Demokratisk supermagt i Mellemøsten

Tyrkiet. En demokratisk supermagt i Mellemøsten, mener Reza Aslan

Reza Aslan mener, at Tyrkiet er en demokratisk supermagt i mellemøsten.
Reza Aslan mener, at Tyrkiet er en demokratisk supermagt i mellemøsten. Foto: Christian Ringbæk.

Et politisk parti forpligtet på, hvad det selv kalder "islamiske moralværdier", har bragt Tyrkiet tættere på at være et fuldt udviklet demokrati, end landet har været nogensinde før.

30 år efter, at et militærkup væltede Süleyman Demirels demokratisk valgte regering, stemte tyrkerne i forrige uge med et overvældende flertal for forfatningsændringer. Initiativtagerne til reformen var premierminister Recep Tayyip Erdogans moderate islamister i Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP).

Reformen styrker kvinders, børns og handicappedes rettigheder, den sikrer Tyrkiets kristne og kurdiske mindretal større frihed (begge grupper er blevet konstant forfulgt og udstødt af tidligere regeringer), den lemper landets hæmmende arbejdslovgivning, indskrænker hærens rolle i politik og gør det muligt at skabe mere demokratiske institutioner i hele landet. Vigtigst af alt omstruktureres retssystemet, så almindelige borgere beskyttes bedre, samtidig med at hæren ikke længere skal have immunitet mod retsforfølgelse ved de civile domstole.

Modstandere af forfatningsændringerne hævdede, at de gav for stor magt til præsidenten og parlamentet, især hvad angår udpegelsen af dommere. Disse argumenter afholdt dog ikke vælgerne fra deres tro på, at AKP udgør et nødvendigt skridt hen imod tyrkisk medlemskab af Den Europæiske Union. Næsten 60 procent stemte således for reformpakken. Interessant er det også, at skønt begejstringen for EU-medlemskab er kølnet i Tyrkiet, og støtten til projektet faldet til 54 procent fra 68 procent i 2005, har de økonomiske og politiske forandringer vist sig at være så populære, at de ikke længere synes at afhænge af, hvad Europa ønsker af Tyrkiet, men af hvad tyrkerne selv ønsker, at der skal ske i deres land.

Akp's forbillede er Europas konservative, kristendemokratiske partier. Siden partiet kom til magten i 2002, har det konstant gjort indhug i hærens selvudnævnte rolle som beskytter af Tyrkiets demokrati. I stedet har AKP givet tyrkerne en ledelsesmodel, som afspejler en forpligtethed på forfatningsmæssigt demokrati og retssikkerhed – men uden behovet for at betvinge landets religiøse identitet.

Ikke blot er Tyrkiet blevet et friere, mere liberalt, mere inkluderende og mere demokratisk land under AKP. Det er også blevet en mere dominerende global magt og har oplevet en periode med økonomisk vækst uden fortilfælde. Faktisk er den tyrkiske økonomi kommet styrket ud af den globale lavkonjunktur med en vækst på 10,3 procent i bruttonationalprodukt i andet kvartal i år. Det gør Tyrkiet til den tredjehurtigst voksende økonomi i verden efter Singapore og Taiwan.

Alligevel bliver AKP fortsat mødt med den samme gamle retorik fra Tyrkiets største oppositionspartier om, at det underminerer statens "sekulære fundament" ved for eksempel at tillade skolepiger at gå i skole med et simpelt tørklæde over håret.

Lignende kritik hører man fra USA, hvor der er blevet vredet voldsomt meget hænder på det seneste i forbindelse med Tyrkiets stadig mere selvhævdende udenrigspolitik, landets stadig stærkere bånd til Iran, Syrien og Irak samt dets åbenlyse kritik af Israels behandling af palæstinenserne. Der er endog dem, der har ment, at Tyrkiet som det eneste muslimske medlem af NATO er i færd med at vende sig bort fra sin strategiske alliance med Vesten og i stedet er ved at opbygge en "islamisk akse" vendt mod Amerikas interesser i regionen.

Der er noget vrøvl. Det er ikke islam, der er drivkraften i AKP's uden- og indenrigspolitik, men først og fremmest landets økonomiske interesser og dets behov for national sikkerhed. Når Tyrkiet har brugt så mange diplomatiske kræfter på Mellemøsten, Centralasien og Den Persiske Golf, er det, fordi det er derfra, landets økonomiske vækst stammer - ikke fra Europa eller USA.

Desuden er Tyrkiets mere robuste udenrigspolitik og landets forsøg på at indgå som mægler i konflikterne i regionen et resultat af den fornyede nationale selvsikkerhed i landet. Tyrkiet er ikke længere villigt til at være underlagt USA, men holder fast ved at ville behandles som en ligestillet allieret med egne forslag og politikker til håndtering af regionens problemer.

Og det er godt. For hvad enten det drejer sig om en tostatsløsning på den israelsk-palæstinensike konflikt eller om at opbygge stabilitet i Irak og Afghanistan eller om at afholde Iran fra at udvikle atomvåben, ligger Tyrkiets in- teresser i regionen på linje med USA?s. Faktisk er det ingen overdrivelse at sige, at Tyrkiet nu er Amerikas vigtigste strategiske allierede i Mellemøsten.

Af endnu større betydning er det, at Tyrkiet har givet folkeslagene i Mellemøsten et mere ægte eksempel på islamisk styre end dem, man ser i de sekulære diktaturer i Egypten, Jordan og Syrien eller i de autoritære religiøse regimer i Iran og Saudi-Arabien. AKP har bevist, at der ikke behøver være noget modsætningsforhold mellem islam og demokrati, og at et parti forpligtet på islamiske værdier udmærket kan være forpligtet på menneskerettigheder, forfatning, pluralisme og retssikkerhed. Og med vedtagelsen af forfatningsreformen har Tyrkiet taget endnu et skridt hen imod at konsolidere sin position som Mellemøstens nye supermagt: det lysende eksempel på, hvad et moderne demokrati med muslimsk befolkningsflertal kan opnå, hvis blot det får mulighed for det.

Reza Aslan er forfatter til bogen: No god but God: The Origins, Evolution and Future of Islam (Ingen anden gud end Gud – islams oprindelse, udvikling og fremtid).

© Los Angeles Times / Global Viewpoint

Oversat af Sara Høyrup

udland@k.dk