Den første globale klimaaftale, som vedtages af 196 lande i denne weekend, er ikke afslutningen på en proces, men derimod det startsignal, der skal mobilisere alle samfundskræfter i en fælles indsats mod global opvarmning. Det mener Inger Andersen, generaldirektør i International Union for Conservation of Nature.
IUCN er verdens ældste og største naturbeskyttelsesorganisation og en af de første, der begyndte at advare politikerne om klimatruslen. Med den aftale, som topledere, ministre og embedsmænd møjsommeligt har arbejdet hen imod igennem de seneste to uger i Paris, har verdens regeringer sat en vigtig milepæl, mener Inger Andersen.
”Efter terrorangrebene i Paris kunne konferencen være blevet aflyst. I stedet satte Frankrig alt ind på at gennemføre COP21, og det har været absolut klart, at vi ikke kunne fejle. Aftalen afspejler en voksende erkendelse af, at hvis vi ikke handler, så dømmer vi verden til en fremtid, som vi slet ikke kan forestille os,” siger Inger Andersen, der har fulgt forhandlingerne i Le Bourget-centret i den franske hovedstad på nært hold.
”Målet har været at begrænse temperaturstigningerne til et niveau, der ligger 'betydeligt under to grader' og desuden at fortsætte bestræbelserne på at holde dem på 1,5 grader. Det er en erkendelse af, at lande som Kiribati-øerne er to meter over havets overflade, og hvis vi ikke holder os på 1,5 grader, vil de ganske enkelt forsvinde. Det betyder også, at vi har fået elastiske mål, der kan strækkes længere end det, landene kan blive enige om her og nu,” påpeger Inger Andersen.
Samme syn lægger hun på de løfter om at begrænse CO2-udledningerne, som er nødvendige for at forhindre en klimakatastrofe.
”Uden handling var vi på vej mod temperaturstigninger på mellem fire og seks grader. Nu er perspektivet en vækst på omkring 2,7 grader. Det er ikke godt nok. Men aftalen skal træde i kraft i 2020. Så vi har fem år til at gøre det bedre. Og vi ser også en række teknologiske fremskridt, som kan medvirke til yderligere at begrænse CO2-udledningerne. Så inden 2020 kan regeringernes løfter nå at blive mere ambitiøse. Og her taler vi jo netop kun om regeringernes tiltag. Hvad vi ser netop nu ude i byer og kommuner, i den private sektor, i ngo'er og organisationer, er ganske enkelt en massemobilisering. Og disse private initiativer er jo en del af det, de enkelte lande rent faktisk kan føre ud i livet,” siger Inger Andersen.
Hun peger imidlertid på, at vi ikke udelukkende kan sætte vores lid til teknologiske fremskridt:
”Vi er også nødt til at nytænke vores økonomiske modeller. Den model, vi hidtil har fulgt, hviler på at trække værdier ud af naturen, og forvandle dem til et produkt, som så kan markedsføres. Nu er vi nødt til at tænke i en cirkulær økonomi. Vi skal optrappe genbrug og ændre vore forbrugsmønstre. Det forudsætter en vis grad af politisk vilje.”
Denne politiske vilje kan blandt andet måles på landenes villighed til at underkaste sig kontrol af, om løfterne om begrænsede udledninger overholdes.
”Kontrolmekanismen er afgørende, og her har landene været splittet mellem to modeller: et uafhængigt organ, der kontrollerer de enkelte lande, eller en model, hvor hvert land selv indrapporterer sine fremskridt. En form for kompromis mellem de to er en acceptabel løsning, så længe vi får en garanti for, at landenes indsats er reel.”
”En anden knast har været finansieringen af tilpasningen i de fattige lande. Vi skal gøre os klart, at 100 milliarder dollars om året fra 2020 er meget billigt sluppet sammenlignet med den regning, naturen vil sende os i fremtiden i form af nye og voksende epidemier, oversvømmelser, tørke og fejlslagen høst. Hvis vi ikke handler nu, vil vi se flygtningestrømme, der får den nuværende flygtningekrise til at ligne det rene ingenting,” advarer Inger Andersen.
Er der stadig politiske og økonomiske interesser, der trækker os i den forkerte retning?
”Der vil altid være interesser, der trækker i andre retninger. Men jeg er overbevist om, at det pres, der har været fra civilsamfundet, fra erhvervslivet og byerne, trækker i den rigtige retning. Jeg vil ikke være dommedagsprofet, for løsningerne er der. Vi kan vende situationen. Det ligger 100 procent i vores hænder. Vores generation har et forfærdeligt, et skræmmende, men også et enestående ansvar, som ingen har haft tidligere. Hvad vi gør eller ikke gør fra nu af, vil for altid afgøre denne jords fremtid. Så vi skal gøre det rigtige.”