Forsvar dem, der ikke kan tale deres egen sag.
De bibelske ord danner manifestet for 44-årige Asiya Nasir; den eneste kristne kvinde i det pakistanske parlament. Hun har netop været i København for at deltage i konferencen Women Deliver.
Til daglig handler hendes kamp dog mindre om køn og mere om religiøse mindretal. Siden 2002 har hun nemlig som politiker kæmpet for minoriteters rettigheder i Pakistan.
”Det var Guds vilje at plante mig i politik, så mit folk kunne få en stemme i parlamentet,” siger Asiya Nasir.
Hendes kamp for minoriteter, og i særdeleshed kristne, er livsnødvendig, fortæller hun, for det er dem, som er hårdest ramt af den udbredte korruption og nepotisme i landet.
”Kristne har ikke samme muligheder som muslimer, og de bliver kørt ud på et sidespor, hvor de bliver marginaliseret og diskrimineret. De har svært ved at få arbejde og bliver nægtet nøglepositioner i samfundet. Det skaber økonomisk ulighed, og når man er dårligt stillet økonomisk, er det svært at opnå respekt i samfundet. Vi ønsker ikke særbehandling, men lighed og respekt,” siger hun.
Ud over diskrimination og ulighed er blasfemiparagraffen én af de ting, som de religiøse mindretal – og med hendes ord også muslimerne selv – lider under. I begyndelsen af marts var flere end 25.000 mennesker samlet til bøn i hovedstaden, Islamabad, for at vise deres støtte til den henrettede Mumtaz Qadri, der havde dræbt en guvernør, som ville lempe blasfemiparagraffen.
Det viser ifølge Asiya Nasir, at en ophævelse af den omdiskuterede blasfemiparagraff, der jævnligt skaber store overskrifter i de internationale medier, ikke vil rykke noget:
”Det er nemt at tale for en afskaffelse af paragraffen, men ingen ved reelt, hvilke reaktioner det vil udløse i denne del af verden, og derfor skal vi være meget forsigtige. Vi kæmper i forvejen med ekstremisme og terrorisme, som har kostet flere end 6000 uskyldige mennesker livet, og vi ønsker ikke at tilføje endnu flere besværligheder til vores land. Det handler i højere grad om at ændre folks ekstremistiske tankegang gennem mere uddannelse.”
Asiya Nasir har aldrig personligt modtaget dødstrusler for sit politiske arbejde, og hun frygter da heller ikke for sit liv, fastslår hun.
”Indimellem tænker jeg da en ekstra gang over, hvad jeg siger, men mit instinkt fortæller mig, at jeg er nødt til at sige sandheden. Men når jeg føler mig alene og svag, besøger jeg mit folk og ser deres lidelser for at blive mindet om alle de forventninger, som de har til mig. De forventninger gør det umuligt for mig at hvile på laurbærrene.”
Asiya Nasirs politiske karriere har dog ikke været uden ofre.
”Min familie har måttet indgå mange kompromiser. Mine tre børn har haft meget brug for mig, men jeg har fortalt dem, at jeg ud over dem har en lang række børn, som har endnu mere brug for mig. Min familie forstår godt, hvilket ansvar jeg har,” siger hun.
Den kristne politiker blev første gang valgt ind i parlamentet i 2002 og siden genvalgt i 2008 og 2013. Hver gang har hun siddet på én af de 10 af parlamentets 342 pladser, der er reserveret til religiøse minoriteter, herunder kristne, hinduer og sikher.
I alle 14 år har Asiya Nasir repræsenteret det islamiske parti Jamiat Ulema-e-Islam, der er landets femtestørste. Hun mener, at hendes muligheder for at gøre opmærksom på mindretallenes rettigheder er bedre her end i andre ”såkaldt liberale partier”.
”Jeg er blevet behandlet ligeværdigt og med stor respekt. Partiet har udvist stor tillid til mig ved at opstille mig tre gange, og derfor vil jeg også vise dem min loyalitet. Andre kristne kan se, at jeg bliver behandlet godt, så de er begyndt at tilslutte sig partiet,” siger hun og fortæller, at den fælles tro på Gud har spillet en stor rolle:
”Jeg har mange ting tilfælles med mine partifæller. De tror også på Gud, så jeg ved, at de har et blødt punkt i hjertet, hvor der er plads til medmenneskelighed.”
Indtil 2002 kunne pakistanere med minoritetsbaggrund kun stemme på de politikere, der tilhørte den samme religion som dem selv. Men en lovændring har siden da gjort det muligt at stemme frit på tværs af religiøst tilhørsforhold. Selvom det umiddelbart kan lyde som en god idé, har det nye valgsystem mødt kritik. Der er nemlig en frygt blandt dele af den kristne befolkning for, at politikerne på minoritetssæderne i højere grad føler sig forpligtet over for deres parti end de kristne vælgere. Men Asiya Nasir føler ikke, at partiet dikterer hendes holdninger, hvilket hun demonstrerer ved at opridse en lang række bedrifter.
Efter eget udsagn var hun den første til at gøre opmærksom på vigtigheden af, at minoriteter også var repræsenteret i Senatet, hvilket er tilfældet nu. Det samme gjaldt loven om, at mindretal skal bestride minimum fem procent af alle offentlige stillinger i samfundet, hvilket blev indført i 2009.
Ligeledes anbefalede retsudvalget i april at gennemføre hendes lovforslag om, at antallet af minoritetssæder i parlamentet skal hæves fra 10 til 15, og sidste år blev hun formand for et udvalg, der arbejder for at fremme religionsfriheden for minoriteter.
”En nation kan ikke opleve fremgang, hverken økonomisk, socialt eller demokratisk, før religionsfriheden er sikret for alle. Mit parti har altid sagt, at uanset hvad der sker, skal jeg tale på vegne af mit folk. Det er derfor, de har givet mig mandatet, fortæller de.”
Asiya Nasir kan end ikke forestille sig, at der er punkter, hvor det at repræsentere et islamisk parti kunne blive problematisk – ikke engang, hvis det foreslog at indføre sharia-lovgivning.
”Jeg protesterer først, når det skader mig og mit folk. Hvis sharia, som det står beskrevet i Koranen, bliver implementeret, så vil det give flere rettigheder til os minoriteter. Se på alle de friheder, som mit islamiske parti har givet mig,” pointerer hun.
Tanken om at frigøre sig fra det islamiske parti og starte et kristent parti har aldrig strejfet hende, for det vil være i strid med hendes egne idealer:
”Hvis jeg starter et kristent parti, vil jeg segregere mig selv. Mit mål er at gøre Pakistan til én samlet nation og gøre minoriteterne mainstream. Forhåbentligt kommer vi til et punkt i fremtiden, hvor det slet ikke er nødvendigt at bruge begrebet ’minoritet’.”