Bare ét varmt tæppe og en lille petroleumsovn til hver familie. Det ville Riad Jarjour gerne være i stand til at dele ud til de flere tusinde fordrevne familier, hans organisation hjælper i Kalamoun-området i det vestlige Syrien mellem Homs og Damaskus.
Titusinder af flygtninge fra Homs har slået sig ned her, hvor stort set alt med tag over er taget i brug. Det syriske regime tillader ikke nødhjælpstelte, så folk bor stuvet sammen i nedlagte butikker, skoler, ufærdige byggerier, moskéer og kirker. Mange bor i landbrugenes udhuse og skure. Et af problemerne er, at der ofte hverken er vand eller toiletter i nærheden. Et andet problem er, at vinteren er overhængende.
LÆS OGSÅ: FN mangler penge til Syriens krigs-ofre
Vinteren er en udfordring. Der bliver koldt i Kalamoun. Vi ville gerne, at folk i det mindste kan holde sig varme, siger Riad Jarjour, der er syrisk kristen, tidligere generalsekretær i Det Mellemøst-lige Kirkeråd og nuværende daglig leder af Forum for Udvikling, Kultur og Dialog, FDCD, der med base i Libanon støtter tre syriske hjælpeorganisationers arbejde i Kalamoun.
Arbejdet, som udføres af over 100 syriske frivillige, støttes blandt andet økonomisk af Danmission, som Riad Jarjour for nylig besøgte i København. I samme forbindelse var han i det danske udenrigsministerium for at orientere om situationen inde i Syrien. Riad Jarjour er udmattet. Hans hjemland er havnet i en blodig konflikt, han aldrig ville have troet mulig, og hans organisation har i mere end et år forsøgt at løbe om kap med konsekvenserne af volden for de op mod 2,5 millioner syrere, der er flygtet til et andet sted i Syrien, fordi deres hjem er blevet ødelagt eller er livsfarligt at opholde sig i.
Riad Jarjour er bekymret over, at stort set al international opmærksomhed koncentrerer sig om de syrere, det lykkes at komme over grænsen til udlandet, mens de internt fordrevne syrere ofte bliver glemt, selvom de er fem gange så mange, befinder sig midt i krigen og er vanskeligere at hjælpe.
Der er hurtigt stor ståhej, fordi der kommer 100.000 nye flygtninge til Tyrkiet. Et fungerende og fredeligt land, hvor det er muligt at udføre hjælpearbejdet under ordnede forhold. Når man så tænker på, at der alene i Kalamoun er mindst 80.000 flygtninge. Der burde være meget mere fokus på de internt fordrevne, og de burde få meget mere nødhjælp, siger Riad Jarjour med halvt suk.
Syrisk Røde Halvmåne fordoblede for nylig skønnet over internt fordrevne syrere fra 1,2 millioner til 2,5 millioner mennesker. Selv dette tal kalder FNs Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, dog konservativt. UNCHR vurderer, at der i det nye år vil være op mod fire millioner mennesker, der har brug for hjælp inden for landets grænser. Samtidig er det blevet stadig vanskeligere for FN og andre hjælpeorganisationer at få deres hjælp frem, fordi lastbiler og varelagre bliver bombet eller overfaldet og bestjålet.
Flere end 36.000 mennesker er indtil nu blevet slået ihjel i krigen mellem det syriske regime og de forskellige oprørsgrupper. Og det er en skræmmende og uforudsigelig dagligdag, der omgiver det store flertal af syrerne, der ikke deltager i den væbnede kamp, siger Riad Jarjour.
Fra luften bliver de bombarderet af regeringens fly eller af dens tunge artilleri, som smadrer den ene bygning og det ene område efter det andet. På landjorden bliver de terroriseret af forskellige oprørsgrupper, særligt dem, der har optaget udenlandske hellige krigere, som undertiden sympatiserer mere med terrornetværket al-Qaedas mål om et islamisk kalifat end de syriske oprøreres kamp for en ny regering i Syrien uden Bashar al-Assad. Det anslås, at der nu er mellem 10.000 og 15.000 udlændinge, der kæmper i Syrien, afghanere, libyere, iranere, pakistanere mennesker fra hele regionen med mange forskellige dagsordener.
Hver morgen vågner de flygtede familier op og begynder at overveje, om det mon er sikkert at vende tilbage til deres egne hjem. De spekulerer på, om de stadig har et hjem, eller om det er blevet ødelagt af skyderier, blevet plyndret eller besat af andre familier. Så går de ud til et Røde Halvmåne hjælpecenter for at se, om der er kommet noget nødhjælp, eller de går til en organisation som vores for at finde mad eller noget andet, de har brug for. Nogle flygtninge går til byen for at prøve at finde lidt arbejde. Hver eneste dag spørger familierne sig selv, om det er sikkert at sende deres børn i skole, forklarer Riad Jarjour.
Riad Jarjour har i årevis boet i Beirut i Libanon, hvor FDCD har sit kontor, men han har været i Syrien hver anden til tredje måned for at besøge sine forældre og øvrige familie. Nu er også hans forældre flygtet fra Homs tilbage til den landsby i Kalamoun, de kommer fra, og Jarjour kan ikke længere rejse så frit rundt i Syrien som tidligere.
Han henviser til de mange beretninger, som han får fra sine venner og familie. En af dem, en læge i byen Aleppo, som er et af de værst ramte områder i øjeblikket, skrev for nylig og fortalte, hvordan usikkerheden bemægtiger sig alt.
Der er ingen politikontorer, der fungerer. De fleste offentlige kontorer er ødelagt, så det er umuligt for eksempel at få et pas for at rejse væk. De fleste andre læger er flygtet ud af landet. Der er alvorlig mangel på læger. Oprørere og terrorister angriber både skoler, sygehuse, sundhedsklinikker og bagerier. Situationen er ofte ubærlig. Det er umuligt at vide, hvad der vil ske blot få minutter efter. Alt er uforudsigeligt. Det har ikke været til at arbejde de seneste to-tre måneder. Flere end 5000 fabrikker er lukket efter at være blevet angrebet af oprørere. De gav arbejde til op mod 250.000 mennesker. Flere end 840 guldsmede har lukket af hensyn til sikkerheden. Hvordan kan jeg forklare, hvad der sker. Nogle gange bliver jeg tavs og mine ord kan ikke beskrive situationen ordentligt.
Riad Jarjour søger tilsvarende efter ordene, når han forsøger at forklare, hvordan det er at være syrer lige nu. Han er skræmt og rystet over den menneskelige afstumpethed, han ser udfolde sig i hjemlandet.
Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle opleve noget som dette i Syrien. Aldrig troet, at jeg skulle være vidne til sådanne begivenheder. Se mennesker slås på den måde. Se volden, hadet, brutaliteten. Syrien har altid været fredeligt. Der var ingen, der havde forestillet sig den optrapning af volden og de drab, som begge parter gør sig skyldig i, siger han.
Den måde nogle af oprørsgrupperne slår ihjel på nogle steder har de snittet folk i stykker. Det minder mig om, da borgerkrigen begyndte i Libanon. Det er er meget skræmmende.
Han ser ingen tegn på en løsning i Syrien i nær fremtid. Hans oplevelse er, at de store magter, som han kalder dem ingen nævnt, ingen glemt spiller deres eget spil i Syrien. Det være sig USA, Kina og Rusland eller de regionale magter Tyrkiet, Egypten, Iran og Israel.
Jeg tror ikke, at Syriens udvikling er i syrernes hænder længere. Det, der bekymrer mig allermest, er, at de udenlandske magter ikke blot deler Syrien med deres politik. De splitter også syrerne indbyrdes. Modsætningerne vokser, og det gør det endnu sværere at få Syrien til at hænge sammen igen den dag, freden forhåbentlig snart kommer, siger Riad Jarjour.