Trods økonomisk vækst: De lave lønninger hænger ved

Malaysia fremhæves som et forbillede, der har udryddet ekstrem fattigdom på under 50 år. Men uligheden bliver vanskeligere at slippe af med

En ansat er ved at montere indmaden i et fjernsyn på den japanske elektronikgigant Sonys fabrik i Malaysia. På mindre end 50 år har Malaysia udviklet sig fra et af verdens fattigste lande til et middelindkomstland, men ifølge en rapport arbejder 28 procent af arbejderne i landets elektronikindustri under forhold, der kan betegnes som tvangsarbejde. -
En ansat er ved at montere indmaden i et fjernsyn på den japanske elektronikgigant Sonys fabrik i Malaysia. På mindre end 50 år har Malaysia udviklet sig fra et af verdens fattigste lande til et middelindkomstland, men ifølge en rapport arbejder 28 procent af arbejderne i landets elektronikindustri under forhold, der kan betegnes som tvangsarbejde. - . Foto: Jimin Lai/AFP/Scanpix.

Selmat Dadong og Mohammed Hizams historie er på mange måder historien om Malaysias væksteventyr.

Selmat Dadong har været med, lige siden de første udenlandske virksomheder i slutningen af 1970'erne begyndte at åbne elektronikfabrikker i Malaysia, tiltrukket af den billige arbejdskraft. Han har stået ved de samlebånd med halvledere og andre elektroniske komponenter, som har skudt Malaysia ind i gruppen af mellemindkomstlande, og har set den ekstreme fattigdom stort set forsvinde.

I dag er han for gammel til at arbejde, og Mohammed Hizam har overtaget hans plads på fabrikken i Port Klang, små 100 kilometer fra Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur.

Port Klang er en af de største af de frie industrizoner, som Malaysia begyndte at oprette i slutningen af 1970'erne for at trække udenlandske investorer til landet med løfter om billig arbejdskraft og favorable told- og skatteforhold.

Industrizonerne og elektroniksektoren har også været kendt som såkaldte ”sweat-shops” med umenneskelige arbejdsforhold og dårlige sundhedsforhold, hvor arbejderne udsættes for farlige stoffer. Men ”Den Nye Økonomiske Politik”, som blev iværksat i 1970 med det erklærede mål at tiltrække udenlandske investeringer og bekæmpe fattigdom, har i vid udstrækning været en succes.

På mindre end 50 år har Malaysia udviklet sig fra et af verdens fattigste lande, hvor halvdelen af befolkningen levede i ekstrem fattigdom, til et middelindkomstland med en bruttonationalindkomst pr. indbygger, der er højere end Kinas. Mindre end to procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen på 1,25 dollar (8,40 kroner). Og andelen af befolkningen, der lever for to dollars (13,50 kroner) om dagen, er skrumpet til under 10 procent.

Den økonomiske vækst i Malysia har gavnet en større del af befolkningen, end det har været tilfældet i mange andre vækstlande, og det gør landet til et eksempel til efterfølgelse, mener blandt andre FN's generalsekretær Ban Ki-moon.

”Millioner er blevet løftet ud af fattigdom. Malaysias erfaring kan hjælpe lande på hele den sydlige halvkugle,” sagde han under et besøg i Kuala Lumpur i 2012.

Dengang ville Selmat Dadong og Mohammed Hizam måske have givet FN's generalsekretær ret. I dag ser de mindre optimistisk på fremtiden. Fabriksarbejdet er ikke længere vejen til social fremgang, mener Mohammed Hizam. Mens han får sig et glas fyraftenste på en af cafeerne i Port Klang, fortæller han, hvorfor han er bekymret.

”Jeg kan kun lige akkurat få pengene til at række til husleje, mad og børnenes skole. Men det værste er, at det ikke bliver bedre for vores børn. Vi har opnået visse goder som pension og sygesikring. Det får vores børn ikke. De vil ikke få del i Malaysias økonomiske vækst,” siger han.

Malaysias økonomi er kommet til en korsvej. Men Den Nye Økonomiske Politik mellem 1970 og 1990 har faktisk givet rigtig gode resultater, både hvad angår økonomisk vækst og forbedring af befolkningens levevilkår, mener Muhammad Ikmal Bin Mohd Said, seniorforsker i økonomi og vicedekan ved Malaya-universitetet i Kuala Lumpur.

”Den Nye Økonomiske Politik rullede den røde løber ud for investorerne og trak virksomheder ind, der havde brug for mange ansatte i produktionen. Det skaffede arbejde til den unge bybefolkning. Selvom arbejdernes lønninger var lave, og arbejdstiden lang, var folk tilfredse, for alternativerne var endnu dårligere. Og arbejderne erhvervede nye kompetencer. Det er den model, som nu ses overalt. Men den malaysiske succes med fattigdomsbekæmpelsen har også andre forklaringer,” siger Muhammad Ikmal Bin Mohd Said.

Malaysia har råstoffer. Olie, gas, gummi, tømmer og nu også palmeolie. Tilsammen repræsenterer råstofferne i dag lige så store eksportindtægter som elektronisk udstyr. Kuala Lumpurs tvillingetårne med det statslige oliesekslab Petronas' hovedsæde var verdens højeste bygninger i 1998 og seks år frem, et symbol på Malaysias fremstormende, sejrrige økonomi.

”Indtægterne fra disse råstoffer blev investeret i udvikling, herunder i uddannelse. En række velfærdsprogrammer blev iværksat, blandt andet for at sikre jord til de fattigste og adgang til lodder med gummitræer, og senere også egentlige overførselsindkomster, herunder sygesikring og pensionssystemer,” siger den malaysiske økonom.

Den malaysiske udviklingsmodel hviler desuden på en stærk statsstyring, først under Den Nye Økonomiske Politik med positiv særbehandling af de såkaldte bumiputera eller oprindelige befolkninger, i praksis malaybefolkningen på bekostningen af de kinesiske og indiske mindretal. Og ikke mindst under premierminister Mahathir Mohamads autoritære styre mellem 1981 og 1998.

Siden 1961 er Malaysias bruttonationalindkomst pr. indbygger vokset fra 287 dollars (1930 kroner) til 10.500 dollars (70.600 kroner). Og i 2020 forventer Malaysia at forlade mellemindkomstgruppen og få status af en fuldt udviklet økonomi med en nationalindkomst pr. indbygger på over 12.700 dollars (81.000 kroner) eller næsten lige så meget som Kroatien.

Sidste år åbnede Lego verdens største Legoland-vandpark fire timers kørsel uden for Kuala Lumpur. Og omkring hovedstrøget, Bukit Bintang, skyder det ene funklende nye indkøbspalads op efter det andet, mens elegante, nybyggede boligkomplekser venter på beboerne i fashionable boligkvarterer.

Men den velsmurte maskine, der har sørget for, at den økonomiske vækst rislede ned til den brede befolkning, knager i svejsningerne. Og flere af landets økonomer frygter, at Malaysia får svært ved at nå målet om en højtudviklet økonomi i 2020, men i stedet vil sidde fast i det, der kaldes middelindkomstfælden.

”Malaysia har svært ved at blive konkurrencedygtigt i mere udviklede industrigrene. Vi er stadig afhængige af billig arbejdskraft og lave lønninger, som er det, der tiltrækker de internationale investeringer. Men man kan ikke både fastholde lave lønninger og så forvente at komme ud af middelindkomstfælden med en økonomi baseret på produktion til hjemmemarkedet,” siger Muhammad Ikmal Bin Mohd Said.

Mens velfærdsydelser og nye beskæftigelsesmuligheder tilsammen har sørget for, at den økonomiske vækst rislede ned igennem befolkningslagene og kom alle til gode, tyder nye fænomener nu på, at denne nedrislen vil blive bremset.

Malaysia, men også en række andre asiatiske lande, oplever en markant vækst i såkaldt kontraktarbejde, hvor de store virksomheder ikke selv ansætter deres medarbejdere. De hyres i stedet af rekrutteringsselskaber, som derefter er den egentlige arbejdsgiver.

For de lokale fagforeninger virker kontraktansættelserne som en slags presenning, der spændes ud under de arbejdskraft-intensive sektorer og forhindrer frugterne af den økonomiske vækst i at komme ned til de nederste lag af samfundspyramiden.

”Kontraktarbejdere tæller ikke som ansatte i virksomheden og er derfor ikke omfattede af den kollektive forhandlingsret, som vi har brugt år på at få igennem. De kan ikke være medlemmer af fagforeningerne, og de benyttes derfor til at undergrave lønningerne. De er ikke omfattede af sygesikring og pen-sion, som er forbeholdt virksomhedens egne ansatte. Det underminerer de rettigheder, som skulle sikre, at arbejderne også får del i frugterne af den økonomiske udvikling,” siger Bruno Periera, leder af elektronikarbejdernes sammenslutning i Penang-området.

Ifølge en undersøgelse finansieret af det tyske Friedrich-Ebert-Institut og koordineret af Melisa R. Serrano fra det filippinske universitet University of The Philippines er denne ”outsourcing” af arbejdskraft et voksende fænomen i alle større virksomheder i lande som Malaysia, Filippinerne, Indonesien og Thailand.

”Regeringerne tillader disse rekrutteringsformer for at holde lønningerne nede og tiltrække udenlandske investeringer. Disse former for ansættelse, der holder en del af medarbejderne ude fra de formaliserede arbejdsrettigheder, er en af årsagerne til ulighed,” siger Melisa R. Serrano.

Mange af kontraktarbejderne er desuden indvandrere, der rekrutteres direkte i deres hjemlande. Ifølge en undersøgelse finansieret af det amerikanske arbejdsministerium og gennemført af den amerikanske organisation Verité, der tjekker arbejds- og sikkerhedsforhold i virksomheder verden over, arbejder 28 procent af arbejderne i Malaysias elektronikindustri under forhold, der kan betegnes som tvangsarbejde. Deres pas er inddragede, og de står i gæld til rekrutteringsfirmaer, der tager sig betalt for rejsen til Malaysia.

Lee Hwak Aun, ph.d. i økonomi ved Malaya-universitetet, mener, at Malaysias økonomiske mirakel i nogen grad er et optisk bedrag.

”Folk holder sig over fattigdomsgrænsen, men kun fordi de har to jobs. Og middelklassens forbrug er i vid udstrækning gældsfinansieret og er ikke udelukkende et resultat af voksende indtægter. Samtidig risikerer Malaysia at miste internationale investeringer til de nye lavindkomstlande, der står på spring for at levere billig arbejdskraft. Malaysia er ikke længere et lavindkomstland. Men vores økonomi er stadig baseret på lave lønninger,” siger Lee Hwak Aun.

Fagforeningslederen Bruno Periera konstaterer, at de første generationer af arbejdere var glade for at stå på fabrik, men at de første årtiers fremgang ser ud til at være historie.

”De kom væk fra det hårde arbejde på landet og ind til byerne. De kunne købe nyt tøj, og deres børn kom i skole. Men nu vil deres børn også have social fremgang. Og det tror jeg ikke, de får. De nye generationer vil blive fanget i bunden af det sociale hierarki,” siger han.