, og det blev betragtet som bydende nødvendigt at undgå at provokere Sovjetunionen eller vestlige allierede på det prekære spørgsmål om Berlins juridiske status.

Men den tale, som forsamlingen blev vidne til, da præsidenten endelig dukkede op på podiet ved middagstid, var en politisk sensation, som ingen af præsidentens ledsagere og mindst af alle hans politiske rådgivere havde forventet.

John F. Kennedy lod hånt om størstedelen af den snørklede og forsigtigt formulerede tale, som hans stab havde planlagt, fortæller Andreas Daum, der er professor i moderne europæisk historie ved University at Buffalo i New York og forfatter til bogen Kennedy in Berlin (Kennedy i Berlin).

Selv i dag, årtier efter talen, er de færreste klar over, at Kennedys mest berømte tale var improviseret. Han sagde mere, end han burde, han sagde noget andet, end hans rådgivere havde anbefalet, og han var mere provokerende end tilsigtet, siger Andreas Daum, der som led i sin forskning har brugt måneder på at sammenligne udkastet til den oprindelige tale med den faktiske tale.

Kennedys beslutning om i sidste øjeblik at ændre talen var resultat af hans to besøg ved Berlinmuren tidligere på dagen, forklarer Andreas Baum. Den amerikanske præsident havde blandt andet besigtiget Murens mest berygtede kontrolpunkt, Checkpoint Charlie, hvor han fra den anden side af grænsen blev betragtet af små grupper af politiovervågede østberlinere.

Kennedy blev synligt bevæget ved synet af denne monstrøsitet af pigtråd og beton. Han mærkede, hvor uoverstigelig kløften var mellem demokratiske og kommunistiske samfund. Vi kan med ret stor sikkerhed sige, at denne oplevelse fik ham til at søge efter andre, mere umiddelbare og følelsesladede ord til at tale om situationen i Berlin, siger Andreas Daum, der selv er født i Tyskland.

John F. Kennedys tale er mest berømt for erklæringen Ich bin ein Berliner (jeg er berliner), som ingen steder er at finde i det maskinskrevne manuskript, Kennedy holdt i hænderne under talen, men tilføjet som håndskrevet note af præsidenten selv. Sætningen var genbrug fra en tale, som Kennedy holdt i New Orleans året forinden, hvor han talte om stoltheden ved at være borger i Amerikas Forenede Stater.

Ich bin ein Berliner indgik i talen to gange som et udtryk for opbakning til Vestberlins borgere, der levede i en enklave dybt inde i Østtyskland og frygtede østtysk besættelse. Vestberlin var, fortalte præsidenten dem, et symbol på frihed i en verden truet af den kolde krig.

Talen den 26. juni 1963 var planlagt til at falde sammen med 15-års jubilæet for begyndelsen på den amerikansk ledede luftbro til Berlin under Berlinblokaden i 1948, hvor den sovjetiske besættelsesmagt blokerede alle vand- og landeveje til Vestberlin.

Under blokaden forsynede USA og Storbritannien via tre luftkorridorer Vestberlins godt 2,5 millioner borgere med fødevarer og brændsel, hvilket skabte stor velvilje for amerikanerne i den vesttyske befolkning.

I dagene op til den amerikanske præsidents besøg havde Berlins borgmester, Willy Brandt, opfordret byens borgere til at udvise selvbeherskelse og undlade umådeholdne følelsesudbrud. I Berlin blev talen ifølge Andreas Daum ikke desto mindre forvandlet til en politisk happening med jublende, grædende, råbende og skrigende tilhørere.

Selvom europæerne var skuffede over Kennedys Berlin-politik, og mange vesttyskere mente, at USA ikke havde gjort tilstrækkeligt for at forhindre Murens opførelse, så havde de med stor begejstring ventet på denne gestus af solidaritet fra amerikanerne. Det var et utrolig stort øjeblik, at en atommagt kom på besøg i den kolde krigs symbolske hovedstad, siger Andreas Daum.

John F. Kennedys tale var, tilføjer han, tiltænkt ikke bare Berlins borgere.

Idet Kennedy vidste, at Berlin var orkanens øje, målrettede han talen til et globalt publikum. Han brugte den verdensomspændende medieopmærksomhed til at sætte USA i søgelyset som frihedens beskytter, siger han.

Mens reaktionen på talen var positiv i Vesteuropa og USA, var Sovjetunionen ikke begejstret for talen, hvori John F. Kennedy betegner Berlinmuren som det mest åbenbare og livagtige bevis på det kommunistiske systems svigt.

Kennedy havde to uger forinden talt på mere forsonende vis om at forbedre relationer til Sovjetunionen, og efter Berlin-talen erklærede hans sovjetiske modpart, Nikita Khrusjtjov, at man skulle tro, at talerne blev holdt af to forskellige præsidenter.

I Sovjetunionen blev alle Kennedys skridt fulgt ned til mindste detalje, og talen blev afskrevet som koldkrigspropaganda. Den historiske kendsgerning er, at Sovjetunionen og USA var tæt på at underskrive den første aftale om et atomprøvestop, og hvis man fjerner al retorikken, var supermagterne faktisk på vej til at nærme sig hinanden, siger Andreas Daum.

Han understreger, at selvom John F. Kennedys tale var et uforbeholdent forsvar for vestlige frihedsidealer, så raslede den amerikanske præsident ikke med sablen. I stedet for at behandle den kolde krig som blot en sag om, hvem der havde mest militær magt samt viljen til at bruge den, så gjorde han den til en kamp, der omfattede folks ret til selvbestemmelse. Og han gjorde sine udenrigspolitiske visioner klar for de almindelige europæere og amerikanere.

Kennedy sagde ikke til kommunisterne, at de var onde, sådan som præsident Ronald Reagan gjorde to årtier senere. I stedet hyldede han de tyskere, som var fanget i et delt Berlin, bemærker Andreas Daum.

Ikke desto mindre mente flere i Kennedys stab, heriblandt hans nationale sikkerhedsrådgiver McGeorge Bundy, at præsidenten var gået for vidt, og efter talen begyndte selv Kennedy at blive urolig. Da han senere samme dag talte til et lukket publikum på Freie Universität Berlin, holdt han en mere moderat og afdæmpet udgave af talen.

Reaktionen på talen foran Schöneberg rådhus var imidlertid så overvældende, at John F. Kennedy, da han sad i flyet på vej fra Tyskland, bemærkede til sin nære rådgiver og taleskriver, Ted Sorensen, at vi vil aldrig igen få en dag som denne, så længe vi lever.

Flere journalister beskrev da også hans optræden i Berlin som det største show på Jorden. Og i dag, dagen før 50-års dagen for den stilistisk overlegne tale, rangerer den ifølge mange historikere stadig som en af det 20. århundredes største og mest ene-stående politiske taler.

Talen er forankret i den politiske retoriks historie som en markør for koldkrigsæraen og for præsidentiel talekunst. Den var en milepæl i den politiske retoriks historie, og den er forblevet uovertruffen lige siden, siger Andreas Daum.

Og den er vigtig i dag som en af den kolde krigs milepæle, tilføjer han.

Talens betydning i dag er at minde os om en anden æra, som vi er nødt til at kende for at forstå, hvor vi er i dag. Samtidig var den også med til at stadfæste den positive indstilling over for USA, som stadig gør sig gældende hos de fleste mennesker i Centraleuropa i dag. Den etablerede en kerne, som ikke er forsvundet, selvom holdningen til USA med tiden er blevet meget mere pragmatisk, i takt med at europæerne er modnet politisk, siger Andreas Daum.

Det originale talemanuskript opbevares i det statslige amerikanske agentur National Archives and Records Administration, hvis formål er at bevare og dokumentere historiske og officielle dokumenter.