At Europa står midt i en historisk flygtningekrise, er de færreste uenige i. Men når det kommer til, hvordan man klarer udfordringerne, er der stor forskel på tilgangen.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde i går, at der er brug for finde en ”fælles europæisk løsning på et fælles problem”. Men samtidig holder regeringen fast i, at Danmark ikke skal være del af en fælles asylpolitik i EU, den vil reducere u-landsbistanden, og integrationsminister Inger Støjberg (V) kritiseres for at skræmme asylsøgere med sin aviskampagne om forholdene i Danmark.
De danske naboer reagerer anderledes. Sverige og Tyskland har tilsammen taget imod over halvdelen af de syriske flygtninge, der er kommet til Europa, siden borgerkrigen brød ud i 2011, og søndag fremlagde den borgerlige norske regering med Højre og Fremskridtspartiet et forslag om at hæve udviklingsbistanden med cirka 800 millioner danske kroner.
Sveriges statsminister, Stefan Löfven (S), sagde i går, at det kan blive nødvendigt at modtage omkring 5000 kvoteflygtninge i år - hvor Sverige sidste år modtog 1900 af den slags flygtninge, som bliver fordelt via FN-systemet. Löfven foreslog desuden, at EU indfører en fordelingspolitik ved flygtningekatastrofer.
Peo Hansen, der er professor i statskundskab med speciale i migration ved Linköping Universitet, mener, at de forskellige reaktioner skyldes historien - og at Danmark svigter naboerne.
”I Sverige har vi siden Anden Verdenskrig haft tradition for at modtage flygtninge, mens der i Danmark er skabt et billede af, at indvandring ødelægger samfundet, hvor man siger, at den svenske multikultur er et skræmmebillede, der vil ødelægge landet. Men det handler om, hvilken forklaringsmodel man bruger. Der er problemer, men de er skabt af mislykket politik og ikke af muslimsk kultur,” siger han.
Grete Brochmann, professor ved universitetet i Oslo med speciale i EU's indvandringspolitik, mener, at den norske reaktion på flygtningekrisen er den rigtige vej at gå.
”Den seneste tid er der kommet bred politisk konsensus om, at det mest effektive er at hjælpe i nærområderne. Og det er positivt, for når krisen er så alvorlig, er vi nødt til at hjælpe effektivt. Derfor er det urovækkende, at Danmark vil skære i bistanden,” siger hun.
Sociolog Helge Lurås har netop udgivet bogen ”Hvad truer Norge nu?”, der blandt andet handler om indvandringens konsekvenser. Han mener, den svenske politik er forfejlet, og at den norske alene handler om signalværdi.
”Uanset, hvor mange flygtninge vi tager, rykker det intet. Der er den norske strategi fin, fordi den trods alt har en humanitær effekt, selvom vi ikke kan forandre Syrien med nødhjælp. Danmark har fat i den lange ende, for det har ingen effekt at hjælpe,” siger han og kalder det norske og svenske fokus på barmhjertighed for naivt:
”Politikere bliver hele tiden målt på at skabe løsninger, men her er der ingen, og det er de nødt til at indse. Det eneste, vi får ud af at støtte, er bedre samvittighed.”
En holdning, Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Andreas Kamm, ikke deler. Han peger på, at Danmark i forvejen gør en indsats, men at det er et vigtigt signal, at Norge og Sverige reagerer på krisen.
”Selvfølgelig kan vi hjælpe, og dem, vi hjælper, er glade for det. Danmark går den gale vej i forhold til verdensbilledet og den krise, vi står i. Vi bør være solidariske og vise vores nabolande, at vi står sammen,” siger han.