Da terrorspøgelset viste sig i Sinai-ørkenen

Indtil videre kan russerne - mens de afventer de tekniske undersøgelser - konstatere, at den største flykatastrofe i landets historie indtraf i Mellemøsten i lørdags. Og i hvert fald for en kort stund blev det klart for russerne, at engagementet i Syrien og bombekampagnen mod IS og præsident Bashar al-Assads modstandere kan indebære en høj pris. En ny type terrortrussel mod Rusland - og helt almindelige russere. Foto: Xinhua News Agency / Scanpix Denmark

Et af de store spørgsmål i Syrien-krigen er, om russerne nu også skal frygte at være terrormål, når de rejser på ferie i blandt andet Egypten, der er en populær russisk turistdestination
Jens Worning

Præsident Putin har været en garant for russernes stabilitet, men lørdagens flystyrt i Egypten kan give hans magtfundament sprækker

Få timer efter at det russiske passagerfly KGL9268 med 224 mennesker om bord i lørdags styrtede ned i Sinai-ørkenen i Egypten, påtog en lokal, militant gruppe med tilhørsforhold til Islamisk Stat, IS, sig skylden for flystyrtet. Det er blevet imødegået af de fleste officielle vurderinger, selvom det fra russisk side ikke udelukkes, at der kan være tale om terror.

I går erklærede den irske lufthavnsmyndighed, der har godkendt flyets certifikater, at alt var i orden til det årlige tjek for et halvt år siden. Og det lille flyselskab Kogalymavia meddelte, at flyet selv ikke havde tekniske fejl. Så en teknisk årsag måtte derfor være ”ekstern”. Det er dog fastslået, at flyet ikke er skudt ned. Eneste terror-scenarie er derfor en sprængning inde i flyet.

Indtil videre kan russerne - mens de afventer de tekniske undersøgelser - konstatere, at den største flykatastrofe i landets historie indtraf i Mellemøsten i lørdags. Og i hvert fald for en kort stund blev det klart for russerne, at engagementet i Syrien og bombekampagnen mod IS og præsident Bashar al-Assads modstandere kan indebære en høj pris. En ny type terrortrussel mod Rusland - og helt almindelige russere.

Det er det nuværende styre i Kreml sig helt bevidst. Den russiske stat har et blandet generalieblad, når det kommer til håndtering af den type tragedier.

En af de første - for præsident Vladimir Putin - var ubåden ”Kursk”, der sank med fatal udgang for alle 188 om bord i sommeren 2000. Statens reaktion var kritisabel. To måneder efter sin tiltrædelse satte Putin sin lid til rådgivning fra forsvaret, der sagde, at håndteringen var under kontrol og hans medvirken unødvendig. Derfor kunne de pårørende se deres præsident i sommerekvipering ved en villa ved Sortehavet - mens deres sønners skæbne blev beseglet i Barentshavet. Putins tavshed var et statsligt reaktionsmønster arvet fra sovjettiden. Og det medførte en massiv mediestorm - mod præsident og regering.

Denne gang har det været helt modsat. Både præsidenten og premierministeren var på, fra de første informationer løb ind. Søndag blevet erklæret national sørgedag. To ministre blev sendt til katastrofeområdet. I går kom de første af ofrenes jordiske rester til Skt. Petersborg, hvor der er arrangeret identifikation for de pårørende. Alle ressourcer er sat ind. Der vises handlekraft. Og det er blevet belønnet i den offentlige opinion.

Det er der - flere - gode grunde til end blot den indlysende, nemlig omsorg for de pårørende og efterladte. Det handler om terrorspøgelset, der viste sig kortvarigt i lørdags. Og ikke kan viskes endegyldigt væk endnu.

Ruslands aktion i Syrien handler om mange ting. Herunder frygten for terror. Den russiske frygt er, at øget radikalisering i Syrien og Irak kan medføre en strøm af radikaliserede islamister til Kaukasus. Dér, hvor den russiske terrortrussel har sit arnested. I den forstand er de russiske bombetogter i Syrien ment som en præventiv aktion, der skal øge Ruslands sikkerhed.

Terror har fulgt det nye Rusland tæt siden Sovjets sammenbrud. I 1990'erne var det Tjetjenien-krigene, der dominerede. Boris Jeltsin måtte tage den højtstående russiske officer Aleksander Lebed ind som vicepræsident og leder af det nationale sikkerhedsråd for at genvinde præsidentmagten i 1996. Lebed havde opnået stor popularitet for sin fredsindsats i den første Tjetjenien-krig. Den anden Tjetjenien-krig var en væsentlig del af Putins vej til præsidentembedet. Hvor den første krig var tragisk - for Rusland - og uden ende, endte den anden Tjetjenien-krig succesfuldt. Igen med russiske øjne, for det blev statens prop i den tjetjenske terrorrede.

Putins vej til magten har været via stabilitet i russerens hverdag. Økonomisk fremgang og beskyttelse mod terror. På de punkter adskiller fortællingen om Putin sig fra fortællingen om Jeltsin. Og kombineret er det fundamentet i hans politiske legitimitet.

Putins krige i Ukraine sidste år og Syrien i år udgør et nyt politisk minefelt. Siden 2014 er økonomien kommet i krise blandt andet på grund af sanktioner. Krisen forventes at stå på i hvert fald de næste to til tre år. Rublen har mistet købekraft. Og dermed er russernes personlige frihed - som voksede markant i 2000'erne som følge af vækst i russisk økonomi - indskrænket, og for eksempel udlandsrejserne blevet færre. Samtidig er Rusland blevet internationalt isoleret. I hvert fald fra Vesten.

Et af de store spørgsmål i Syrien-krigen er, om russerne nu også skal frygte at være terrormål, når de rejser på ferie i blandt andet Egypten, der er en populær russisk turistdestination.

De krige, som Putin har engageret Rusland i i 2014 og 2015, har vist handlekraft og indebåret taktiske, geopolitiske gevinster. Men til en høj omkostning, der indebærer en høj politisk risiko - både for Rusland og for ham selv op til de parlamentsvalg og præsidentvalg, der venter forude i 2016 og 2018.