Fra en vinterkold bakketop 30 kilometer nordøst for Tel Aviv er udsigten til det israelske valg tydeligere end fra noget andet sted. Mens israelerne i storbyerne forbereder sig på hjemlig hygge og lukkede børnehaver på grund af den ventede snestorm, står tre unge jødiske piger i den regnvåde vind og betragter landskabet fra en klippeafsats i Alonei Shilo. Stedet defineres som en illegal udpost af den israelske regering. En definition, der som regel associeres med nogle telte og en håndfuld unge idealister. Men Alonei Shilo er trods den nuværende regerings stempling som et illegalt foretagende alt andet end en ligegyldig sidebemærkning.
Her er elektricitet og vandledninger. Her er børnehaver, og der er lagt an til torve. De første villaer er blevet bygget ved siden af et stort antal midlertidige huse. Enhver observatør med kendskab til konflikten mellem Israel og palæstinenserne og ikke mindst kendskab til den måde, Israel gennem årevis har opført jødiske bosættelser på den besatte Vestbred, vil efter et møde med Alonei Shilo konkludere, at det blot er et spørgsmål om tid, inden den israelske regering lader Alonei Shilo få status som en almindelig bosættelse. Hvis eller når det sker, har nogle af de nuværende 360.000 bosættere sat sig på endnu en bakketop på Vestbredden med regeringens hjælp og velsignelse.
Koblingen mellem Alonei Shilo og det israelske valg på tirsdag er, at den nationalreligiøse bevægelse som er bosætternes ideologiske bagland, står til at få et fremragende valg. Ikke forstået på den måde, at de vil stå i spidsen for den ventede regering under Benjamin Netanyahu. Men den nationalreligiøse bevægelse har for første gang i landets moderne historie mulighed for at udgøre et flertal i den højreblok, valget vil skabe.
Som i Alonei Shilo er den nationalreligiøse fløj meget engageret i at skabe sin egen virkelighed med klare budskaber, mens resten af det partipolitiske Israel synes at have problemer med at overbevise vælgerne med løfter.
Den nationalreligiøse bevægelse adskiller sig fra de ortodokse jødiske kredse ved at engagere sig og tage mest mulig del i den israelske hverdag. Omkring 40 procent af eleverne på den israelske hærs officersskole er fra den nationalreligiøse fløj.
Netanyahus Likud Beitenu-parti, der står til at få omkring 35 mandater ud af de samlede 120, rykkede for nylig et skridt mod det nationalreligiøse højre, da man afholdt partivalg. Nationalreligiøse skikkelser fortrængte de mere moderate stemmer i partiet, hvilket blandt andet betyder, at en person som Moshe Feiglin er rykket frem i partiets rækker.
Feiglin har tidligere talt om at bygge et tredje jødisk tempel på Tempelpladsen, og for nylig foreslog han at tilbyde enhver palæstinensisk familie, der emigrerer væk fra Palæstina, omkring 2,5 millioner kroner.
For nylig er Naftali Bennets nationalreligiøse parti HaBeit HaYehudi (Det Jødiske Hjem) gået voldsomt frem i meningsmålingerne og ligger i øjeblikket på højde med Arbejderpartiet med omkring 16-17 mandater. Den fremgang er med til at placere den nationalreligiøse fløj meget centralt i Israels fremtidige politik, hvor politikere med de nationalreligiøses varemærke, den hæklede kalot, med stor sandsynlighed vil komme til at sidde på nøgleposter i fremtidig regering.
Det, spår Ari Shavit, der er en af Israels mest anerkendte kommentatorer, kan få omfattende konsekvenser. Faktisk mener han, at den nationalreligiøse fløjs indflydelse allerede er voldsom. Ifølge Ari Shavit har den nationalreligiøse bevægelses ekspansion på Vestbredden i form af bosættelser og udposter så godt som umuliggjort en to-statsløsning mellem Israel og Palæstina.
Ari Shavit mener, at den nationalreligiøse bevægelse nu styrer mod en ny fase. Eller rettere en ny besættelse, hvor den gamle besættelse er Vestbredden og den nye er selve staten Israel.
Efter bosætterne med succes har forhindret oprettelsen af en palæstinensisk stat ved at besætte Judæa og Samaria, er de nu ude efter at dræne den israelske stat for substans ved at tage kontrol over det politiske system, siger Ari Shavit.
Shavits opfattelse er, at når den nationalreligiøse fløj har indtaget nøglepositioner, så vil det begynde at regne ned over Israel med lovforslag, der støtter bosættelsespolitikken og dermed gør det vanskeligere at se en fredsaftale med palæstinenserne i horisonten.
Den nationalreligiøse bevægelses umiddelbare succeshistorie er oprettelsen af et hav af bosættelser siden krigen i 1967, hvor Israel besatte Vestbredden, Gaza og Golanhøjderne. Men den måske allerstørste bedrift er, at de nationalreligiøse har taget et stort skridt mod konsensus ved at lade sig repræsentere af Naftali Bennet. En ung politiker med fortid i Israels famøse eliteenhed Sayeret Matkal, der også har drevet det vidt i it-branchen. På mange måder en personificering af den typiske israelske succeshistorie.
Problemet med Bennet er, ifølge Ari Shavit, at bag ved it-facaden gemmer der sig en mand med ekstreme holdninger. En mand, der for åben skærm siger, han hellere vil sidde i fængsel end at være med til at rømme jødiske bosættelser. Og en mand, der har sammensat en partiliste med personer, der ikke er blege for at sige, at de nuværende moskéer på Tempelpladsen i Jerusalem burde rømmes til fordel for genopførslen af et tredje jødisk tempel.
Israels nationalreligiøse bevægelse
