De døde rummer stor magt for de levende

Der var en grund til, at Osama bin Ladens lig blev smidt i Det Arabiske Hav. Nogle afdøde vækker så mange følelser, at det er vigtigt for magthaverne at have kontrol med dem. Emnet tages op i dag på et seminar

 Det er ikke ligegyldigt, hvordan politikere og oprørsledere, her sovjetlederen Vladmir Lenin, er begravet, fordi de selv som afdøde er i stand til at vække en masse følelser. Lenins balsamerede krop kan fortsat ses i Lenin Mausoleet på Den Røde Plads i den russiske hovedstad, Moskva. –
Det er ikke ligegyldigt, hvordan politikere og oprørsledere, her sovjetlederen Vladmir Lenin, er begravet, fordi de selv som afdøde er i stand til at vække en masse følelser. Lenins balsamerede krop kan fortsat ses i Lenin Mausoleet på Den Røde Plads i den russiske hovedstad, Moskva. – . Foto: AFP.

En død person er langt mere end et afsjælet legeme og en krop i forrådnelse. Som døden har sin egen mystik og fascination, rummer afdøde mennesker også en potentiel politisk energi. Afhængigt af, hvem de var, og under hvilke omstændigheder, de døde, kan de afdøde bruges til sikre levende magthavere og autoriteter indflydelse.

De oplagte eksempler er berømte og berygtede politikere og oprørsledere som Martin Luther King, Vladimir Lenin, Che Guevara, Osama bin Laden, Saddam Hussein, Nelson Mandela og Mahatma Gandhi. Det er ikke ligegyldigt, hvor personer som dem er begravet, eller hvordan de æres – eller ikke æres – fordi de selv som afdøde er i stand til at vække et hav af følelser, som nuværende magthavere har fordel af at kontrollere.

”Alle nationer bygger stort set på knoglerne af gamle helte og befrielseskrigere. De holdes frem – eller gemmes væk– for at give politisk legitimitet til de nuværende styrer,” siger Finn Stepputat, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Diis, hvor han blandt andet har specialiseret sig i den politiske brug af døde.

”Der er mange forskellige slags døde, og de sætter forskellige energier i gang,” siger han.

For det er ikke blot glorificeringen af fordums helte, der kan være nyttig for en stat eller regering. Undertiden kan det være lige så vigtigt at lægge afstand til en afdød for at sikre sig sympati eller holde potentielle fjender i skak. Det viser blandt andet omstændighederne omkring terroristen Osama bin Ladens død. Her valgte USA, at al-Qaeda-lederens lig på den ene side blev behandlet med respekt for de muslimske forskrifter, på den anden side straks efter blev smidt i Det Arabiske Hav for at undgå, at hans grav senere skulle blive et valfartssted.

På samme måde findes der i dag ingen markering af, hvor resterne af nazidiktatoren Adolf Hitler efter adskillige ombegravelser er endt.

”Den, der kontrollerer den afdøde, kontrollerer også i et vist omfang de levende. Derfor kan der også opstå kamp mellem flere forskellige autoriteter om retten til at bestemme over den eller de døde,” siger Finn Stepputat.

Han står i dag i spidsen for et seminar på Diis om de døde og den magt, de repræsenterer. En magt, som har eksisteret til alle tider og gælder alle steder på Jorden. Og en magt, som ikke blot knytter sig til, om den afdøde var berømt, men også kan hænge sammen med omstændighederne ved døden.

”For eksempel bruger mexicanske narkokarteller ligene af dem, de dræber, til at markere territorium og magt. De døde bliver efterladt, hvor de er dræbt. En anden type eksempel er massegrave, som kan bruges til at trække historien i den ene eller anden retning. Blandt andet fandt man for nogle år siden i Zimbabwe en stor gruppe minearbejdere i en mineskakt, og det brugte Mugabes regering straks til at illustrere, hvor brutalt det tidligere britiske kolonistyre havde været. Efterhånden blev der dog sat så mange spørgsmålstegn ved, om dødsfaldene virkelig var sket i kolonitiden, at regeringen valgte at lukke stedet igen,” fortæller Finn Stepputat.

I den vestlige verden er det først og fremmest staten, der har magten over de afdøde med alt, hvad det indebærer af dødsattest, begravelse og arvelovgivning. En magt, der symboliserer statens evne til at tage vare på sine borgere, og dermed også forpligter staten til at bringe sine døde hjem.

”Der er stærke følelser forbundet med savnede personer og savnede lig. Derfor har krigsførende lande som USA altid gjort sig enorme anstrengelser for at bringe deres døde soldater hjem. Det samme har Danmark gjort – også når det gjaldt ligene af omkomne grønlandsfarere. Det giver politisk autoritet,” siger Finn Stepputat.

At bringe døde soldater hjem rummer dog samtidig risikoen for, at befolkningen bliver mere opmærksom på de tab, som en given krig medfører. I 2003 forbød den forhenværende amerikanske præsident George W. Bush således medierne at bringe billeder af de faldnes flagsmykkede kister. Et forbud, som præsident Barack Obamas regering ophævede i 2009 med den tilføjelse, at fotos kræver familiens samtykke.

”En stor del af velfærdsstatens rationale er, at den sikrer borgernes liv. Ikke deres død. Derfor repræsenterer døden i alle dens former en udfordring. Som en fransk dødsforsker har sagt, opfattes døden som en skandale af nutidens vestlige mennesker, fordi det ikke er lykkedes os at få bugt med den,” siger Finn Stepputat.