Når samtlige af Folketingets udviklingspolitiske ordførere med undtagelse af Christian Juhl fra Enhedslisten her til formiddag drikker kaffe med udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), sker det for at sætte sidste hak ved forliget om Danmarks nye udviklingspolitiske strategi, ”Verden 2030”. Det betyder ikke blot, at der er flertal for strategien, når den fremsættes i Folketinget. Det betyder også, at debatten om dansk udviklingspolitik formentlig vil forstumme i de kommende år.
Som noget nyt vedtages den udviklingspolitiske strategi som et forlig over fem år, og politiske forlig binder traditionelt parterne strammere til den aftalte tekst end en lov, der kun er vedtaget direkte i folketingssalen. Når der bliver indgået et politisk forlig om en sag eller et område, er det derfor i praksis ofte ensbetydende med, at sagen ”er sparket til hjørne”.
Således vil der efter al sandsynlig bliver en del længere mellem de kritiske spørgsmål til, hvorfor regeringen vælger at bruge de omkring 15 milliarder kroner i udviklingsbistand på netop den eller den måde.
”Det er en måde at tage et emne ud af den offentlige debat og lægge det politisk dødt. Regeringen sælger indflydelse til oppositionen mod til gengæld at få fred for kritik,” siger Flemming Juul Christiansen, lektor i statskundskab ved Roskilde Universitet, der har forsket i brugen af politiske forlig.
Han peger på, at det også er vanskeligere at ændre på indholdet af aftalen, fordi den kun kan ændres, hvis alle partier er enige – med mindre det opsiges af en eller flere af parterne forud for et valg.
”Det er en tungere proces at få en helt forligskreds til at åbne op. Derfor er det enormt svært at få ændret indholdet af et forlig,” siger han.
Fordelen ved politiske forlig er til gengæld, at de sikrer stabilitet. Derfor bruges forlig også typisk på omfattende områder som forsvaret eller folkeskolen.
”Folketingets partier er blevet gladere for at bruge forliget som procedure. Det er godt, fordi de giver stabilitet, men ulempen er, at der er mindre åbenhed om parternes synspunkter, fordi alle vigtige forhandlinger foregår bag lukkede døre,” siger Pernille Boye Koch, lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet.
Enhedslisten har valgt at stå uden for forliget om den udviklingspolitiske strategi, fordi partiet ikke ønsker at være bundet til, hvad udviklingspolitisk ordfører Christian Juhl kalder en ”middelmådig strategi” med fokus på egeninteresser, militære- og sikkerhedshensyn samt vækst og frihandel.
”Det bliver utrolig svært at få lavet noget om på u-landsområdet nu. Og det er stærkt bekymrende, når vi taler om en strategi, som er mere optaget af at gavne Danmarks egne interesser end den langsigtede kamp mod ulighed og fattigdom,” siger han.
Det eneste lyspunkt, som også udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) og tidligere udenrigsminister Martin Lide- gaard (R) fremhævede i går i dagbladet Politiken, er efter hans mening, at der nu er indskrevet i strategien, at Danmark skal give mindst 0,7 procent af bruttonationalindkomsten i udviklingsbistand.
”Det er en reel forbedring,” siger Christian Juhl.
Tidligere lektor i dansk politisk historie ved Københavns Universitet med særlig viden om dansk udenrigspolitik, Carsten Due-Nielsen, er enig i, at et politisk forlig kan være det samme som at lægge en diskussion om et tema død. Men han understreger samtidig, at politiske debatter har det med at blusse op og ned, og at det er svært at vide, om det aktuelle forlig rent faktisk fører til stabilitet og borgfred om udviklingspolitikken:
”Erfaringen viser, at tingene hurtigt kan ændre sig i politik.”