Ukontrollable flygtningestrømme, økonomisk krise i EU, forfulgte kristne, krig i Mellemøsten og konflikt mellem Rusland og Ukraine og de baltiske lande.
Der er nok at tage fat på for Danmarks udenrigsminister Kristian Jensen (V), som nu har haft to måneder til at sætte sig ind i sit nye stofområde. Han har ellers mest beskæftiget sig med økonomi, blandt andet som skatteminister i den seneste VK-regering, og det er 12 år siden, han politisk havde fat i udenrigspolitikken sidst.
Han har et mål med sit arbejde. Han vil gøre Danmark større, fortæller han.
Ikke i bogstavelig forstand, hverken Slesvig-Holsten eller Skåne skal tilbage i kongeriget, men Danmark skal markere sig, hvad enten det er på et udviklingstopmøde i New York, det kommende klimatopmøde i Paris i det arktiske samarbejde eller de mange andre internationale fora. Og der skal åbnes markeder for danske virksomheder.
Det han nævner, er udfordringer, som enhver udenrigsminister skulle løse, så har han også egne mål for sit job?
”Ja, det har jeg,” siger Kristian Jensen.
”Først og fremmest ser jeg Udenrigsministeriet som en vækstministerium. Den klassiske udviklingsbistand har netop været bistandsbaseret. Vi giver nogle penge til et land, for at det kan klare sig bedre. Bistanden skal i langt højere grad være udviklingsorienteret. Vi skal have private virksomheder, pensionskasser og pengetanke fra den vestlige verden til at være med til at skabe udvikling i udviklingslandene.
Finansieringen af FN's 17 sustainable development goals (bæredygtige udviklingsmål) drejer sig om billioner af amerikanske dollars.
Hvis det skulle løftes alene gennem udviklingssbistanden, er det blevet beregnet, at de vestlige lande i gennemsnit skulle give fire procent af deres bruttonationalindkomst (BNI) i udviklingsbistand. De giver idag i gennemsnit 0,23 procent af BNI. Og målsætningen om at løfte resten af verden op på det danske niveau på 0,7 procent har jo lange udsigter,” konstaterer han.
For ham er konklusionen, at private virksomheder skal spille en langt større rolle for udviklingen.
Han nævner som de to øvrige mål for sit ministerium, at det skal være et ”sikkerhedsministerium,” der skal arbejde for at stoppe konflikter i verden.
”Israel-Palæstina er desværre en konflikt, som går i den forkerte retning i øjeblikket. Der er brug for at lægge diplomatisk pres på begge parter til at nedskalere.
Man kan også nævne Ruslands forhold til Ukraine og Baltikum. Der er behov for, at vi på den ene side genoptager dialogen, fordi der er nogle ting, vi har brug for at samarbejde med Rusland om. Men på den anden side, at vi også bruger den genoptagede dialog til at fortælle Rusland, at vi ikke finder os i det, og at vi ikke finder os i deres aggression.”
Udenrigsministeren fremhæver, at der skal mere dialog ind i dansk udenrigspolitik.
”Den tidligere regering havde en holdning om, at den ikke ville tale med russiske topfolk fra Udenrigsministeriet. Det betyder, at der ikke har været nogen dialog. Jeg tror ud fra et oprigtigt grundtvig-koldsk synspunkt, at ordet skaber, hvad det nævner, og at dialog er afgørende. Hvis man ikke sidder i et lokale med russiske topfolk, kan man jo ikke påvirke deres tankegang,” siger han.
Den tidligere danske topdiplomat i FN Søren Jessen-Petersen har i samme spor engang udtalt, at ”det er de dumme svin, man skal tale med. Det er dem, der skaber problemerne”, men skal der slet ikke være grænser for, hvem man fører dialog med?
”Der vil være nogle, der er så dumme svin, undskyld udtrykket, at dem skal vi ikke tale med. Vi har ikke noget at tale med Isil om. Vi har ikke noget at tale om med andre, der undertrykker og bruger masseødelæggelsesvåben eller tyer til folkemord. Der er nogle steder, hvor dialogen skal erstattes af væbnet konflikt med dansk deltagelse,” siger ministeren.
”Men hvorfor er det lykkedes at lave en aftale omkring begrænsning af Irans atomudnyttelse? Det er det, fordi man satte sig ned i et lokale med parter, der ikke kunne udstå hinanden.
Det samme skete i Nordirland efter mange års væbnet konflikt.
Jeg tror på, at i langt de fleste sager kan der være en dialogvej, man skal prøve,” siger Kristian Jensen.
Han er ikke den første politiker, der nævner Grundtvig som en stor inspirator, men hvad betyder det grundtvigske egentlig for ham?
”Jeg tror, det betyder rigtig meget. Det er lidt svært at sætte sig ned og sige, at jeg har den og den holdning, fordi jeg har gået på friskole, eller fordi jeg er vokset op i en grundtvigsk valgmenighed.
Men hele mit tankesæt om, at man har et ansvar for eget liv og for det fællesskab, man er en del af - tankesættet om, og at ting er så vigtige, at du ikke bare kan forholde dig neutralt, men er nødt til at tage stilling til dem - det har jeg fået med hjemmefra.
Plus det, at jeg virkelig tror på, at ord skaber, hvad det nævner. Hvis vi ikke tænker os godt om, skaber vi negative spiraler, hvor vi taler dårligt om hinanden. Hvor vi ligeså med positive spiraler kunne tale hinanden op. Men det kræver, at man taler sammen. Derfor skal man have viljen til at lytte. Det bliver ofte misforstået sådan, at man altid skal give folk ret. Det mener jeg ikke.
Nogle gange skal man lytte for at kunne skubbe deres argumenter tilbage,” siger han.
”Jeg ved godt, at når man har skrevet 1600 salmer, som Grundtvig har, vil næsten alle kunne læse noget ind i ham. Men der er rigtig mange ting om den måde at være menneske på, som ikke er politisk. Jeg har fået meget med fra Grundtvig og Kold om, hvordan man møder sine medmennesker og agerer personligt.”
Kristian Jensen blev engang spurgt af dagbladet Politiken om, hvad der var den vigtigste bog, han havde læst, og der lød svaret, at det var Højskolesangbogen. Et svar han stadig godt vil forsvare.
”I folks sange ligger deres historie og kultur. Det, vi synger om, er vi fælles om. Der er det fantastiske, at når man synger, kan man ikke skændes.
Og så har man noget, man er fælles om. 'Danmark et lille land og dog så viden om i verden høres danskens sang og mejselslag', som der står i sangen 'I Danmark er jeg født'. Mejselslag kan de fleste forstå, vi er ude og producere noget, men hvad er danskens sang? Det er netop vores værdier, vores kultur, vores historie, den måde vi forstår mennesker og mødet med hinanden på. Det er det, vi gerne vil have ud og udbrede i verden,” siger han.
Ord, der kunne lede til et spørgsmål om, hvorfor han og regeringen så ikke med kyshånd tager imod de mange flygtninge, som banker på Danmarks dør. Det måtte vel være en oplagt mulighed for at dele de værdier med endnu flere mennesker?
Kristian Jensen understreger, at Danmark allerede tager imod mange flygtninge, både kvoteflygtninge og spontane flygtninge, og landet kan ikke løse alverdens flygtningeproblemer.
Antallet af flygtninge har også betydning for, hvor godt integrationen kan lykkes.
Spørger man ham, om han mener, at der er en overdreven fokus på flygtningespørgsmålet i den offentlige debat, svarer han ”tværtimod”.
”Jeg tror nærmest, at vi underdriver det. Der er 60 millioner mennesker på flugt. Hvis de boede i ét land, ville det være verdens 24. største land. I gennemsnit går der 17 år, fra et menneske bryder op på flugt, til det kommer hjem igen,” nævner han i hastig rækkefølge.
”Den migrationsudfordring, vi står overfor, er kun begyndelsen. Hvis EU ikke får standset tilstrømningen, vil vi stå med en kæmpe sikkerhedspolitisk udfordring.”
Hans eget bud på en løsning er to-delt, fordi de mennesker, der søger mod Europa, gør det af to forskellige årsager. Nogle kommer, fordi de flygter fra krig eller brutale overgreb i deres land. De syriske flygtninge er det fremmeste eksempel.
Andre kommer derimod til Europa, fordi de har opgivet håbet om en fremtid i deres egne lande. Det gælder for eksempel indvandrerne fra nogle af de afrikanske lande, hvor den økonomiske og politiske udvikling synes at stå i stampe.
”De to problemer skal løses på to forskellige måder. Når det gælder krigsflygtninge, må vi være aktive i at løse og standse konflikter. Det er ekstremt vigtigt. Men når det gælder den række lande, hvor de 20-årige unge mænd bare ikke kan få øje på mulighederne, er det noget andet, vi skal gøre. Her skal vi skabe håb,” siger han.
Flere har talt for, at EU skulle spille en afgørende rolle med hensyn til at løse flygtningeproblemerne - for eksempel ved at flygtninge fordeles efter en fast aftalt kvote til hvert land, men den løsning tror Kristian Jensen ikke på.
”Vi har et fælles ansvar for at løse problemerne, så de ikke presser os så meget. Vi har også et ansvar for at finde en fordeling af flygtninge på frivillig basis. Men jeg kan ikke se for mig, at EU får en helt fast fordelingsnøgle for flygtninge. Nogle lande har allerede fundet andre veje. Spanien har for eksempel allerede fået tilbagesendelsesaftaler med flere afrikanske lande, og det kan man se er blevet registreret i flygtningelejrene. De tager ikke længere til Spanien, men til Italien,” siger han.
Når vi taler om flygtninge, flygter mange på grund af religiøs forfølgelse, og i regeringsgrundlaget hedder det, at regeringen vil sætte fokus på forfølgelse af kristne. Men hvordan vil udenrigsministeren konkret tage fat på den opgave?
”Det skal foregå ved, at vi får etablerede internationale samarbejder om at beskytte religiøse forfulgte. 75 procent af verdens religiøst forfulgte er faktisk kristne. Derfor er der behov for et særligt fokus på det. Det er ikke sådan, at jeg ikke har øje for dem, der er hinduer, buddister, muslimer, jøder eller andet, men forfølgelsen af kristne fylder rigtig meget.
Derfor tager jeg i begyndelsen af september med til en konference i Paris om religiøst betinget vold og forfølgelse i Mellemøsten for at skabe de internationale forbindelser, der kan gøre en forskel,” forklarer Kristian Jensen.
Han medgiver dog, at han ikke har nået at udtænke mere konkrete forslag til, hvordan forfølgelsen af kristne mindretal kan bremses.
En mulighed kunne være at tage imod flere kristne flygtninge, som flere lande i Europa har bebudet, men den idé køber ministeren ikke.
”Jeg spørger ikke efter folks tro, når de er i nød. Jeg kan bare se, at der er et særligt problem for forfulgte kristne rigtig mange steder i verden,” siger han.
Den store udfordring er stadig at bremse migrationen, og til det formål vil regeringen bruge den danske u-landsbistand. En større andel skal gå til de lande, hvor mange af de økonomiske flygtninge kommer fra.
Kristian Jensen nævner selv landene på Afrikas Horn og i det nordlige Afrika som oplagte steder at koncentrere sig om.
Udfordringens omfang taget i betragtning - at skabe så meget fremgang i Afrika, at ingen personer har lyst til at rejse væk fra kontinentet - kan det synes paradoksalt, at regeringen samtidig står fast på, at udviklingsbistanden skal skæres ned til 0,7 procent fra 2016, et fald på 1,7 procentpoint i forhold til i år. Kristian Jensen mener dog, at opgaven godt kan løses inden for de rammer.
”Det kan hænge sammen ved at fokusere på det vigtigste og ved at få inddraget det private erhvervsliv,” siger han.
Det gælder også i EU-sammenhæng. Kristian Jensen ser gerne, at EU kan blive enig om at etablere en trustfond, en form for investerings- eller vækstfond, der kan styrke det private erhvervsliv i de sårbare lande.
