Der var engang, hvor lande som Egypten, Peru, Thailand og Sydkorea stod på listen over de udvalgte lande, som Danmark gav fast og langsigtet udviklingsbistand til. Prioritetslande, modtagerlande, programsamarbejdslande, partnerlande og prioritetslande igen, som de er blevet kaldt med skiftende politiske undertoner, siden de første lande blev udpeget i 1962.
Da der var flest prioritetslande, var der 61. Det var i 1992. Siden er antallet - med lidt bølgen frem og tilbage - skrumpet langsomt, men sikkert. Med finanslovsforslaget for 2016 lægges der op til, at Danmark fremover skal have et særligt tæt samarbejde med 14 lande.
Det er det hidtil laveste antal prioritetslande og afspejler, ud over det aktuelle ønske om markante besparelser, hvordan den danske udviklingsbistand ikke længere udgør krumtappen i forholdet mellem Danmark og landene i Afrika, Asien og Latinamerika.
”Danmark har ikke samme nøgne interesse i at være direkte til stede i mange lande. Globaliseringen betyder, at der sker en udveksling af informationer og varer på mange andre måder. Samtidig er mange u-lande blevet rigere og behøver derfor ikke samme type bistand,” siger Jan Pedersen, lektor med speciale i blandt andet udviklingsbistandens historie ved Saxo-instituttet på Købehavns Universitet.
Han peger på, at udviklingsbistanden var en god måde for Danmark at markere sig i verden i 1960'erne og 1970'erne, da mange tidligere kolonilande lige var blevet selvstændige.
”Vi havde ingen tidligere kolonier, men vi kunne give penge og på den måde have antennerne ude,” siger han.
”Men det motiv eksisterer ikke længere. Efter at den kolde krig sluttede, tog globaliseringen fart, og der kom samtidig konkurrerende hensyn ind i udviklingsbistanden. Der skulle gives penge til fred, stabilitet og miljø, og det kunne kun lade sig gøre, hvis man trimmede den klassiske bilaterale bistand til samarbejdslandene.”
Thorsten Borring Olesen, professor i historie ved Aarhus Universitet med fokus på blandt andet bistandens historie, mener, at man godt kan begynde at spørge til, om samarbejdslandenes rolle er ved at have overlevet sig selv.
”Danmark kan sagtens være aktiv i verden uden at være til stede med direkte bistand i så mange lande. Vi lukker også ambassader. Det er en del af samme tendens,” siger han.
Ifølge Thorsten Borring Olesen har Danmark også gjort den erfaring, at hvis vi skal indgå særlige aftaler med udvalgte lande, skal der også være en pænt stor sum penge at gøre godt med.
”Bistanden skal have en vis volumen for at give mening. Derfor har man også set en bestræbelse på at koncentrere pengene på færre lande,” siger han.
De syv prioritetslande, regeringen ønsker at udfase, er Mozambique, Zimbabwe, Nepal, Indonesien, Vietnam, Pakistan og Bolivia.
Og når udfasningen først er gennemført, kommer Danmark næppe tilbage til de pågældende lande, vurderer Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker med speciale i udviklingspolitik ved Dansk Institut for Internationale Studier. Det er et skridt i retning af at løsne den danske bistand fra enkeltlande.
”Det er meget vanskeligt at genetablere sig i et land, når først der er lukket ned. Selvom der skulle komme en ny regering, som ønsker at øge bistanden, vil den finde en anden måde at bruge pengene på. Det ligger i tiden, at bistanden går mere og mere til tematiske indsatser, for eksempel klimapuljer,” siger han.
Professor emeritus ved center for afrikastudier ved Københavns Universitet, Holger Bernt Hansen, kan sagtens forestille sig, at den langsigtede tendens går i retning af, at en større andel af udviklingsbistanden vil gå gennem FN og andre multilaterale samarbejder. De nye globale udviklingsmål, der netop er vedtaget i FN, går på tværs af mange af de gamle skillelinjer mellem rige og fattige lande, og det vil bistanden også komme til at afspejle, mener han.