Rygtet løber hen over Afrika. De hører det fra venner, kolleger og konkurrenter: I Kina findes en by, hvor du kan købe alt. Hvor udvalget er astronomisk, og priserne lave.
Mens kineserne sætter sig på handelslivet i afrikanske lande, forsøger driftige afrikanere - især kvinderne - at vende situationen til deres egen fordel. De rejser til Kina i jagten på deres afrikanske drøm. De fylder containere med sko, køkkentøj og elektronik og får det hele sendt hjem til småbutikker i Lagos, Nairobi og Accra. Nu kan ingen slå deres priser.
”Det spreder sig fra mund til mund, fra Nairobi og ud i de mindre byer,” siger Helen Jogolo, der er 42 år og ankommet fra Kenya samme morgen sammen med sin to år yngre søster, Tracy.
Byen hedder Yiwu. Ukendt for de fleste både i og uden for Kina, men det er her, verdens største indendørs marked ligger. Det 4,5 millioner kvadratmeter store Yiwu International Trade Center. 80.000 butikker sælger en gros til kunder fra stort set alle lande i Afrika, Mellemøsten og Asien.
”Du kan få god kvalitet og dårlig kvalitet, du kan få det, lige præcis som du ønsker her i Yiwu,” siger Tracy Jogolo.
Ligesom mange hun kender, foretrækker hun faktisk at handle med kinesere frem for afrikanere.
”Kineserne er venlige og tålmodige, de bliver ikke sure, selv om man spørger om priser og ikke køber noget. Og de byder os kager og te,” smiler søstrene.
De har anbragt sig på sengene i deres hotelværelse efter en lang og travl første dag i Yiwu. De deler et rum til 100 kroner pr. nat på Hotel WTO - et nærmest ironisk navn for et hotel proppet med handelsfolk fra hele verden. Overfor ligger det såkaldte Christmas Items Specialized District, et større område i byen, der er udpeget til salg af julepynt - året rundt.
Men søstrene handler med babytøj.
”Vi føder jo børn i Afrika,” smiler de.
”Hvis du sælger et par bukser til en mand, kan han gå med dem i to år. Børn er der større omsætning i - der kommer hele tiden nye til.”
Søstrenes indkøbsprincip er enkelt. De ganger altid med tre.
”Hvis vi køber noget for 50 kroner, skal vi sælge det for 150. Men i sidste ende bliver det kun til en lille profit, når fly, hotel, visum, shipping og så videre er trukket fra,” forklarer Helen Jogolo.
Det er to år siden, de første gang var i Yiwu. Dette er deres fjerde tur. Hvis de havde flere penge, ville de nøjes med at komme en enkelt gang om året, men de har kun råd til at indkøbe mindre portioner ad gangen. De har overført en million kenyanske shilling (72.000 kroner) til en kinesisk bank.
”Det er ikke så meget. Der er nogle, som kommer med 10 millioner shilling,” erkender de.
Endeløse butiksgange badet i lysstofrørenes hårde lys genlyder af malisk, etiopisk og kiswahili, der blander sig med arabisk, persisk og russisk. Men der er ingen, der prajer eller hiver i én. Der er ikke megen basarstemning over Yiwu International Trade Center.
Tonen kan bedre beskrives som lavmælt professionel. Travl uden at være hektisk. Alt er velordnet og skinnende rent takket være konstant snurrende gulvpoleringsmaskiner. Måske lige bortset fra mere landlige kinesere, som hoster halsslim op på de nyvaskede stengulve, og børn, der tisser i centrets mere afsondrede hjørner.
I butik nummer 10.241 står paraplyer opmarcheret på lange rækker. Det er én ud af 512 butikker i centret, der udelukkende sælger paraplyer. En hel etage på størrelse med et større dansk butikscenter er helliget penne og papirartikler, en anden etage er dedikeret til kufferter. Mens man kan tilbagelægge omkring fire kilometer uden at se andet end ure - her er 596 urbutikker, der sælger alt fra enorme ornamenterede vægure i træ til armbånds- og vækkeure i pink og gul plastik. Atter andre butikker har specialiseret sig i sportstrofæer eller elastikker i alle farver og størrelser.
Kapitalismens usynlige hånd har i sandhed været på overarbejde.
”Yiwu er et hav, her kan du få alt,” lyder det fra butiksindehaver Xu Guisheng fra Uangdong Chaozhou Weisheng Ceramics Firm, butik nummer 16.328.
”Gæt engang, hvad det her koster,” spørger han og fremviser et sæt bestående af en forgyldt tekande med tilhørende kopper og underkopper samlet i et elegant ophæng.
Han svarer selv:
”32 yuan (34 kroner, red.) - det er kinesisk magi,” stråler Xu Guisheng.
Og den lokker mange til. Kenyanske Jane Wangui gætter på, at det nu er 12. gang, hun tager turen fra Nairobi til Yiwu. Hun kom første gang i 2006 og hørte med egne ord til den ”første bølge” fra Afrika.
”Konkurrencen er blevet benhård, fordi alle tager herover nu. Det er virkelig blevet en kamp at lave en god forretning,” siger Jane Wangui, der er af sted knap 14 dage i alt.
Hun skal også omkring handelsbyen Guangzhou og så Dubai på vejen hjem.
I starten var det de afrikanske mænd, som kom, men billedet er vendt.
I dag vrimler Yiwu med afrikanske kvinder, der med den rette blanding af nævenyttighed og praktisk snusfornuft lever op til deres ry som nogle af verdens dygtigste handelsfolk. Fra Vestafrika kommer de i klipklappere og storblomstrede kjoleskrud. Fra øst er det mest i jeans eller såkaldte women suits.
Jane Wangui skal have kosmetikprodukter og smykker til sin butik i Nairobi. Hun får øje på en plastikboks med små indbyggede varmerør, der bruges til at lyntørre lakerede negle.
”Den her er ny på markedet i Kenya. Den, tror jeg, vil sælge godt,” vurderer hun.
Der er to modeller, den ene koster 37 kroner, den anden 40 kroner. Hvilken én er bedst, vil Jane Wangui vide.
Den unge kvindelige ekspedient smiler undskyldende. Det kan hun ikke svare på.
Jane Wangui bestemmer sig for den dyreste: ”Det er bedre at vælge en god kvalitet, så kunderne bliver tilfredse.”
Hun går især efter produkter, som folk ikke har set før. Hun går frem efter det arsenal af produktbilleder, hun har fundet på internettet og gemt på sin smartphone. Jagten på en slags elektronisk vandpibe sender hende ud på timers forgæves vandring i centrets omkring 500 kilometer lange butiksgange.
Den driftige kenyanske forretningskvinde går ikke planken ud med et enkelt produkt, men køber klatvis, og samler til sidst det hele i en stor samlet forsendelse på et antal kubikmeter af en container. Transporten hele vejen til Nairobi koster omkring 2200 kroner pr. kubikmeter.
”De her er flotte, men alt for dyre,” siger hun, da hun kigger på et sæt øreringe til 11 kroner.
”Dem kan jeg ikke sælge hjemme i Nairobi.”
Hun vælger i stedet 60 store plastikhalskæder til omkring fem kroner stykket.
Hvor meget Jane Wangui køber, vil hun ikke røbe.
”Det er min forretningshemmelighed.”
Tilbage på hotellet har søstrene Tracy og Helen fundet Bibelen frem. Et kapitel inden sengetid.
”Vi nyder at være af sted og slippe væk fra alt husarbejdet derhjemme, der jo kommer oven i vores fuldtidsjobs. Mændene forventer, at vi gør det hele, så det her føles som ferie ved siden af,” siger Tracy Jogolo.
Storesøster Helen er enig:
”De kenyanske mænd er dovne. Også i hovederne. De tænker ikke så hurtigt som os. Her spiller øl også en rolle. Det går ud over deres evne til at organisere og planlægge. I dag drikker de også om dagen - hvordan kan de så arbejde?”
Hun fortsætter:
”Første gang brugte vi et helt år på at bearbejde vores mænd for at få lov til at tage af sted. De var meget mistroiske over for projektet. Men siden er det gået nemt at overtale dem, efter at de har nydt frugterne af vores rejser.”
