Det pavelige projekt, der blev søsat for næsten 1000 år siden, havde et mål. De hellige byer skulle vristes ud af muslimske hænder. Og herredømmet skulle gendannes i kristendommens vugge på de steder, hvor kristne på det tidspunkt ikke havde sat tonen i mere end 400 år, og hvor den nyfødte religion, islam, var blevet den nye magt.
Fra et militært synspunkt lykkedes projektet kun delvist og endte i en fiasko med muslimske sejre over de kristne korsriddere. Dette til trods for at korstogene i dag opfattes som en af hovedårsagerne til, at for eksempel Spanien ikke lod sig besætte fuldstændigt af muslimer.
For den katolske kirke havde korstogene en forenende effekt, og handelen mellem middelhavsområdet og europæiske byer blev udvidet i en periode på omkring 200 år. Men den historiske sandhed er, at korsridderne blev endeligt fordrevet i år 1291 og herefter ikke var i stand til at true det muslimske herredømme over Jesu hjemmebane i Jerusalem, Betlehem, Nazaret og Galilæa.
Ifølge den israelske historiker og forfatter til en række bøger om de kristne korsriddere Benjamin Kedar, er det den dramatiske afslutning på en dramatisk periode.
Korsridderne efterlod så godt som ingen spor, hvis man ser bort fra nogle af de borge og rester af byer, der stadig kan findes i Israel, Libanon og Syrien, siger han.
I den israelske kystby Akko nord for Haifa er arkæologer netop nu i færd med at fuldføre udgravningen af et underjordisk netværk af gange, der har ligget gemt under den by, de tyrkiske osmanner byggede omkring år 1750. Netværket er en hidtil ukendt del af den korsridderby, der lå på stedet. Akko var hovedsæde for de kristne korsridderes handel og stod som en prægtig by, indtil egyptiske muslimer jævnede størstedelen af den med jorden i 1291. I næsten 800 år har korsriddernes hovedsæde i Akko været repræsenteret af resterne af et ridderslot.
I dag kalder Eliezer Stern, den israelske arkæolog med ansvar for udgravningerne i Akko, korsriddernes rester for et af verdens mest spændende arkæologiske fund.
Årsagen til, at det er arkæologiske rester og ikke filosofier, tankemåder eller sprog nutidens forskere henter frem fra korsfarertiden, er, at de korsriddere, der blev i regionen efter de sidste slag, enten blev likvideret på systematisk vis, giftede sig lokalt eller konverterede til islam. De sprog og den kultur, de europæiske krigere havde bragt med sig, forsvandt næsten lige så hurtigt, som den var kommet til Det Hellige Land.
Men de dramatiske historier om helte og blodige slag levede videre. Religioner brugte den dramatiske tid, hvor kristne og muslimer kæmpede om magten på den mest ligefremme og udiplomatiske måde til at danne forbilleder og myter. Sejre og nederlag blev tolket og brugt til at styrke både selvforståelse og fjendebilleder. Og i de år, der er gået siden 1290erne, har korstogenes betydning næppe været større end i dag, hvor kristne, muslimer og jøder jævnligt refererer til de hektiske religionskrige i den mørke middelalder.
Professor Benjamin Kedars forklaring på det fænomen er, at den samme slags gnidninger mellem kristendom og islam er genopstået, hvilket betyder, at både kristne og muslimer henter argumenter og tungt historisk skyts fra korsfarertiden.
Terrorbevægelsen al-Qaeda er baseret på en hellig krig mod de vantro eller det, der betegnes som nutidens korsriddere. Den afdøde syriske præsident, Hafiz al-Assad, havde et stort billede af Saladin den kurdiske kriger, der generobrede Jerusalem fra de kristne på væggen i sit kontor. Det palæstinensiske sikkerhedsvæsen har opkaldt en af sine enheder efter det berømte Hattin-slag i 1187 ved Genesaret Sø, hvor mange af korsridderne dehydrerede i sommervarmen iført rustninger. Et slag, der tolkes som et bevis for, at fremmede magter aldrig vil være i stand til at blive fortrolige med de lokale forhold i Det Hellige Land, hvilket i muslimsk forståelse også betyder, at de i sidste ende vil bukke under på samme måde som de tørstende korsriddere. I det hele taget fylder anti-korsfarer-retorikken meget i den arabiske og muslimske selvforståelse.
Benjamin Kedar mener, at de muslimske sejre over korsfarerne fylder så meget, fordi der er tale om en storhedstid, der på meget naturlig vis skaber et forbillede for de kampe, der i dag udkæmpes mod vestlige magters tilstedeværelse i regioner eller mod Israel, der i brede muslimske kredse opfattes som et ulegitimt fremmed plot i hjertet af den muslimske verden.
Den muslimske korsfarer-retorik bunder i et historisk løfte om, at alt nok skal ende godt. Et løfte om, at muslimerne nok skal vinde igen, ligesom da korsridderne blev besejret i Det Hellige Land. Og brugen af korstogene i den daglige retorik har smittet af på kristne og jøder, siger Benjamin Kedar, der mener, at referencer til korstogene i kristne og jødiske kredse er en moderne reaktion på den mangeårige muslimske retorik.
Den tidligere amerikanske præsident George Bushs kommentar om, at den USA-ledede krig mod terror er en form for et korstog, er blot et af eksemplerne på moderne kristen brug af korstogene som inspirationskilde. Selvom Bush næsten øjeblikkeligt trak den kommentar tilbage, viser den ifølge Benjamin Kedar, at korstogene har en positiv værdi i den vestlige og kristne kultur næsten på samme måde som i muslimsk kultur.
I de kristne lande er det muligt at høre kampen mod alkoholisme omtalt som et korstog mod alkoholisme, siger professor Kedar.
Efter Anden Verdenskrig hentede den amerikanske general Dwight D. Eisenhower inspiration til sin bogtitel Crusade in Europe (Korstog i Europa) i de hellige kristne krigere fra middelalderen. I de fleste kristne lande er Eisenhowers titel blevet oversat med brugen af ordet korstog. Men i den hebraiskspogede udgave er ordet korstog skiftet ud med det hebraiske ord, der svarer til rejse eller færd, fordi korstogene i modsætning til kristen og muslimsk kultur næsten udelukkende har en negativ betydning i jødisk sammenhæng. Ikke kun fordi korsridderne udførte massakrer mod jøder, men også fordi korsridderne i sidste ende blev overvundet af muslimerne.
Der er utallige eksempler på, hvordan korstogene bruges i moderne sammenhænge af israelske politikere eller i daglig tale, siger professor Kedar.
I moderne israelsk sammenhæng forbindes korsridderne med ignorance, dumskab og vold. Blandt politikere, der føler sig udstillet af pressen eller forfulgt af andre politikere, er det meget normalt at høre dem udtrykke frustration over, at der bliver ledt et korstog imod dem.
I det hele taget er ordet korstog et ladet ord i Israel. Dels på grund af de voldelige associationer, ordet vækker, dels fordi israelerne selv beskyldes af muslimer for at være en slags moderne korsriddere. Altså et fremmed element i Mellemøsten.
Den sidstnævnte påstand har israelerne forsøgt at ryste af sig i årevis. Nogle med større held end andre. Afdøde premierminister Yitzhak Rabin brugte ofte korsridderne som et eksempel på de fejl, israelerne ikke bør gentage. For eksempel at man ikke bør være blind for lokalbefolkningens interesser, og at man heller ikke bør lade religion fylde for meget i politik.
Den tidligere talsmand for Knesset Avraham Burg har i et mindre vellykket eksempel påduttet korsridderne geografisk ignorance for at bruge det som et skræmmeeksempel for de unge israelere. Burgs pointe er, at alle israelere bør kende hvert eneste hjørne af landet for ikke at ende som korsridderne.
En pointe, der går igen i Israel. Landet, korsridderne kæmpede for, og som i dag findes efterladt som det eneste sted, hvor korstogenes klang er negativ. Øst og vest for Israel presses der positiv inspiration ud af korstogene hos både kristne og muslimer.