Delstat vil belønne flerkoneri

Malaysisk delstat foreslår at betale lovgivere for at tage en alenemor som ekstra kone

Penge for polygami kan blive almindeligt i Malaysia. -
Penge for polygami kan blive almindeligt i Malaysia. -. Foto: Arkiv.

Gift dig med en enlig mor og få penge for det. Også selvom du har en kone i forvejen. Sådan lyder et forslag til i den fattige delstat Kelantan i Malaysia.

Formanden for delstatens komite for familie og sundhed, Wan Ubaidah Omar, foreslår, at ordningen skal gælde for de lokale lovgivere, skriver det britiske nyhedsbureau Reuters. På den måde kan de fremstå som gode eksempler for andre.

- Det ville hjælpe med at reducere antallet af enlige mødre i staten, sagde hun ifølge den malaysiske avis The Star.

Alene i Kelantan er der 16.500 alenemødre under 60 år, og mange af disse kan havne i problemer, fordi deres mænd ikke har ladet sig skille, inden de er stukket af.

Det betyder for eksempel, at de ikke kan lade sig registrere ved socialministeriet, siger Wan Ubaidah Omar ifølge The Star.

Polygami er lovligt for den muslimske del af Malaysias befolkning, som udgør 55 procent af landets 28 millioner indbyggere.