Dårligt valgresultat viser nybrud hos ultraortodokse partier

Væsentlige ændringer i det ultraortodokse samfund er med til at give religiøse partier dårligste valg i over 20 år

Israel har de seneste år sat gang i en række reformer, der udfordrer de ultraortodokses særstatus i samfundet. Blandt andet bliver det stadig sværere for ultraortodokse at slippe for værnepligt, hvilket har skabt voldsomme protester blandt de strengt religiøse jøder. Her ses Benjamin Netanyahu i Jerusalem.
Israel har de seneste år sat gang i en række reformer, der udfordrer de ultraortodokses særstatus i samfundet. Blandt andet bliver det stadig sværere for ultraortodokse at slippe for værnepligt, hvilket har skabt voldsomme protester blandt de strengt religiøse jøder. Her ses Benjamin Netanyahu i Jerusalem. . Foto: Xinhua.

En stemme på det ultraortodokse parti Shas giver direkte adgang til Edens have. Sådan lød den lovende tekst på små sedler, som israelere ved flere valgsteder fik stukket i hånden ved tirsdagens parlamentsvalg.

Men trods de lokkende løfter om det hinsides gik Israels ultraortodokse partier markant tilbage ved valget.

Det omkring 800.000 mennesker store samfund af ultraortodokse jøder i Israel er repræsenteret i parlamentet af de to partier Shas og Forenet Tora-jødedom. Inden valget sad de på 18 af parlamentets 120 pladser. Ved tirsdagens valg gik de sammenlagt fem mandater tilbage, hvilket er deres dårligste resultat siden 1992.

Tilbagegangen vidner om væsentlige ændringer i det ultraortodokse samfund, forklarer Ariel Picard, forsker ved det israelske Shalom Hartman Institut.

Han siger, at tilbagegangen er endnu større, end tabet af mandater viser. Ultraortodokse er den hurtigstvoksende gruppe i Israel på grund af en meget høj fødselsrate, og alene af den grund burde partierne være gået frem.

I stedet vælger en voksende gruppe ultraortodokse, især unge, at stemme på ikke-religiøse partier. Det vil typisk være højrefløjspartier som for eksempel Benjamin Netanyahus Likud, som står for flere af de samme traditionelle værdier som de religiøse partier.

”Der sker en israelisering af det ultraortodokse samfund,” forklarer Ariel Picard.

Mange unge vælger at blive i det ultraortodokse samfund, men i modsætning til deres forældre definerer de sig mere som israelere end som ultraortodokse.

”Det er et tegn på, at middelklassen vokser i det ellers traditionelt fattige ultraortodokse miljø. En del af det at blive mindre ultraortodoks indebærer, at du kan træffe flere selvstændige beslutninger, for eksempel om hvad du vil stemme,” siger Ariel Picard.

Samtidig gør den modsatte tendens sig også gældende, hvor de mere ekstreme grupperinger af de ultraortodokse har fremgang.

I ugen op til valget lød det fra en af deres ledende rabbinere, at man helt skulle undlade at stemme ved valget.

”Der er en voksende gruppe, der bliver endnu mere ultraortodoks og nu helt afstår fra at stemme. De ønsker ikke at engagere sig i det verdslige samfund,” siger Ariel Picard.

En sidste, men nok så afgørende forklaring på de ultraortodokses tilbagegang ved valget, er en intern konflikt i Shas-partiet. Den førte til, at partiet blev splittet i to dele under valgkampen. Det nye parti, Yahat, fik godt 100.000 stemmer. Det var dog ikke nok til at krydse spærregrænsen på 3,25 procent, og dermed gik en stor del af de ultraortodokses stemmer tabt.

På trods af tilbagegangen står de ultraortodokse partier til at blive mere magtfulde end før valget, da meget tyder på, at Benjamin Netanyahu vil invitere dem med i sin kommende regering.

Israel har de seneste år sat gang i en række reformer, der udfordrer de ultraortodokses særstatus i samfundet. Blandt andet bliver det stadig sværere for ultraortodokse at slippe for værnepligt, hvilket har skabt voldsomme protester blandt de strengt religiøse jøder.

Flere af disse sager kan igen komme på den politiske dagsorden med ultraortodokse i regeringen:

”Der er afgjort masser af plads for de ultraortodokse partier til at fremføre deres politiske prioriteter,” siger Brent E. Sasley, lektor ved Texas Universitet i Arlington, til netavisen International Business Time.

Medlemmer af den jødisk ortodokse gruppe Neturei Karta demonstrerer imod det israelske parlamentsvalg, der fandt sted i tirsdags. -
Medlemmer af den jødisk ortodokse gruppe Neturei Karta demonstrerer imod det israelske parlamentsvalg, der fandt sted i tirsdags. - Foto: Uri Lenz/Reuters/Scanpix