Michael Melchior: Religion er nøglen til fred i Mellemøsten

Tempelbjerget i Jerusalem med Klippemoskéens gyldne kuppel vidner om, at religion spiller en vigtig rolle i ...

Tempelbjerget i Jerusalem med Klippemoskéens gyldne kuppel vidner om, at religion spiller en vigtig rolle i konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Både jøder og muslimer gør krav på denne hellige plads. Når religionen er med til at skabe konflikten, må den også inddrages for at finde en fredsplan, mener Michael Melchior. - Foto: Thomas Coex/AFP/Scanpix

Selv jøder, der ikke er særlig ortodokse eller nationalreligiøse, vil hellere fastholde deres tusinder af år gamle traditioner end at skulle få et sekulært samfund.
Michael Melchior, rabbiner

Den danskfødte rabbiner Michael Melchior er i gang med et storstilet diplomatisk arbejde med at samle yderligtgående religiøse ledere blandt israelerne og palæstinenserne til en fælles fredserklæring. Uden religiøs fred vil fredsarbejdet fortsætte ad samme blindgyde som hidtil, mener fredsprocesveteraner

Der har bredt sig en nærmest sisyfosk håbløshed over det mangeårige arbejde med at skabe fred mellem Israel og palæstinenserne. Gang på gang er forsøgene endt i ingenting.

Og uanset hvor mange kræfter ledere lægger i at genoplive en kuldsejlet fredsproces, ender forsøgene uundgåeligt som hos Sisyfos med, at stenen buldrer ned ad bjerget igen.

Det er næsten lige så forudsigeligt, som det er selvforskyldt, mener rabbineren Michael Melchior, tidligere israelsk parlamentariker og minister og i dag leder af en række ngo'er, der arbejder for forsoning og sameksistens. For politikernes forsøg på at skabe fred er præget af en udpræget uopfindsomhed, der ignorerer selve problemets kerne:

”Det er utroligt, at man aldrig tænker nærmere over, hvorfor det er gået galt alle de foregående gange. Man fortsætter bare ned ad samme blindgyde igen og igen,” siger Michael Melchior.

Han mener, at fredsarbejdet mellem Israel og palæstinenserne må gentænkes og ledes ud ad en ny vej. Og det er en vej, der først og fremmest tager udgangspunkt i religionen.

”Når vi har at gøre med en religiøs konflikt, må vi nødvendigvis også prøve at finde en religiøs fred. Både Israel og Palæstina er traditionelle, religiøse samfund, og hvis vi vil være alvorlige om en fredsløsning, må de religiøse værdier være udgangspunktet. Ellers bliver det blot en fred mellem nogle ledere og ikke imellem to folk,” siger han.

Derfor har den danskfødte rabbiner over de senere år og mest intenst det seneste år iværksat et storstilet diplomatisk projekt med at samle religiøse ledere både blandt palæstinensere og israelere for at skabe fundamentet for en religiøs fred.

Men for at forstå, hvorfor det er nødvendigt, må man se på, hvad der kendetegner situationen i dag. Siden de seneste fredsforhandlinger ledet af den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, strandede for snart to år siden, er volden i konflikten eskaleret, og situationen er præget af en udpræget opgivenhed:

”Venstrefløjen i Israel virker frustreret og har tabt energien. Og på højrefløjen er man fornøjet over at sidde på den fulde magt og har ikke nogen motivation eller idé til at løse konflikten,” siger Michael Melchior.

Håbløsheden er indtruffet på trods af, at man i over 20 år har haft en relativt klar idé om, hvordan en fredsaftale kan se ud. Den blev man enige om i 1993 med Oslo-aftalen, hvor fundamentet for tostatsløsningen blev skabt. Og ifølge Michael Melchior er der ikke dukket bedre alternativer op siden.

Tostatsløsningen har stadig en meget bred opbakning både blandt palæstinensere og israelere. Der er blot et stort ”men”.

”Selvom flertallet bakker op om en tostatsløsning, er det de færreste, der tror på den. Det er modsat situationen i 1993, hvor kun få bakkede op om idéen, men næsten alle frygtede, at den ville blive til virkelighed,” siger han.

Hvorfor har folk mistet troen på tostatsløsningen?

”Det handler hovedsageligt om religion. Det er de religiøse ledere på begge sider, der er skyld i, at planen aldrig er blevet til noget. Det er ikke nødvendigvis de øverste formelle ledere, men derimod dem, som folket lytter til,” siger han.

Hos palæstinenserne blev håbet om en tostatsløsning bogstaveligt talt sprængt i luften af den islamistiske bevægelse Hamas og Islamisk Jihad med selvmordsbomber i både busser og caféer i Israel. Og på den jødiske side blev den ødelagt af den nationalreligiøse bosætterbevægelse, der delegitimerede fredsbevægelsen, mens ekstremister blandt andet udførte terror i moskéen i Hebron i 1994 og dræbte Israels daværende premierminister, Yitzhak Rabin, i 1995.

Ifølge Michael Melchior er der to grunde til, at religion er endt med at spænde ben for fredsplanen:

”Der er et grundlæggende fænomen i religionen, som gør krav på det hele. På den jødiske side er det en messianisme, som siger, at hvis vi opgiver en del af hjerteområdet af Det Hellige Land, har vi opgivet en del af vores tro. At anerkende en palæstinensisk stat vil være at opgive noget centralt i jødedommen,” siger han.

På den muslimske side er der en meget parallel holdning, hvor det vil stride mod islam at opgive land.

”Derudover har der hersket den udbredte misforståelse blandt dem, der har arbejdet for freden, at det skulle være en sekulær fred. Både på den palæstinensiske og israelske side har en række af de centrale ledere knyttet fredsplanen sammen med et ønske om at sekularisere samfundene,” siger Michael Melchior.

Derved har man skabt modstand mod tostatsløsningen langt ud over den kerne af religiøse, der mener, at det strider imod religionen at stifte fred.

”Hovedparten af både israelere og palæstinensere ser religionen som en vigtig del af deres identitet og tilknytning til landet. Hvis de skal vælge mellem deres religiøse identitet og fred, så er de klar til at opgive freden. Selv jøder, der ikke er særlig ortodokse eller nationalreligiøse, vil hellere fastholde deres tusinder af år gamle traditioner end at skulle få et sekulært samfund,” siger han.

Michael Melchior forklarer, at der over de seneste godt 20 år er skabt en stadigt større kløft mellem den traditionelle, religiøse del af befolkningen og dem, der arbejder for freden. Derfor går det ikke at ignorere de to befolkningers stærke religiøse karakter, hvis man vil forsøge at finde en fredelig løsning, mener han.

Hvad vil det sige at finde en religiøs løsning på konflikten?

”Vi må tage udgangspunkt i, at selve freden skal hvile på opbakningen fra religiøse. Mens en sekulær fred er baseret på interesser, bunder en religiøs fred i værdier og finder legitimationen i selve religionen,” siger han

Michael Melchior forklarer, at hele pointen i arbejdet er at få de religiøse ledere til at blive enige om, at der er et værdifællesskab på tværs af religionerne til at skabe fred. Og når først de religiøse ledere bakker op om en tostatsløsning, har politikerne et helt nyt og solidt grundlag at arbejde ud fra for at finde en politisk løsning på konflikten.

Det er ikke første gang, at Michael Melchior forsøger sig med denne tilgang til konflikten. I 2002 var han en af bagmændene bag Alexandria-deklarationen, hvor 14 religiøse ledere underskrev et fælles dokument, der anerkendte hinandens ret til at være i Det Hellige Land.

Mødet var det første af sin slags og skabte stor opstandelse i Mellemøsten, men endte aldrig med at få den gennemslagskraft, Michael Melchior havde håbet. I dag er han overbevist om, at det skyldtes, at det kun var alle de pæne ledere, der var med. Imens sad alle de mere yderligtgående ledere rundt om i synagogerne og moskéerne og forbandede deklarationen.

Med hans nuværende initiativ er målet at føre dialog med alle de religiøse ledere, der virker mest uforsonlige.

”Jeg vil næsten sige, at jo mere ekstreme desto bedre,” siger han og forklarer, at han blandt andet taler med nogle af de muslimske ledere, der har skrevet instruktionsbøger til, hvordan man fremstiller selvmordsbomber.

Indtil videre har arbejdet kørt under offentlighedens radar, og der går stadig noget tid endnu, inden rabbineren er klar til at afsløre detaljerne i projektet.

”Oplægget lyder, at vi i sidste ende alle tror på den samme gud. Og at vores opgave er at tjene ham. Kan vi virkelig tjene Gud ved at udslette hinanden i Det Hellige Land? Det er alligevel ikke noget, vi kommer til at lykkes med. Hvis man anerkender det og samtidig kan se, at den anden parts religiøse ledere er seriøse om fred og deler samme religiøse grundværdier som en selv, er man et godt stykke tættere på målet,” siger han.

Der er lang vej endnu med arbejdet, erkender Michael Melchior. Men det er allerede lykkedes at få en bred koalition af religiøse ledere til at mødes og tale sammen på tværs af religionerne. Og skridt for skridt begynder de at være med på idéen om, at religionerne forpligter dem på at leve side om side.

Spørgsmålet er, om en aftale mellem religiøse ledere nogensinde vil ende som andet end velmenende ord. Michael Melchior er overbevist om, at en religiøs enighed også kan ændre noget i praksis.

Som eksempel nævner han markeringen af jødernes store årlige helligdag yom kippur forrige år. Det var under en af de mest urolige perioder i konflikten i lang tid med daglig vold og sammenstød mellem unge palæstinensere og israelsk politi.

Samtidig faldt yom kippur dette år sammen med den muslimske helligdag id al-adha. Politiet havde i forvejen advaret om, at ekstremister på begge sider havde planer om at bruge dagen til at skabe et blodbad.

Derfor tog Michael Melchior kontakt til sit tværreligiøse netværk. Det endte med, at de religiøse ledere kom med stærke opfordringer og formaninger til at respektere hinandens helligdage. Så på trods af politiets efterretninger om planer om vold blev både den jødiske og muslimske højtid de roligste dage i lang tid.

”Det viser, hvilken indflydelse de religiøse ledere på begge sider har, når de sætter deres fulde kraft bag deres ord,” siger Michael Melchior.

Selvom det tværreligiøse samarbejde kan skabe forståelse mellem religionerne, er det vigtigt for Michael Melchior at understrege, at det ikke handler om at ændre noget ved hinandens religiøse overbevisning.

”Hvis vi tror, islamisterne kommer til at anerkende det jødiske narrativ om Israel, kan vi godt glemme det. Det handler ikke om at udviske, hvem vi er,” siger han.

Og på samme måde er det med jøderne:

”Jeg tror selv, at det er et mirakel, at det jødiske folk er kommet tilbage til Det Hellige Land. Det er som en Guds finger i historien. Men jeg kan ikke tro, at Gud har lavet en fejl i historien ved også at sætte et andet folk her. Så det må være Guds mening, at vi skal finde ud af det med hinanden. Det betyder dog ikke, at jeg opgiver min tro på, at hele landet en dag kommer til at være vores. Vi kan godt beholde vores drømme om, hvordan fremtiden skal være, så længe vi forholder os til realiteterne her og nu. Vi er stadig forpligtet på at finde en fredsløsning baseret på de modeller til en tostatsløsning, der allerede ligger på bordet, men ud fra de religiøse værdier, der forener os.”